Profile
Blog
Photos
Videos
Så gik turen videre mod Queenstown, "The Adventure Capitol of The World". Jeg har forladt de 2 canadiere i Wanaka, og skal nok mødes op med dem senere i Queenstown. Men indtil nu er det bare mig, og en helt ny bus, fyldt med en masse nye mennesker. Vil da indrømme, at jeg var begyndt at blive en smule nervøs og spændt da jeg sad der i bussen. Det var lidt ligesom de sommerfugle man har, når man venter på at få sin karakter efter eksamen. Idag var jo dagen, hvor jeg skulle springe bungy jump!
Senere på dagen ankom vi så til den berømte Kawarou Bridge! Den bro, hvor det hele startede, hvor A.J. Hackett først udførte bungy jump, og det var også her, at jeg skulle springe ud fra, imens hele den nye bus ville stå og kigge på og heppe. Jeg fik hurtigt betalt, og så var det jo bare op på broen derfra. Det hele gik lige pludselig meget stærkt, faktisk lidt for stærkt. Fik ikke særlig meget info, blev bare spændt fast og så skulle man ud og stå. Da jeg spurgte hvordan jeg skulle hoppe ud, fik jeg bare og vide, at jeg skulle da bare springe med hovedet først, ligesom et hovedspring i poolen. Men bare!..Bare, ja min bare røv tænkte jeg bare, for jeg kan jo ikke engang lave et hovedspring. Men mere nåede jeg ikke rigtig og tænke, for så var det bare 1-2-3 SPRING! Og det var jo den fedeste følelse! og det var jo bare ovre alt alt alt for hurtigt, det varede slet ikke lang nok tid, jeg blev hurtigt halet ind i en gummibåd og bragt på land igen. Men altså følelsen og det adrenalin sus man fik, ja det sad fast i mig hele dagen. Det var helt klart på linje med skydiving, og det er altså et must do, når man er i New Zealand! Vildt grænseoverskridende, men pisse fedt! Senere på aftenen venter så Q-town, med pizza party og efterfølgende bytur med alle de nye bus buddies, inklusiv de nye danskere jeg lige har mødt. Det skal nok blive sjovt, når jeg skal til Milford Sound imorgen 7.30.
Bustur og tømmermænd skal lige siges, ikke er den bedste blanding. Heldigvis var turen ud til Milford Sound, meget langsommelig, så der var tid til en god morfar. Milford Sound er en del af Fiordland National Park, som sammen med 3 andre national parker på sydøen, er på Unecos Kulturarvsliste. Dvs. stedet her er pisse flot!
Heldigvis sov jeg ikke hele turen derud, det havde også været en skam. Det viste sig nemlig, at busturen var en hel oplevelse i sig selv. Turen dertil var nemlig blændende smuk, og havde virkelig ikke regnet med, at turen derud, ville være lige så flot, som selve stedet. Det skal dog samtidig også nævnes at vejen dertil, er en af NZ's farligste veje, samt også en af de farligste i hele verden. Men området og naturen omkring er bare fantastisk smuk! Først fladt land, med køer og anelsen af bjerge i baggrunden. Dernæst grønne bakker, med græssende får, som derefter bliver erstattet af de tempererede regnskov, her møder man 500 år gamle mos beklædte træer, klare søer med refelktioner af sneklædte bjergtinder, samt brusende floder, man krydser over gamle jern broer. Desto længere ind vi kørte, desto mere stejlt blev det også, og regnen gjorde samtidig at området fik en masse ekstra mystik og eventyrlig stemning, pga. de spontane vandfald, som konstant opstod ned af de lodrette klippesider, det var et smukt syn! På vejen til Milford mødte vi forresten også, nogle af de lokale, ja faktisk hele 12 styks på samme sted, som vores chauffør sagde var ny rekord for ham. Jeg taler altså her om de snedige Kea fugle, som er grønne bjergpapegøjer. Samme slags som jeg også traf i Franz Josef. De her fugle er også bare super smarte, og de stjæler alt, hvad de kan komme i nærheden af, samtidig med at de ødelægger lakken og antennerne på bilerne. Men man kan ikke rigtigt, gøre noget ved dem, fordi de er fredet.
Da vi ankom til Milford Sound, gik vi ombord på vores cruise båd, hvor der ventede os en lukseriøs frokost buffet. Efter at have sundet sig lidt, var det herefter ud og tage en masse billeder. Det var super flot, forskellige nuancer af grøn regnskov til den ene side, og overvældende, brussende vandfald, som løb ned af de stejle skrænter, til den anden side. På vores 2 timers cruise fik vi derudover også set en flok dovne sæler, og mærket de tasmanske bølgers kræfter.
Turen til Milford Sound, var helt klart alle pengene værd! Det er jo ligesom også et 'must do' når man er. I Lonely Planet bogen siger de, at det er ligesom at tage til Cairo, og så ikke engang se pyramiderne. Men altså, jeg synes nu stadig, at turen derud nok var det smukkeste.
Efter Milford Sound, hoppede jeg af i en lille by, ved navn Te Anau. Her er ikke det store og lave, og slet ikke når vejret ikke er med én. Te Anau er ligesom en gennemkørselsby, eller en by, hvor man tager en hurtig overnatning, inden man drager videre på nye eventyr. Der er eksempelvis mange kendte vandreruter som udgår fra Te Anau. I Te Anau mødte jeg dog et par virkelig karakterfyldte personer, og det var samtidig her, at jeg lærte, at de mennesker man møder på ens ven, er en stor og meget vigtig del af den rejse man er på.
Nå men bortset fra det, så var det rart, lige at få ladet batteriet op inden Queenstown.
Tilbage i Queenstown og Nomads Hostel var højdepunkterne: Fergburger (Som helt klart er den bedste burger jeg nogensinde har smagt), Gåtur til toppen af bjerget, hvor der var en fantastisk udsigt udover hele Queenstown, Queenstown botaniske have...Ja og ellers så stod den på en masse gode byture, som Queenstown jo også er utrolig kendt for. Der var bl.a. en bar, hvor man kunne ridde på en elektronisk rodeotyr, og en anden hvor man drak cocktails af tekander.
Jeg havde hørt utrolig mange ting om Queenstown, inden jeg ankom. Så mine forventninger til byen var skruet helt op! Havde faktisk troet at Queenstown var en storby, med de traditionelle højhuse, forurenende biler, travle kontorfolk og selvfølgelig fastfood kæderne som ville kæmpe side om side. Men Queenstown viste sig, at være helt anderledes. Der var ingen store højhuse som blokerede udsigten, ingen travle mennesker. Her er man i stedet omgivet af bjergkæden The Remarkebles, og en lækker sø, hvorfra det gamle dampskib T.S. Elshaw afgår. Byen virker utrolig afslappet, og samtidig med et nostalgisk twist. Derudover er det ikke fastfood kæderne, men i stedet de utallige pubs som kæmper imod hinanden.
- comments
Lista In 1979 I was thrown from, derggad, and crushed by three railway cars that derailed because they were not coupled together properly. I received over 20 injuries that left me totally disabled from any employment I have known nothing but pain and suffering and poverty since. When I was 24 I had $2,000.00 in the bank, debt free, full time job as crane operator, sober, and a bright happy future ahead. Since then I have been traumatized, terrorized, tormented, and tortured. Death by Design. Eugenics.