Profile
Blog
Photos
Videos
Så må det vist være på tide med en opdatering herfra..
I morgen har vi sidste arbejdsdag, inden vi rejser videre sydpå - og hvor vi glæder os til at komme herfra;) vi rejser en uge tidligere end planlagt, mest pga kedsomhed både i huset og på arbejdet.
Arbejdet har været noget af en oplevelse. Lige så søde og dejlige som børnene er, lige så forfærdeligt bliver de behandlet af lærerne.
Forholdene på Hope Centeret er uendeligt langt fra derhjemme. Vi har været vidne til nogle helt forfærdelige episoder, og lærerne slår børnene (eller det der er værre) hvis de gør det mindste forkert - eller står det forkerte sted. Generelt er der meget lidt leg og rigtig meget disciplin - og det til trods for at de har klasseværelserne fyldte med legetøj. Vores opgave består hovedsageligt i at sidde på en stol og holde vores mund. Derudover sættes vi til at tage os af de dårligst fungerende, så de kan undervise de andre..
Michelle blev midt i sidste uge flyttet til en ny klasse, hvor lærerne faktisk er temmelig pædagogiske og meget sjældent slår. Til trods for kedsomheden og de strenge lærerer, er børnene det hele værd. De (fleste) er så fantastiske og virkelig sjove.
Sophies klasse var noget mere brutal, og efter en forfærdelig episode med noget der nærmede sig direkte mishandling, valgte hun at stoppe på stedet. I denne uge har hun i stedet været i friendship village, også med handicappede børn, og det er en markant forskel fra hope centeret. Her bliver børnene slet ikke slået, hvilket også smitter af på børnenes opførsel og humør. Desuden har Sophie været ude og undervise i engelsk, og da ingen havde fortalt at hun skulle forberede sig på at undervise alene, kom timen til at stå på en hel masse hang-man:)
I weekenderne har vi været på ture, først i Halong Bay, og derefter Sapa.
I Halong Bay var vi bl.a. Ude at ro i kajak imellem klipper, og huse i en flydende landsby - det var virkelig smukt, og vi fik næsten styr på kajakken:)
I Sapa trekkede vi i bjergene i det nordlige Vietnam, blandt flotte rismarker og små stamme-landsbyer. Efter to dages trek fik vi os en gang velfortjent massage og et par tiger beers. Den sidste dag var vi på et marked, der bød på lidt af hvert - bl.a. Dejlig varmt råt kød eller en sæk med små hvinende grise.
Efter weekenden drager vi sydpå, og vi glæder os til at komme væk fra al larmen og trafikken her i Hanoi.
Håber I har det dejligt derhjemme!
- comments
Anne Laugesen Hej Michelle (og Sophie).. Hvor er det dejligt, at læse, at I har det godt, selvom I også oplever nogle forfærdeligt ting. Det er rigtig hyggeligt at følge jer hjemme fra sofaen, og jeg glæder mig til at høre mere, når I kommer hjem! Nyd turen og pas på hinanden :)
Karsten Kære Sophie og Michelle Lige en lille hilsen fra Aagaard Consulting og frue. Alt er uforandret. Hanne arbejder som en hest og jeg leder efter arbejde som et andet lille føl leder efter græstrå. Men optimismen er der fortsat. Det er godt at høre, at I får en på "opleveren", hvilket vi også kan forstå på Morten. Det er rigtig godt, at I holder ud. I får masser af "billeder" som I aldrig glemmer. I dag har det været snevejr. Dog ikke nok til at øve sig lidt i klatførekørsel. Det må vente. I morgen tager vi til håndbold i Aalborg og Morten kommer på besøg søndag. Det glæder vi os meget til. Fortsat rigtig god tur. Det er spændende at se bilederne. Vi kan godt tåle lidt flere! Kh Karsten