Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste del af vores bil-faerden.
Vi endte med at vaere fanget i Carnarvon i en uge pga oversvoemmelser og afskaering af alle veje ud. Efter at vaere flygtet fra regnen i to omgange troede vi at Carnarvon var et godt sted at tage hen indtil det stilnede af. Desvaerre var der ingen der fortalte os at der er en virkelig lang flod, Gascoyne River, der munder ud i havet i netop Carnarvon. Der havde vaeret rigtig meget regn i et stort omraade af Vestaustralien og den regn der havde vaeret inde i landet samledes i Gascoyne River og floed med hastig fart mod Carnarvon og truede med at oversvoemme hele byen. Floden var knastoer da vi ankom og da vandstanden var paa sit hoejeste paa 7,9 m under broen in til byen.
Frugtplantagerne langs floden blev totalt oversvoemmede og mange hjem blev oedelagte. Den caravanpark vi oprindeligt boede i laa ogsaa daekket af vand. I foerste omgang blev vi flyttet til parkeringspladsen paa et motel som havde samme ejere, men miljoet var lyden af oeldaaser der aabnes, fuldemandssmalltalk og rygter om hvor slemme oversvoemmelserne blev, hvilket drev os til evakueringscenteret i midtbyen. Her var vi laengere fra vandet, taettere paa korekte informationer om vandtilstanden og aedruelige mennesker.
Det var enormt frustrerende at vaere fanget og da vi holdt ved motellet vaagnede vi begge flere gange om natten og kiggede ud paa vejen for at se om der var vand over det hele - meget paranoidt og traettende. Vi havde ogsaa pakket vores tasker og lagt dem oeverst oppe, hvis vi pludselig blev vaekket om natten. I en by der ligger ved floden, men laengere inde i landet, var folk fanget paa deres tage fordi vandstanden var saa enormt hoej. Denne naturkatastrofe var den vaerste i Carnarvons historie. Lignende er sket foer, men i de tilfaelde havde de ikke haft oversvoemmelser fra regnen i forvejen, saa det gav lige lidt ekstra uforudsigelighed. Vejene nordpaa blev aabnet d. 23. december, mens vejene sydpaa er lukket i 3 uger, pga massive skader. Vi skulle sydpaa og maatte derfor koere foerst nord, dernaest oest, for til sidst at kunne koere sydover. Det var en omvej paa 1500 km. Meget uoverskueligt, men der var intet at goere andet end at vaere glad for at der var dén mulighed i det mindste. Isaer omkring Carnarvon kunne vi paa vej ud se hvor meget vand der havde vaeret. Nogle steder var asfalten simpelthen bare skraellet af og laa i vejkanten i flager. Der var vand i vejkanten paa hele turen rundt for at komme mod syd, hvilket gav et godt indtryk af at der havde vaeret rigtig meget vand.
Vi koerte 2000 km paa 2 dage, hvoraf 800 km var paa vej vi allerede havde koert paa. Det var ulideligt varmt at komme ind i landet igen.Vi ankom atter til kysten i Geraldton d. 24. december lige foer det blev moerkt, efter at have koert 1100 km den dag. Det var jul paa hjul, men vi fik baade spist risengroed, ris ala mande (Marie fik mandelen - oev) og vandmelon (alternativ roedkaal, maaske) - og ringet hjem til sneklaedte DK om aftenen. Det var en god antijul, naar nu det skal vaere. Vi hoerte selvfoelgelig julemusik i bilen, under den bagende sol - kontrastfuldt.
Vi havde begge glaedet os til Monkey Mia, hvor man kan komme taet paa nogle delfiner, men det var ikke muligt pga vejene og vores lille omvej. Pyt, saadan er det nogengange. Vi koerte dog lidt nordpaa til Kalbarri Nationalpark, som var virkelig flot. Der var en masse udsigtspunkter og flot dramatisk kystlinie. Vi var begge noget matte i dagene efter det lange seje traek , men energien kom stille og roligt igen. Vi koerte nu mod Perth og stoppede i the Pinnacles Desert. Alle caravan parks havde lukket fordi det var d. 25. december, saa vi blev bare noedt til at parkere ved parkeringspladsen til parken. Rimelig klamt naar man ankommer naar det er moerkt, det blaeser en halv pelikan og der ikke rigtig er nogen traeer omkring én. Om morgenen kunne vi se the Pinnacles i solopgangen. Det er en sandoerken, hvor der staar en masse smalle lodrette klippeformationer spredt ud over det hele. Rigtig flot.
Vi ville egentlig have fejret nytaar i Perth, men pga alle vores forsinkelser besluttede vi at droppe det. Vi koerte bare igennem Perth og ned sydpaa. Oprindeligt var det ikke planen, men vi havde hoert saa meget godt om sydvestaustralien at vi maatte derned.
Det har vaeret super dejligt at slutte af med syddelen, ikke mindst fordi vi taler om meget mindre afstande. Vi startede med Bunbury, hvor de har nogle delfiner der kommer op til strandkanten og hilser paa stortset hver dag. Foerste dag missede vi lige praecis en delfin og hendes unge, men den naeste dag var vi tidligt klar og stod paa foerste parket da de to igen dukkede op. De kom enormt taet paa og man staar ude i vandet og kan tage billeder, mens de viser sig frem og tager et kig paa os ligesaa. Dette var et godt plaster paa saaret for at have misset delfinerne i Monkey Mia.
I Sydvest var der de mest fantastiske strande og kystlinier, med noget helt enormt flot blaat vand. Vi har ogsaa faaet badet en del i havvandet og mindre under bruseren fordi vi har sovet paa meget primitive campsites.
Det er et kaempe omraade for vin. Der er rigtig mange vinmarker og gaarde. Vi koerte ogsaa igennem skove med meget hoeje traer og var paa traetopsvandring der ikke er for de hoejdeforskraekkede. Det var meget varieret, men helt enormt flot i sydvest.Vi besoegte ogsaa en by der hedder "Denmark", hvilket var lidt sjovt.
Vi holdt nytaar paa et campingomraade paa en strand. Der var 10 andre biler, men der var ikke rigtig andre der saa ud til at fejre nytaaret. Vi derimod, lavede nytaarshatte, serpetiner, bordbombe, servietringe og dug af en brochure fra et rejsebureau, samt lavede 3-retters menu fra gasblus. Forretten var kop-suppe, hovedretten var vegetarfrikadeller med pasta, mens der var pandekager til dessert. Vi blev utrolig maette og traette. Kl 22 var alle andre campister til ro og vi var meget traette, saa vi stilte uret som ringede lidt i tolv, saa vi kunne vaagne og hoppe ind i det nye aar. Paa det tidspunkt var der doedstille hos samtlige naboer. Vi var faktisk ude i at vaere i tvivl om hvorvidt vi var gaaet helt galt i byen med datoerne, men da vi om morgenen gik op til en naerliggende vej hvor der var telefonforbinndelse og fik et "godt nytaar" paa sms, var vi mere rolige.
Vi naaede ikke mere oestligt end Albany, selvom vi havde hoert virkelig godt om Esperance, der ligger noget mere oest. Vi gad simpelthen bare ikke at koere mere, saa den maa gemmes. Det var baade med lettelse og vemodighed at vi afleverede bilen, Gemyse, igen. Hun har baade givet os graa haar og fantastiske frie rammer paa rejsen, saa et farvel var baade godt og skidt. Vi har koert mere end 8000 km med hende - yaks!
Nu er vi paa et hostel i Perth og forsoeger at indfinde os med tanken om at skulle 1) Bo sammen med andre mennesker, 2) slaebe vores bagage med rugbroedsmotor i stedet for Toyota, 3) Tage alle vaerdier med os naar vi gaar ud, 4) Gaa frekvent i bad. Om en uge tager vi begge til DK, mig fra Perth, Marie fra Melbourne. Vi forventer et kuldechok af dimensioner, men glaeder os til gensyn med mennesker og mad (ja ja, i den raekkerfoelge)
Det var en kaempe smoere, men der er ogsaa gaaet en del dage.KH Maria
- comments