Profile
Blog
Photos
Videos
Vi endte med at tage en ekstra dag på campingpladsen, så vi kunne nå at få det hele med, og slutte Budapest helt af. Mandag tog vi derfor på krejlermarked som dog var temmelig tomt, både ift. sælgere og købere. Derefter tog vi ud til Memento Park, en samling af enorme statuer fra kommunisttiden, som dog ikke rummede meget info. Det gjorde en sideudstilling i en barak til gengæld, hvor vi også fik set en fed original og tophemmelig instruktionsvideo for sovjetiske informanter og spioner, som en ungarsk instruktør havde fået fingrene i.
Tirsdag måtte vi forlade vores skønne campingplads, til sorg for de søde damer bag disken, som gav os en flaske hvidvin med, i håb om at vi ville vende tilbage engang. Niche camping er hermed anbefalet! Det blev heller ikke på nogen måde værre af, at pladsens pedel/håndværker/mand-der-brokker-sig-i-køkkenet smuttede bag baren da vi var de eneste til stede, greb Palinka-flasken på hylden og hurtigt dykkede ned bag disken, inden han satte den på plads igen. Hm....?!
Turen gik så til Szentendre - en rigtig hyggelig lille by, lidt a la Nordby, hvor selv flødeisen kunne fås med birkes. Det ER bare Østeuropas safran!
Efter en lille tur langs Donau kørte vi til Eger, flot by med fine gader og et lækkert torv i midten, hvor vi fik aftensmad.
Onsdag krydsede vi grænsen til Slovakiet og kørte ind i byen Košice som var spækket med små sidegader klar til at gå på opdagelse i, lige noget for os! Vi brugte derfor hele formiddagen på genbrugsshopping, og på at kigge på gader, park, bygninger og butikker.
På turen videre vestpå rundede vi Spiš slot, som godt nok var vinterlukket (!?) men som trods alt gav en god lille gåtur og en lækker udsigt.
Aftenen tilbragte vi i Unesco-listede Levoca, med fine bygninger i alle regnbuens farver.
Slovakiet er lækker, men det er som om sproget ikke vil sidde ligeså godt fast hos os som det ungarske, hvor "tak" hed "kösönöm" hvilket jo bare ligger enormt godt i munden!
Torsdag tog vi et smut til den lille landsby Cicmany, som er kendt for nogle smukke, og helt unikke, malede træhuse. De malede mønstre og figurer skulle i sin tid beskytte mod fugt, men blev senere også dyrket pga. sine dekorative kvaliteter. Til aften nåede vi Bratislava, hvor vi fik traditionelle kartoffelpirogger med gedeost til aftensmad, og kartoffelpirogger med blommemarmelade til dessert. Lækkert med sådan en allround ret.
Fredag skulle Bratislava nærstuderes, så vi tog på en guidet tur rundt i byen, hvor søde, unge, lokale Dominika var guide. Hun havde gode historier og var både informativ og sjov, men man skulle lige spidse ører ifht. det engelske, da det med trykfordeling vist var lidt tilfældigt (vi har i hvert fald aldrig hørt det udtalt "canNONball" før). Hun anbefalede både traditionel mad og drikke i løbet af turen, så da vi havde brugt resten af dagen på at ose og udforske gaderne, skulle vi både smage et par shots Borovicka og have en heftig slovakplatte til aftensmad.
I dag, lørdag, krydsede vi grænsen til Tjekkiet, for at ose i Brno og tage en tur på det lokale kunstmuseum. Folk har generelt været vildt søde i Østeuropa, og det er rart at færdes i (små) lande og byer, der ikke er blevet hærget af turister (endnu), men som stadig er ved at udvikle deres selvstændighed. De vil for det meste også gerne tale engelsk med os, selvom der af og til udvikler sig nogle sjove misforståelser. Een ting vi har lært ifht. til det engelske er dog, at man skal passe på med at sige "no" i Slovakiet og Tjekkiet, da "ja" hedder "ano" og derfor kan forkortes med "no". Indtil videre har det dog kun resulteret i en ekstra billig øl mere end planlagt, så vi tager den med ro.
- comments