Profile
Blog
Photos
Videos
Ja i denne omgang bliver det ikke den sjoveste omgang fortælling. De få dage og stramt program gjorde det svært med de vildeste udskejelser.
Det hele kan godt være lidt svært at beskrive, og som man siger 'billeder siger mere end ord' - så tjek billederne i albummet :-)
Efter to lidt lange dage med meget transport og en hurtig smuttur med metro til São Paulo, hvor vi lige hurtigt fik set byen største kirke (den 111 m høje Catedral da Sé), ankom vi Foz do Iguacu. Vi var ret trætte, for vi havde kørt den 18 timer lange tur på den billigste klasse, så lad os bare sige: det gør vi ikke igen. Hvertfald ikke om natten. Vi var heldigvis heldige at bussen ikke var fyldt, så vi fik 2 sæder hver vi kunne slænge os på. :-)
Denne gang var det bare lige ud af landevejen og vi fandt vores hostel hurtigt. Det var et ret så lækkert sted med deres egen lille turist/ture-info, så vi fik os en sludder for en sladder og havde hurtigt fået en masse gode tips til at planlægge vores 3 dage her på grænsen mellem Brasilien og Argentina :-)
Vi startede vores første dag ud med, lidt chips og cola, lidt market og dérefter begav vi os afsted for at se Itaipú-dæmningen. Det er et af verdens største vandkraftværker og er en af de 7 moderne vidundere i verden. Den ligger på grænsen (over floden Paraná) mellem Paraguay og Brasilien og levere henholdsvis 90 % og 22 % af landenes energi forbrug. Så kæmpe stor!!!!
Bare lige en hurtigt fact: Mængden af beton til at bygge dæmningen ville være nok til at bygge 210 fodboldstadions af størrelse Maracana, som er den største fodboldstadion i Brasilien og Sydamerika og mængden af jern og stål der er brugt vil kunne opføre 380 Eiffeltårne - det siger vist bare lidt om hvilken størrelse af kaliber denne fætter er i!!!
Nå men vi var altså ude og se den her utrolige, kæmpe kæmpe store dæmning, først med en lille film og derefter blev vi på bedste turistmanér placeret i bus og så kunne vi ellers bare læne os tilbage og kigge :-) det var nu lidt rart ikke selv at skulle lave noget for en gangs skyld!
Ved vores busstation lå en lille, gratis, zoologisk have, så der smuttede vi lige hurtigt forbi. Det var ikke så meget ved, men vi kan da sige vi har set den. :-)
Dagen efter stod den på VANDFALDENE - et af verdens vildeste og mest vandfyldte. Nøøj hvor vi bare glædte os helt vildt. Vi startede dagen ud med først at tage i en fuglepark. En virkelig god af slagsen! Her var der kæmpe 5 meter høje nettede bure som gjorde at vi kunne komme helt helt tæt på fuglene og faktisk stå lige ved siden af dem og endda snakke og grine MED dem. Det var helt fantastisk og lidt skræmmende. Tænk hvis en af dem bed os?? Men de var heldigvis utrolig tamme og ret så fotogene, hvilken fornøjelse. Efter et par timer her, synes vi det var ved at være tid til noget nyt. Så vi gik 5 min. og stod nu ved indgangen til vandfaldene på den brasilianske side. Vi var spændte som små børn juleaften og pludselig stod vi der, på den 1 km vandresti til vandfaldet. Der var latterligt varmt og vi svedte tran og følte os ret ulækre. Var vi nok også... Det første syn er virkelig som intet man har set før. En mur af vand vælter ud over klippekanten af den grønne jungle. Men det er ingenting i forhold til det der venter os længere fremme (og på den argentinske side) og til sidst stod vi i djævelens gab. I stedet for at det var sveden der løb ned i vores øjne var det nu i stedet vand. Ja vi behøvede hvert fald ikke et bad, det klarede djævelens gab fint for os. Det var helt vild - og også her vores video er lavet ;-) - og slet ikke til at forstå at vi stod her.
Vi måtte jo hjemad og vi fik selvfølgelig pizza, cola og is til aftensmad (men det undrer vel ikke nogle). Foz do Iguacu er det rene isparadis. En is butik med 3 kæmpe frysere med forskellig is og tilmed til INGEN penge - ja vi var vist i himlen. For at sikre, at vi stadig havde flere penge til turen, var vi nødt til at lave en plan (mest henvendt til Mette): "vi har det her beløb at spise aftensmad og is for og så må du selv bestemme, hvordan du fordeler resten". Efter Cecilia havde sagt disse kloge ord, sad Mette nærmest med fråd om munden og det eneste der lyste ud af hendes øjne var is! Og så behøves der vel ikke en uddybning af hvordan mad beløbet blev fordelt?? ;-)
Næste dag stod den så på nationalparken på den argentinske side. Vi havde købt turen gennem vores hostel så ingen bøvl med pas osv. Vi blev bare kørt dertil og hentet igen :-)
hvis vi troede vi havde været i paradis kunne vi godt tro om igen. Synet og vandfaldene på den argentiske side var helt utrolig og lidt uvirkeligt. Det var SÅ smuk at man næppe kan sætte ord på det! Vi startede på den første af tre ruter (3 forskellige niveauer at se dem fra) og stod hurtigt næsten i djævelens gab (sæt fact ind). Fuldstændig sindsygt! Rundt omkring "hullet" (djævelens gab) er der helt roligt og så pludselig er der bare SÅ meget vand på et og samme sted. De to andre ruter var virkelig også helt fantastiske og paradis-agtige med regnbuer og vi kan begge vist godt skrive under på at dette var en oplevelse ingen af os ville have været foruden!
Efter vi kom hjem synes vi måske det var på tide at bestille bus til Buenos Aires (vi skulle nemlig afsted fredag, dagen efter). Men selvfølgelig var der ingen busser. Det var måske også en smule optimistisk af os, men vi må jo lærer af vores fejl på et eller andet tidspunkt. Nå men vi stod der lidt hjælpeløse, men heldigvis hjalp ham fra hostelet os. Han fik Shanghaiet os en billet fra Paraguay - heldigvis kunne vi allerede hoppe på i Foz do Iguacu - men billeten var så også en del dyrere end hvad den ellers ville have været. Men det var jo lidt vores egen skyld.
Vi kom med bussen og ja en helt anden standard end vi er vant til :-) På sæderne lå der hovedpude og tæppe og vi fik serveret aftensmad og morgenmad og inden længe var vi i Buenos Aires.
- comments
Ulla Davidsen Hej med Jer - det vrimler da fuldstændig med oplevelser, jeg får da lyst til at stå der selv - i hvert fald ved vandfaldene - jeg har sagt det før, men sikke nogle beskrivelser, at få serveret lige nu, hvor vi har fået lidt sne igen, selv om de kloge siger, at foråret er på vej. Kan I nu have det rigtigt godt og jeg glæder mig til de næste oplevelser. Kærlig hilsen Farmor.