Lørdag skulle vi først hentes klokken 12.30. Formiddagen brugte vi på at shoppe lidt på et marked, som vi fandt i en park ved vores hostel. Vejret viste sig fra sin bedste side, så vi lå også og nød solskinnet på græsset, inden vi skulle videre til Taupo.

På vej til Taupo så vi Huka Falls (endnu et vandfald), en mud pool og fik udpeget et bjerg fra Ringenes Herre. Efter megen overvejelse fandt vi også modet til at melde os på skydiving-holdet senere på dagen! Det var mening at vi skulle hentes fra vores nye hostel i Taupo klokken 15.30 (i limousine!!), men dette blev udsat en time, og det endte med at vi først fik skydivet klokken 19. Det var virkelig hårdt og nervepirrende at skulle vente så længe, for vi var ret nervøse over at skulle springe ud fra et fly i 3,6 km højde! Til sidst fik vi endelig lov at komme i yndige blå dragter og hilse på vores "master" - man havde én mand bagpå ryggen til at sørge for det hele forløb som det skulle. Efter 10 minutters flyvning nåede vi de 3,6 km højde og pludselig sad først Emma, så Nanna med benene flagrende ud i vild blæst og med skræmmende mange kilometer ned til landjorden! ARGH! Det frie fald varede i ca. 40 sekunder, før faldskærmen blev udløst, og man rigtig kunne hænge og nyde solnedgangen og den virkelig flotte udsigt over Lake Taupo, bjergene i baggrunden og hinanden, da vi ikke hang så langt fra hinanden. Det var sindssygt. Bagefter blev vi transporteret i limousine tilbage til vores hostel, hvor vi tog os en velfortjent slapper resten af aftenen.

Søndag var der afgang fra vores hostel klokken 6.15 - vi havde meldt os på, hvad vi troede var en smuk solrig vandretur på 20 km gennem nationalparken. Men der tog vi grueligt fejl!

For det første regnede det i samtlige 7 timer, så man var permanent våd. Noget af turen gik gennem knæhøj sne, hvilket resulterede i, at vi i de sidste 5 timer havde skvulpende vand og sne i støvlerne - sammen med det drivvåde tøj var det en noget kold fornøjelse! Eftersom vi skulle op i 2 km højde, var der også lange onde stigninger, fuldstændig vild blæst og der udover meget vildt terræn. Indimellem var der markeret 4 km zoner, hvor man skulle bevæge sig igennem så hurtigt som muligt, grundet vulkanudbrudsfare. Vejret var så elendigt, at guiden overvejede, om vi skulle vende om. Vi troede begge på forskellige tidspunkter, at nu skulle vi dø, og da vi snakkede sammen bagefter, fandt vi ud af, at vi begge havde tænkt samme tanke: Hvis den vulkan, vi var ved at krydse, skulle gå i udbrud, så ville vi ikke engang orke at flygte! Negative, våde og total udmattede kom vi til vores hostel i National Park, hvor vi efter lidt mad og ikke mindst et dejligt varmt bad, genfandt vores gode humør. Tænk at vi har betalt over 200 kr. hver for at gennemleve 7 timers helvede…

Efter at have fået turen lidt på afstand, er vi blevet enige om, at det nok alligevel var en sund prøvelse for os, og at vi i fremtiden måske kan tænke tilbage på den, når vi står overfor en udfordring.

Mandag havde vi ufatteligt ømme ben, fødder og balder. Heldigvis var mandagens program at køre hen til en "country farm" i Whakahoro, hvor man selv kunne styre aktivitetsniveauet. Vi valgte bare at blive på gården og nyde solen, den fredfyldte stemning samt den smukke udsigt fra vores veranda.

Om aftenen var der fællesbål på farmen med guitarspil og god stemning.

Tirsdag tog vi videre til Wellington, som er New Zealands hovedstad. Efter 6 timer i bus var vi først fremme sen eftermiddag. Om aftenen tog pigerne fra bussen samt den mandlige chauffør på italiensk restaurente og fik til en afveksling rigtig god mad.

Håber alle har det godt i Danmark, og at I kan holde varmen. Her har vi haft omkring 20 grader i dag, så vi klager ikke! ;-)

Mange kærlige hilsner fra Emma og Nanna