Profile
Blog
Photos
Videos
Efter jeg snart har været på Malta i seks uger, synes jeg det er tid til en lille update
Guidelivet startede for mig den 17. Marts 2012. Jeg var rigtig spændt da jeg stod ude i lufthavnen sammen med Mathias. Det var mærkeligt at skulle sige farvel til mor, far og Kristian, når jeg vidste jeg skulle være væk så længe. Det gik heldigvis fint og Mathias og jeg gik op til gaten. Vi var begge nervøse og utrolig spændte - det var en underlig, men dejlig tanke at vide at vi ikke stod i Kastrup lufthavn, før om 7 mdr. Da vi ankom til Luqa lufthavn var den første vi så Gitte. Det er vores supervisor, men vi kendte hende faktisk i forvejen. Hun har nemlig været instruktør på vores guideskole, så der var endnu en fra Service & Co.
Udover Gitte mødte vi to andre guider, Kristina og Thomas. Thomas havde været her på Malta i et helt år og skulle altså hjem 14 dage efter vi ankom. Kristina havde været hernede 8 mdr. sidste år og skulle blive sommeren over sammen med os. De fortalte at jeg skulle bo sammen med Thomas og Maja, hvor Mathias, Kristina og Solveig så skulle bo sammen. Maja var også en guide der havde været her i et år, så hun skulle ligesom Thomas, hjem kort tid efter. Da de tog hjem, skulle Henrik komme herned(ham kendte jeg i forvejen fra guideskolen) - han skulle så være mine nye roomie
Den første uges tid på Malta og på Mellieha Holiday Centre gik utrolig stærkt. Der var så mange nye ting vi skulle lære og vi skulle ud og obsevere alle udflugterne, da vi jo snart selv skulle køre dem. Det var en travl uge med mange nye indtryk, hvilket også betød at vi sov utrolig godt om natten
Da vi havde været der en uge, blev det vores tur til at køre en transfer. Der kunne jeg godt mærke, at jeg blev nervøs. Men da aften var omme, havde jeg kørt transfer fire gange den dag og jeg synes faktisk det gik godt. Dagen efter skulle Solveig, Mathias, Kristina og jeg holde velkomstmøde, hvilket også gik godt. Efter velkomstmødet sad vi på kontoret og da det lukkede var der velkomstmiddag(Det er der hver søndag, hvor vi så sidder og hygger med gæsterne). Mandag eftermiddag havde jeg så min første udflugt som var en vandretur til Mellieha By - sådan blev det ellers ved. Der var noget at lave hele tiden og så meget at se til.
I påsken kom der børnefamilier herned og det betød at vi skulle lave skattejagt for børnene! Der var jeg inde i Mariehønen(jeg skal nok uploade nogle billeder). Det var nu meget sjovt at se børnenes reaktion, når man har sådan en stor dragt på - men synes den var varm der, så glæder mig ikke til det bliver 40 grader med den på!
De fejrede påsken på en lidt anderledes måde, end hvad jeg er vant til med en hyggelig påskefrokost hjemme i Danmark! Her tog vi ind til byen Mosta, hvor der ligger Europas 3. største kuppelkirke. De statuer der så var inde i den kirke blev båret rundt i byen og på den måde fejrede man påsken. Det var meget specielt, men det var nu egentlig meget sjovt at opleve en anden kultur(Selvom jeg godt kunne have brugt en hyggelig dag med frikadeller og frugtsalat derhjemme)
Nattelivet har vi selvfølgelig også oplevet hernede. Det ligger inde i byen Paceville(udtales faktisk Partyville). Det er en halv times tid fra hvor vi bor, men det tror jeg nu er meget godt, så vi ikke render i byen hele tiden. Det er et fedt sted, hvor der ligger mange forskellige barer og diskoteker. Der er vi ca. en gang om ugen.
De andre guider jeg er her med er rigtig søde. Vi hygger os sammen og har det sjovt. Det er nok ikke nogle jeg var faldet i så meget snak med hvis jeg var i Danmark, men jeg er helt tilfreds med alle mine roomies Udover guiderne er der Marianne(destinationschefen), Mia(lokalguiden) og Susanne(hende der sidder med alle vores projekter) - de er alle tre lokal gift og bor hernede. Så vi er et lille guideteam, men det er jeg nu meget glad for.
Nogle gange kan jeg godt savne Danmark lidt. Tre gange jeg har savnet var da jeg fik afvide at Søren havde kræft(men det er heldigvis væk igen nu) - der ville jeg gerne have været hjemme i Danmark. Ellers da mor havde fødselsdag i tirsdags og da Kenneth havde i går. Der vil jo selvfølgelig være nogle ting jeg går glip af hernede, men sådan er det.
Jeg håber at I alle sammen har det rigtig godt derhjemme. Håber også sommeren snart rammer jer - jeg har hørt det skulle blive 20 grader på søndag i Danmark, så jeg krydser fingre Skulle forresten hilse herfra og sige at det i dag har været 24 grader!
I dag har jeg haft en udflugt fra kl. 8.15-16.30. Det er en tur over til en ø der hedder Gozo. Efter sådan en heldagstur er jeg ret træt! Så nu har jeg lige spist og der går nok ikke så lang tid før jeg smutter i seng.
Mange knus fra Marie-Louise
- comments


