Profile
Blog
Photos
Videos
Så. Efter en måneds tids stilhed melder jeg mig på rejse-banen igen; Fili med Phine, men først lige en lille opdate på den seneste måned.
Sidst jeg skrev, befandt jeg mig i Nepal, på et buddhistisk kloster, hvor jeg skulle deltage i et fem dage langt retreat. Min rutine i disse dage endte med at blive;
06-07: meditation på værelset med udsigt over de smukke bjerge gennem et væg stort vindue mens solen langsomt stod op
07-07.30: Morgenmad (en form for grød med kikærter og madpandekager + hårdkogte æg)
07.30-08.00: Bad i semikoldt vand (hvor man SAD under en hane 1 meter over jorden, da bruseren ikke rigtigt virkede)
08.00-9.30: projekt lad håret tørre i solen, så jeg ikke bliver syg + selvrefleksion med musik i ørene og storslået udsigt på tagterrassen
09.30-11.15: undervisning ved lamaen (herunder også meditations praksis)
11.15-11.45: frokost
11.45- 14.30: enten 'bjergbestigning' til toppen eller date med tagterrassen igen - typisk med snuden begravet i 'Hunger games' eller beskæftiget med dagbog skrivning
15.00-16.00: spørgetime med lamaen
16.00-16.30: the tid med de andre
16.30-17.30: pjæk-ning fra selvmeditationspraksis med de andre studerende
17.30-18.00:Vente på middagen med de andre
18.00-19.00: middag
19.00-20.00:Aften praksis med de andre - uden lamaen
Generelt kan det siges at have været en spændende oplevelse at bo på klostret i de fem dage, men desværre var udbyttet af undervisningen ikke så stort. Efter det seneste retreat jeg deltog i, havde jeg nogle forhåbninger, der desværre ikke blev indfriet. Vi havde fået at vide, at undervisningen skulle handle om én ting, men den handlede om noget helt andet, og dette emne var ikke særlig givende for os, der ikke havde studeret buddhisme de foregående 4 måneder. Til gengæld gav de fem dage mig muligheden for, at koble helt af og meditere, og bare nyde at være til. Rutinen jeg kom ind i var virkelig dejlig, og så var der stærk sol fra 9.30-17 om dagen, så jeg fik da hvervet mig en lille tan. Derudover var udsigten også helt vidunderlig.
Eftersom jeg ikke kunne finde et længerevarende buddhistisk eller yoga retreat i Nepal, valgte jeg jo så efter det korte ophold i parping at tage tilbage til Danmark og fejre jul med min familie. Det lod sig gøre, fordi jeg havde en allerede betalt returbillet fra Asien til Danmark, som jeg ikke havde tænkt mig at bruge, og fordi min storesøster og svoger, lige inden jeg forlod Vietnam, sagde at de gerne ville give mig en flybillet mellem Asien og Danmark i julegave. Lucky and spoiled me, I know… Efter en 32 timers lang rejse med mellemlandinger i både Dehli og Dubai, blev så jeg modtaget i Kastrup lufthavn af den dejligste lillebror i verden! Vi var begge to helt oppe at køre over gensynet og efter nærmest at have smidt bagagevognen ud til siden, røg vi i favnen på hinanden til en kæmpe knuser. Derefter gik turen til Esbjerg med skiftevis at snakke, for at opdatere hinanden om alt hvad vi lige kunne komme i tanke om, og at skråle med for fulde drøn til høj julemusik. I Esbjerg blev jeg sat af hos verdens bedste storesøster og svoger + de sødeste to små drenge, mens min lillebror, Ralle, kørte hjem og spillede komedie overfor mine forældre, indtil de, helt uvidende, skulle komme til middag hvor jeg var, hos min søster, Iben og svoger, Carsten. Den ene reagerede sjovere end den anden da de så mig - det havde de slet ikke regnet med - og det var bare en helt perfekt aften med både champagne, lækker middag og en masse grin. Resten af mit besøg i Danmark kan jeg rent faktisk også beskrive som perfekt; Jeg trak mig tilbage og fejrede jul med familien, som jeg generelt i de 16 dage bare nød at tilbringe tid med, havde en vild og fantastisk bytur i dejligt selskab d. 25. december, nåede lige til akkurat Århus en enkelt dag for at blive klippet ved min yndlings frisør og gå en tur i Riis skov, der er et af de bedste steder i verden, jeg kender, og så fik jeg holdt nytår i København i selskab med to af mine allerbedste veninder til et brag af en fest og fælles tømmermandsdag med grineflip og alting dagen efter. Derudover nåede jeg også at tilbringe en del tid med min tante og onkel, der også er nogle af de mest inspirerende mennesker jeg kender - hvad mere kan man ønske sig?
Hermed er jeg altså tilbage i nutiden - næsten. I dag er det præcis en uge siden Phine og jeg - på hver vores fly (på grund af billetpriser) - fløj til Filippinerne. Vi landede i Manila sent tirsdag aften på grund af tidsforskellen, og brugte derefter hele den efterfølgende dag på at tage videre til øen Manduro i byen Puerto Galeros. Der var vi fra onsdag til lørdag, og tilbragte her dagene med at snorkle lidt, ligge lidt på stranden, gå på opdagelse i andre af byens nærtliggende områder, køre i 'tricycle', besøge et vandfald (det første jeg nogensinde har set), og give den max gas i byen en af aftnerne, så vi var helt kvæstede dagen efter. Det var en virkelig god aften. Vi fjollede rundt fra bar til bar, bl.a. aflagde vi en stripbar et besøg, ligesom vi lagde turen forbi et karaoke sted, så Phine kunne høre mig synge. Foruden dette formåede vi at bilde folk ind, at vi kom fra Rusland og derfor hed hhv. Genie (ligesom ham fra Aladdin) og George. Selvfølgelig var der også en lille fjer indblandet, og vi havde det så sjovt, at jeg flere gange grinede på den bedste måde i hele verden; der hvor ens krop bare ryster over det hele - i virkeligheden en måde jeg åbenbart kun kan grine på med mine nærmeste har jeg erfaret.
I går tog vi så på en dagsrejse fra Puorto Galleros på Manduro til en lille bitte ø, ved navn Pandan. Rejsen bød, foruden en længere gåtur med oppakning på ryggen, på intet mindre end 4 transportmidler; hhv. lokal bus (40 minutter), lokal båd (1 time), lokal bus (der var blevet sagt 3 timer, men vi endte ud i 5 timer) og lokal lille bitte bitte båd (20 minutter). Det var en lang tur, men dagen var en af de smukkeste i mit liv. Vejen bød på vand i den flotteste farve, uspolerede paradisstrande, høje bjerge, små primitive huse, hytter og landsbyer, strækninger hvor vi skulle køre over kæmpe vandhuller (så man overvejede om bussen ville vælte) og grønt i alverdens smukkeste farver. Indtil videre minder Filippinerne mig mest om smølfernes verden; Naturens farver er så vidunderligt smukke og klare og de små landsbyer står uspoleret plantet midt inde blandt træer og planter, så man til tider kan føle at man er blevet inviteret ind i en hemmelig verden - alt sammen passer det til tegnefilmen. Og derudover så er det en fornøjelse at opleve, hvor glade, søde og velmenende folk er, på trods af al den fattigdom der hersker. Alt hvad vi har set indtil nu har bare afspejlet et hjælpsomt folk, der passer på og tager sig af hinanden. Med oplevelser som dette blegner ens penge egne spekulationer også, og man kan kun tænke; "Who cares", når man kommer i tanke om, at man i øjeblikket kører på ens kassekredit. For f*** nu det - i øjeblikket har jeg travlt med at leve mit liv og gå på eventyr i verden!
Med hensyn til Pandan så er det virkelig idyllisk herude, men også virkelig primitivt. Øen er så lille, at der kun er et enkelt ressort og der er ingen butikker eller andre restauranter end der hvor vi bor. Til gengæld er den dog udstyret med en vidunderlig sandstrand og et eftersigende verdensklasse dykkerrev, så mon ikke vi klarer os uden det, og uden særlig meget elektricitet om dagen, således at man må bruge lommelygter til at finde rundt og endeligt uden andet end saltvand til at bade i under bruseren de næste 5 dage, hvor vi har valgt at blive på øen, for at tage vores dykkercertifikat. I morgen går vi for alvor i gang med dette, og de næste 4 dage har vi altså indlagt os selv på dette rolige sted uden så meget fest og spræl (for at undgå at sige farver) til en masse teori-læsning samt øvelses timer i 'min nyopdagede verden' under vandet. Det bliver alle tiders.
Over and out, Genie og George på tur
ps. Billederne kommer snart
- comments
Monica Hvad hed det kloster du var på? :-)