Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste dag i Hoi An brugte vi på at besøge My Son, som er en gammel tempelby, der blev bombet i stykker under krigen. Selve oplevelsen var ganske fin, men det var dog lidt turistet. Tiden var nu kommet til at vi skulle videre, og vi satte kurs mod den tidligere hovedstad Hue. Vi havde skiftet vores normale bustur ud med to easy-riders, som vi i starten troede var motorcykler, men viste sig at være scootere:b Vores 4-5 timers scooter-tur til Hue bød på besøg hos Marble Mountain og en flot udsigt fra bjergene (Fantastisk hvis det ikke havde været tåget). Hele turen gik dejligt stille og roligt, takket være Tue og hans søn. Vi ankom om eftermiddagen til Hue, hvor vi blev indlogeret på et mildest talt faldefærdigt hotel (Anbefalet af Tue og billigt). Billerne faldt praktisk talt ned fra loftet og en enkelt forsøgte sig også at komme op igennem vores vandrør til vasken. Det skulle hurtigt vise sig at Hue nok aldrig bliver vores drømmeby, men det var dog en god udbyder af DMZ-turer. Dagen efter vi ankom til Hue kom vi på en guidet tur op til Vinh Moc tunnels. Turen blev krydret med, at vores guide var en gammel krigsveteran, og kunne fortælle historier om de steder vi besøgte. Vi tilbragte kun to overnatninger i Hue , hvilket for os var mere end rigeligt.
Fra Hue tog vi natbussen til Hanoi (Vietnams Hovedstad). Bussen var fyldt med en masse munke, og turen startede godt ud med høj asiatisk musik samt musikvideoer, som først stoppede kl. 22.00. Den samme musik skulle vise sig at vække os kl. lidt over fem, så det var super fedt. Da vi ankom til Hanoi fandt vi et noget bedre hotel end sidst, placeret i en lille bitte gade, men med halvtredstusinde mennesker og scootere og med kommunistisk musik og taler fra tidlig morgen. I receptionen fik vi arrangeret to turer - en til Halong Bay og en til Sapa.
D. 6. tog vi af sted med bus til Halong Bay, som skulle vise sig at blive en rigtig god og sjov tur, til trods for den konstante tåge, som hviler over Vietnam. Her mødte vi nemlig en masse flinke mennesker fra Australien (Ashlee , Alex og Bree), England (Alex og Christian), og Norge (Christian). Tiden på skibet blev brugt på en tur ud til en limstenshule, en lækker strand og ellers bare mad og afslapning på dækket, samt fest om aftenen. Næste morgen skulle vi kajakke ud til en flydende by, som var noget af et særsyn. Katte og hunde løb og sprang fra hus til hus og store familier befandt sig i de små, flydende huse. Ønskede de at komme på land, måtte de først sejle en god tur, da omgivelserne er lodrette bjerge. Kajak-turen blev afbrudt af et voldsomt skybrud, som tvang os til at søge ly under nogle klipper. Da vi kom tilbage til vores skib, stod den på mad og derefter gik turen tilbage til Hanoi med bus.
Næste dag gik turen til Sapa. Her fulgtes vi med to søde piger fra Holland, Jessie og Sanne. Det skulle vise sig, at det blev turen til en rigtig flot og anderledes oplevelse. Da vi ankom næste morgen til Sapa, fandt vi vores hotel og skulle hurtigt af sted på trekking-tur med det såkaldte 'mountain-people'. De var rigtig søde og hjælpsomme til at få os sikkert ned af de mudrede bjergsider,- og hjælpen var tiltrængt, da Mathias' såler er stort set ikke-eksisterende! :D Omgivelserne var utrolig flotte, og den første dags gå-tur på 6 km. var alt for hurtigt overstået. Næste dag skulle vi af sted igen,- denne gang til en noget længere tur på 13 km. Endnu engang var omgivelserne fantastiske og den 13 km lange tur, skulle bruges til at finde en bjergby. I bjergbyen fik vi vietnamesisk mad og vores guide, som selv er en af bjerg-folket, fortalte hvordan hverdagen fungerede. Det var en virkelig god og spændende oplevelse, og absolut et af højdepunkterne i Vietnam.
I morgen går turen til Laos, hvilket skulle være noget mere fattigt og mindre turistet end Vietnam.
- comments