Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom dagen så, hvor jeg skulle forlade det magiske Kaikoura, og det var med en underlig følelse i maven, at jeg ankom til Christchurch. Jeg havde hørt mange ting fra forskellige folk på min vej. Nogen som sagde, at man skulle rejse udenom Christchurch, og andre som argumenterede for, at det alligevel var et besøg værd, til trods for ødelæggelserne.
Jeg havde også fået fortalt at hele centrum, var blevet afspæret og lukket ned. Det var derfor spændende, at kunne se for mig selv, hvor berørt byen Christchurch egentlig er, efter det jordskælv, som ramte byen i Feb. 2011.
Da jeg ankom rimelig sent igår, besluttede jeg mig for, at vente med at udforske byen indtil næste morgen. Her stod jeg så tidligt op, spændt på at se, hvordan New Zealands anden største by så ud...Jeg må indrømme, det var ikke noget kønt syn.. Jeg gik først op mod centrum, jeg ville nemlig gerne se Katedralen, som er Christchurchs varemærke, men blev desværre en smule skuffet og samtidig rørt og chokeret. Man kunne slet ikke komme i nærheden af katedralen, men der var nu heller ikke meget tilbage af den alligevel.
Derudover var hele centrum blevet skærmet af, og det var tydeligt og se ødelæggelserne. Alle bygningerne var blevet forladt, og stod nu helt tomme, igennem vinduerne kunne man fornemme den rædsel og panik, som må ha' forgået den dag, hvor jordskælvet ramte. Der var møbler dækket af støv, gamle blade og aviser på gulvene, og tomme glas på nogle af bordene. På dørene hang der gule sedler, hvilket betød at man ikke måtte gå ind i bygningen, fordi den kunne risikere at styrte sammen. Ellers var det hele bare et stort rod! Ude på gaden var ukrudtet begyndt at tage over, vejene er fyldt med tydelige revner, og der lå murbrokker og skilte på fortovene, sammen med en efterladt cykel. Hvis det ikke var for de masive kraner i baggrunden, lignede dette en spøgelsesby!
Jeg fortsatte min sightseeing tur, og forsøg på at komme tættere på Katedralen. Jeg gik ned af en gade, som de kalder for City Mall. Det er en gade som kan, eller rettere sagt kunne sammenlignes med strøget i København. Det var her alle de gode butikker lå, og hvor sporvognen kørte. Nu er de store bygninger blevet revet ned, og i stedet erstattet af forskellig farvede containere, som fungerer som cafeer og tøjbutikker. Det er et forsøg på at oprette et nyt centrum for Christchurchs befolkning, og selvom det er et ret sjovt syn, så fungerer det egentlig meget godt.
Det var også her, at jeg rendte ind i en ældre herre, som senere blev mere en ven, end en fremmed. Han spurgte: "Er du en turist?"..Det var åbenlyst, daaaah tænkte jeg, kig på mit kamera. Men jeg svarede selvfølgelig høfligt tilbage, at det var jeg, og jeg fra Danmark. Herefter førte det ene til det andet, og han endte faktisk med at vise mig rundt i og omkring Christchurch. Vores første stop, var lidt væk fra gaden City Mall, hvor han forklarede at mange af de omkring 180 omkomne døde. Fra dette stop fik vi et bedre udsyn til det der engang var Christchurchs varemærke, der er nu ikke meget tilbage, og det er et rigtig trist syn. Til selve genopbygning af byen svarede han, "Kom tilbage om 20 år, og vi vil stadigvæk ikke være færdige". Det er virkelig forfærdeligt at tænke på, men det kan muligvis også skyldtes, som han selv sagde, at ingen ikke engang videnskabsmændene, havde forudset at et jordskælv, af denne skala ville ramme Christchurch. De fleste havde regnet med, at det var Wellington som ville blive ramt. Men nu er det desværre en realitet, og hvad der nu er endnu værer er, at indbyggerne af Christchurch kan forvente mange efterskælv, og især et af de større af slagsen, som formodentlig vil ramme i løbet af de næste 12 måneder.
Nå men altså, det ene førte jo som sagt til det andet, og jeg blev herefter inviteret til frokost med denne venlige herre, samt hans forsikringsven, Mark. Mark er faktisk tidligere præst, men lige før jordskælvet, valgte han at skifte karriere, og starte sit eget forsikringsfirma. Hans virksomhed har siden jordskælvet, vokset fra 6-50 medarbejdere. Hans syn på genopbygningen var spændende og høre om, og det var en interessant vinkel han kunne give. Han fortalte bl.a. at mange af indbyggere, som boede tæt på centrum stadig ikke har noget sted og bo, og flere af indbyggerne har helt valgt og forlade byen, eftersom deres hjem er blevet totalskadet.
Efter en lækker frokost gik mig og den venlige herre, tilbage mod byen og igennem den botaniske have, som heller ikke er undtagelse for, hvor jordskælvet har ramt. Flere af drivhusene er lukket ned, fordi de er for ustabile, og den største sø, inde i midten af parkne, Lake Victoria, er ikke længere en sø. Her kunne folk tidligere sejle, men nu er alt vandet forsvundet, og det hele er bare mudder. Herefter fortsatte vi ind på et museum, som lige var genåbnet, de havde bl.a. en fotoudstilling, af en new zealansk fotojournalist, ved navn Brian Brake, og det var nogle super flotte og inspirerende billeder han havde taget. Herefter skiltes vores veje, og jeg vendte tilbage til mit hostel for at spise aftensmad.
Jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over hvor gæstfri denne herre egentlig var. Jeg ved ikke om det var fordi, han engang havde været i Danmark, og var blevet bnehandlet godt der, så han nu ville give noget tilbage. Men én ting er sikkert jeg er utrolig taknemmlig for hans gæstfrihed. Det har virkelig været en spændende og informativ dag, og han var en glimrende repræsentant for sin by. Jeg håber virkelig, når jeg en dag vender tilbage hertil, at jeg kan se byen, fra dens bedste side, den rigtige side.
- comments