Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag blev en rigtig fin køredag, med flot udsigt igennem en masse små, franske byer, og var samtidig sidste dag med sweater. Vi tilbragte tirsdag i Bordeaux, som var en fin by, dog med hundedyr parkering og dårlig skiltning (vi nåede aldrig ud til rødvinen). Vi fik dog set den meget smukke katedral Saint Andre, som ikke ubegrundet er på UNESCO's liste, og det tilhørende klokketårn, som efter 200+ trin (puuuuuust!), på en ultra smal trappe, gav en smuk udsigt over hele byen.
Onsdag stod i Spaniens tegn, og vi indtog San Sebastian med 11 grader og lækker strand. Mads blev dog en kende skuffet, da sælerne i horisonten viste sig at være surfere :( Vi fik ikke set seværdigheder her, udover de lokale "pintxos" og desserter (samt masser af rødvin) som blev langet over disken af et par meget søde og behjælpelige tjenere, der tydeligvis har mødt turister før, der ikke længere er så stive i deres gymnasie-español. Kørende på en lille rødvinsbuzz tankede vi op i den lokale Spar, og fandt til vores begejstring, at rødvin også fås ned til 1,35 euro. Vi valgte en til 2, som var god at skylle vores (ellers hæderlige) poserisotto ned med. Man kunne i øvrigt også få toastbrød helt uden skorpe, men så dybt er vi alligevel ikke sunket i "baguetteland". Ingen har fortalt Frankrig og Spanien at palæo er det nye sort, så hvidt brød er stadig toppen hernede! Folk render i øvrigt meget autentisk rundt på gaden med adskillige baguettes under armene, til vores store begejstring.
Torsdag var vi i Bilbao. Det blev en virkelig dejlig dag med varme, solskin, gåtur langs vandet og de mange bygninger og skulpturer der kunne nydes helt uden billet. Derfra gik det dog en kende ned ad bakke, for hvor er de gode rastepladser blevet af? Væk er de døgnåbne stationer med toiletter, bad, croissanter og smoothies. I stedet mødte vi en noget fattig tank der lukkede kl 22. Det virkede mærkeligt at hive Trangiaen frem på deres parkeringsplads, så i stedet fik vi aftensmad på restauranten ved siden af. Vi forstod meget lidt af menukortet, og tjeneren, men fik gestikuleret og "hablaet" os frem til to (lækre!) sandwiches. Vi skulle også have pommes til, og da vi sagde "dos" kiggede hun lidt mærkeligt på os, da de portioner så bestemt var beregnet til to. Vi kom dog igennem! Da vores tjener derefter så, at vi hapsede poser med mayo til vores fritter, dumpede hun smilende 10 pakker på vores bord. Mads, som i øvrigt helt naturligt slår over i mexicaner/Pedro fra Napoleon Dynamite når vi taler spansk indbyrdes, fik derudover serveret en guldøl, da han bad om en cervesa. Se dét er service!
Fredag kørte vi uden om Santander, og direkte ned til hyggelige (men ret vinterlukkede) Santillana del Mar, hvor vi gik rundt i den gamle bydel og nød atmosfæren. En god, stejl gåtur førte os op til et rigtig fint og informativt museum tilegnet de lokale hulemalerier, som ikke længere er tilgængelige for offentligheden. Museet har derfor bygget en nøjagtig kopi af grotten (!), men man måtte desværre ikke tage billeder, så vi kan ikke dokumentere vores besøg. I frustration over de ringe rastepladser (ja, vi er blevet enormt forvænte) sover vi i nat på campingplads, så vi både får vasket tøj og kan komme i bad, inden næste stop.
- comments
Finn Det går jo godt, hva? Jeg har en kollega, som har studeret på uni i A Coruña. Tag lige et billede derfra, hvis I tager derud. Fed og gennemført gadekunst i Bilbao. Det kunne Varde godt lære af. Nyd badet! Vi glæder os til mere nyt. Kh Finn
Knud Har besejlet Pasajes og Ferrol, hvor jeg som dreng var med skipper i land for at proviantere.Han var noget enestående idet han spilledeviolin.