Kare allesammen

Vi tog som sagt direkte videre fra Potosi til Uyuni, som er en lille by, der ligger temlig odet mellem bjerge, ikke saa langt fra Salar de Uyuni (en kampe saltso i Bolivia).

Vi ankom forst lige omkring solnedgang, og kunne med det samme fornemme, at natten her ville blive kolig. Hvilket den ogsaa gjorde, saa vi sov med vores toj paa.

Fordi der ikke var meget at tage sig til i Uyuni, og at natterne var kolde, blev vi enige om, med det samme at booke os ind paa en tur, saa vi kunne komme ud og se saltsoen. Vi fandt en 3dages tur, hvor man skulle se Salar de Uyuni forste dag, en masse laguner, vulkaner og bjerge naste dag, incl. en lyserod flamingolagune, vi ogsaa havde paa vores liste, for sidste dag at ende i San Pedro, en orkenby i Chile.

Naste morgen, gik vi rundt for lige at se Uyuni inden vi skulle afsted, og kobe de sidste paa varme stromper og vanter. Selvom byen var meget lille og fattig, var den ogsaa rigtig smuk. Isar fordi himlen var helt lyseblaa, hvilket stod i fin kontrast til lerfarverne husene havde =)

Kl 10.30 modtes vi med resten af gruppen (vi var ialt 6 personer der skulle med i jeepen ud over chuafforen, som viste sig ogsaa at vare vores guide og mekaniker!). Ham der solgte os turen, havde lovet os guld og gronne skove... bl.a. en rigtig fin ny jeep og vin til maden... Det saa vi ikke meget til!!!

Tror jeg fik et mindre chock da jeg saa bilen... ud over at den var seriost gammel, var der ikke en eneste sele at spore, og da vi jo havde modt et par paa Galapagos, der ogsaa havde varet paa denne tur, men var kommet forbi en bil, hvor en af passagererne, var dod, fordi bilen var valtet rundt, og hun ingen sele havde haft paa, blev jeg lettere hysterisk!

Jeg kravede at faa en sele, men de grinte bare af mig, og mumlede noget om at chaufforen (der heller ikke havde nogen sele), havde kort denne tur i 15 aar... Og saa korte vi!

De forste par timer klamrede jeg mig febrilsk til et haandtag, selvom jeg ikke var sikker paa, om det bare ville resultere i, at jeg, hvis jeg overlevede, ville faa armen revet af???? Tror de andre synes jeg var lidt hys, men saa skulle jeg da med glade fortalle dem historien om hvorfor!

Vores aller forste stop, var ved et hus, hvor guiden undskyldende lob ind og hentede en dakpumpe... saa var stilen ligesom lagt! Et par huse efter, skulle han lige gore endnu et holdt, for at komme ind og sige farvel til sin mor (han var nok omkring 60 aar), men saa korte vi ogsaa.

Vi startede med at kore til udkanten af Uyuni, hvor forste attraktion paa programmet var gamle ruste toge... Eftersom at vi var en gruppe paa 5 piger og en enkelt fyr (der var kareste med en af pigerne), var der ikke rigtig nogen af os, der helt vidste, hvorfor vi lige skulle se dem? Men naar nu vi var der, saa det da meget godt ud med bjergene i baggrunden, og der var bred enighed om, at vi hellere lige maatte ud og knipse et par billeder, i tilfalde af at vi kendte og/eller modte nogle togentasiaster =)

Naste stop var en meget lille by Colchani med ca. 20 huse, hvor de fleste af dem var lavet af salt. Guiden forklarede (paa spansk), at alle dem der levede her, paa en eller anden maade levede af salt fra saltsoen. Og saa maatte man jo hellere suporte deres levevej, og shoppe nogle af deres fine saltting =)

Herfra korte vi langere ud paa saltsoen, og stoppede et sted, hvor der var stablet en masse bunker af salt op. Det var altsaa utrolig smukt med alt det krid hvide salt saa langt ojet rakte og saa helt klar blaa himmel. Man maatte flere gange boje sig ned og rore ved saltet for at undersoge, om det nu ikke alligevel var sne, man gik rundt paa?

Da vi havde kort ca. 20 min mere, kom vi til et hotel, hvor alt incl. senge, borde, stole og selve hotellet var lavet af salt! Det var virkelig sejt, men fungerede ikke langere som et hotel, hvor man kunne overnatte, fordi folks efterladenskaber om man saa maa sige, forurenede saltet.

Fra hotellet korte vi videre ud til en o - Isla Incahuasi, der laa mit i saltsoen. Her skulle vi have frukost i det fri, og saa op og se oen. Incahuasi er en temlig lille o med en masse kaktusser. Og det giver en utrolig smukt kontrast, med de gul-orange kaktusser, klar blaa himmel og saa bare hvidt, hvidt, hvidt hele vejen rundt om oen, kun brudt af morkeblaa bjerge langt ude i det fjerne.

Hm... det er altsaa svart at beskrive noget, der er saa smukt! I har muligvis bemarket, at jeg ofte prover at beskrive farvekontrasterne, men jeg ved ikke, om det overhovedet hjalper med til at male de billeder for jeres ojne, som jeg haaber? I hvert fald giver steder, der er saa utrolig smukke, som det her, en spandthed i maven og en folelse af noget storre, nasten aandeligt, og man bliver helt fyldt med lykke...

Maaske blev vi endda endnu mere rorte, fordi vi nu har rejst saa lange, og ikke havde regnet med, at der ville komme mere her i Sydamerika, der kunne maale sig med oplevelser som, Machu Picchu i Peru, Diablo vandfaldet i Argentina, glechier Morena, Argentina osv.... og saa trakker Bolivia lige en kampe kanin op af hatten! Det er simpelthen fantastisk, at man saadan kan blive helt hoj af livet =)

Naste dag skulle vi videre gennem noget anerledes terran. Her gik turen forbi en masse bjerge og laguner i rode, orange, gule, hvide, brune, gronne og blaalige farver. Det var utrolig smukt!

Forste stop var ved et vulkanlandskab, hvor man kunne se en vulkan, hvorfra der kom rog op fra den en side. Det var rigtig smukt, men ogsaa noget koligt.

Den forste lagune vi kom forbi (Cañapa), var rod, hvid og blaa, hvordan saa end det kan lade sig gore? Og her saa vi en enkelt flamingo, med meget rode ben, gult nab, men hvidlig i fjerene.

Naste stop var Laguna Hedionda, hvor vi i stiv vind skulle indtage vores frukost. Hedionda var blaa, hvid og turkis, og her var der en del flere flamingoer. 10 af dem var temlig tat paa, og havde meget gult nab og et par enkelte lyserode fjerd iblandt de hvide. Resten af flamingoerne kunne man kun skimte, som smaa prikker langt ude i den turkise del af lagunen.

Herefter korte vi forbi yderligere 3 smukke laguner, hvorefter terranet blev noget mere orkenagtigt.

Mens vi korte der omgivet af bjerge og sand, saa langt ojet rakte, gik bilen pludselig i staa, og svups, saa hang vores guide med kun benene stikkene ud fra koleren! Saa sad vi ellers der, og saa ham lobe rundt ude i stormen. Forst i koleren, saa lidt oppe paa taget, saa omme bagi - ja han var all over! Til sidst hang der en lille gron slange fra taget og ned til benzintanken, og derefter kunne vi atter kore videre til naste attraktion - stentraet =)

Stentraet var en del af en masse stenformationer, der pludselig dukkede op fra sandet, hvoraf en af dem lignede et tra. Det var et sejt sted, og saa var det jo ikke helt daarligt med en aldre spansktalende guide ala altmuligmand =)

Dagens sidste stop var ved Laguna Colorada, en meget smuk rod og blaa lagune. Isar ved solnedgang, fremgaar lagunen i meget rodlige nuancer, hvilket maa have noget at gore med de omgivende bjerges farver tror jeg?

Lagunen var hjemsted for en lidt storre gruppe flamingoer, men dem der var helt tat paa breden, var nu mest graa-brune. Altsaa en flok langbenede grimme aldinger - no offence. Men langere ude paa soen, kunne vi tydeligt skimte nogle fine pink prikker, og vi fandt da ogsaa en lyserod fjerd hehe.

Colorada ligger i 4270 meters hojde, hvilket sammen med aarstiden gor, at det kan blive helt ned til -21grader om natten. Ifolge guiden slap vi dog med -10, men det var seriost ogsaa koldt nok! Jeg sov med alt mit toj: skiundertoj, veloursattet, flisbukser, ekstra trojer, vanter, hue, to par sokker og fem tapper og det var ikke fordi jeg ligefrem havde det for varmt! Det meste af tiden gik med at overveje, hvorfor jeg mon ikke ogsaa havde taget min jakke paa? Men det var simpelthen saa koldt, at jeg ikke kunne overskue at gaa de to meter hen til min backpack og hente den!

Ja det er jo ikke fordi... det var jo en rigtig smuk tur, men om natten kunne det sku af og til vare svart at huske, hvorfor det nu lige var, at man absolut skulle paa den tur? Saa vidt jeg ved, er det forste gang i mit liv, at jeg har sovet med hovedet under dynen... en situation der under normale omstandighedder, ville give mig temlig meget klaustrofobi, men i dette tilfalde virkede til at vare eneste mulighed for at min nases overlevelse!

KL 5.30 naste morgen blev vi vakket, fordi vi skulle kore videre "midt om natten", saa vi kunne se geysere i solopgang. Det var mega koldt, da bilen jo ikke havde nogen form for varme, og der var saa meget rim paa ruderne, at guiden noget af tiden maatte kore med doren aaben for at se, hvor vejen gik!!!

Men flot var det nu at se solen staa op og farve de ellers sorte bjerge i rod-brune varme farver. Jeg har aldrig set en geyser for og var ikke helt klar over, hvad det var... Det er jeg saa stadig ikke, men den ser sej ud... En kampe rogsky der staar op fra jorden i en hidsig sojle... Og lidt fra den var der ogsaa en vulkan med boblende ildelugtende overflade - sejt.

Herfra korte vi videre gennem bjergene, til vi kom til en varmekilde. Jeg var den eneste viking fra vores jeep, der trodsede kulden og kladte om til bikini, men efter hverken af have faaet et bad i 3 dage eller folt varme for den sags skyld, maatte jeg bare i... og hold kaft hvor var det bare skont! Det var som at blive fodt paa ny, saadan at marke varmen vende tilbage til ens krop, og jeg hyggede mig rigtig, mens resten af gruppen sad inde ved kanten med alt deres toj paa og dyppede fodderne =)

Herfra tog vi videre ud og saa to laguner (laguna Verde og laguna Blanco), der egentlig skulle have varet turkisgronne, men fremgik i hvid, blaa og rode farver, fordi der til en afveksling ikke var en vind der rorte sig... (noget med at vinden normalt virvler kobber rundt i soen, hvilket giver den en gron farve).

Vi spiste morgenmad ved laguna Blanco og herefter gik turen ind i Chiles orken.

Haaber alle har det godt derhejmme og nyder de forhaabentlig varme sommeraftener

KH Nene