Mount Kinabalu paa 4095 meter

Dagen efter var vi afsted videre op af bjerget hvor vi overnattede i 1563 meters hoejde. Det var i nogle fede hvor vi kunne slappe af, pakke og forberede os paa den store bjergbestigningen. Vi var selvfoelgelig ude og spise og havde lidt tid for os selv i omraadet, men man er meget spaendt for 4095 meter er meget! Havde aldrig forestillet mig at jeg skulle goere, men man kan hvad man vil! Naar man kikker paa bjerget kan man ikke se det for skyerne, det skrammer en lidt.

Dagen hvor vi skulle starte opestigningen og vi havde efter anvisning faet pakket det vi havde brug for til overnatningen og bestigningen af toppen den naeste nat. Maria vaelge at koebe en porter til at baere hendes udstyr, saa hun ikke selv skulle slaebe det, men jeg valgte at slaebe det selv. Foran os ventede ca. 6 timers gang opad og jeg forventede stier hele vejen op, men vi blev klogere. Det foerste stykke vandrede paa grusstier med smaasten og naturtrapper indimellem Men efter kort tid startede den svaere klatring og opstigning, det var bare op og op og op af store sten, naturtrapper, et meget svaert terraen. Vi holdt mange pauser, baade paa grund af hoejden, men ogsaa fordi vi maette have luft. Vi svedte rigtig meget og prustede helt vildt, maaske skulle man have traenet lidt mere hjemmefra!!!! Der var ved hver km et sted man kunne side ned og faa lidt vand, mad og paa toilettet. Omgivelserne paa bjerget var skov, stille fugtig taage, og en fantastisk natur, en speciel oplevelse. Indimellem stoedte vi paa blomster og et par egern og flotte udsigter, men ellers bare! Maria og jeg doebte den trylleskov. De sidste kilometer var meget haarde, vi kunne naesten ikke mere, og det fortsatte bare op og op og op af haardere og haardere terraen. Begyndte at faa ondt i ryggen og vores ben var traette, men vi blev ved. Der kom hele tiden portere/baerere, som havde forskellige ting med op til guesthouses, og der er kun en vej og det er op. Vi skulle overnatte i guesthauset Laban Rata Hut i 3300 meters hoejde og endelig naaede vi det. Kl. 14.15, altsaa 5, 45 timer undervejs of vi lykkelige Det tog dog et koldt bad og lidt mad at komme ovenpaa Vi slappede af og gik tideligt i seng, for om et par timer skulle vi op igen.

Klokken 2.30 var vi saa klar og jeg var packet ind i flere lag toej og med vores pandelygter, for at bestige de sidste meter inden solopgangen. Denne tur skulle vise sig at vaere endnu haardere, mens vi klatrede i moerket. Vi gik langsomt, og maette stoppe ved hver 10 ende trin for at traekke vejret. Vi klatrede op ad endnu flere store sten, maatte traekke os op af store tove langs bjergskraenterne og videre op af stenvaeggene. Amanda Maria og jeg fulgtes naesten hele vejen. Og hjalp hinanden, men paa et tidspunkt fortsatte jeg alene og man kunne se solen var ved at bryde op! Jeg maatte stoppe for at tage mange billeder, for det var et smukt syn. Jeg naaede ikke helt toppen til solopgang, men havde bestemt mig for at jeg ikke ville give op og fortsatte de sidste par meget op. Havde alt for meget toej paa, for svedte saa meget og kunne naesten ikke faa luft, men jeg naaede toppen. Saa stolt af mig selv og saa blev udsigten nydt og taget billeder af mig ved skiltet. De havde taget 3,20 timer og klokken var 06.20 og jeg sad deroppe i ca. 20 min og nyd min sejer og udsigten. Det var ikke saa koldt som jeg havde forestillet mig, og kunne sagens have haft mindere paa. Paa vej ned moete jeg Maria og Amanda, som jeg ventede paa, vi fulgtes af ned. Kan slet ikke forstaa vi var kommet derop, for nu kunne vi se hvor vi havde gaaet, det var for personer med hoejdeskraek.Vi kom lang om laenge ned igen til guesthouset og det tog 2, 45 timer at komme ned, vi stoppede for at tage mange billeder.

Efter et par timer, var vi afsted igen, vi kunne ikke taenke paa andet end at komme ned fra dette bjerg som havde vaeret saa haardt mod os. Nedturen var naesten haardere end opturen pga. af vores knae svigtede og laar syrede til, det var bestemt ikke hurtigere. Vi besluttede vi bare maette tage det en km. af gangen. Maria kunne ikke klare det langsomme tempo ned, saa hun loeb ned men vi andre fortsatte i et hurtigt men stabilt tempo.Vi holdt naesten ikke nogen pauser ned, ville bare ned og selvfoelgelig begyndte det at regne de sidste par km. Saa blev nedstigningen til en lille flod og vi fortsatte i store pytter, for naar det regner saa regner det maget! Det var en fantastisk foelelse da Charlotte og jeg naaede bunden, vaaede og traette, kl. Var 9.15 og det havde taget os 2,35 timer. Vi var saa glade og udmattede og vi havde gjodt det!!!!!