Bare kald mig ægte ranger!! Siden sidst har jeg været på 5 dages trekking ude i Borneos vilde og uberørte regnskov, og kan vidst roligt sige at det var noget af en udfordring både fysisk og psykisk.
Vi startede den 26 marts hvor vi blev hentet og kørt ud til en grusvej som var vores startpunkt. Derfra gik det så stejlt opad i 6 km og med ca 10 kg på ryggen ( tungere end man skulle tro!) og i bagende sol var det ikke ligefrem en fornøjelse. Men efter et par timers gåen kom vi frem til første hytte med den smukkeste udsigt over byen. Det skal lige siges at vi sov på stenhårdt gulv på et tyndt liggeunderlag alle dagene - av av av.
Nå men dagen efter kom vi endelig ind i junglen. De næste tre dage skulle vi gå ihvettfald 40 km på de såkaldte saltstier. Meget smalle, mudrede og glatte - ja nærmest ufremkommelige er nok det der betegner dem bedst. Nogle gange gik det op og andre gange gik vi nedad i flere timer, og ofte var det så stejlt at vi nærmest måtte kravle. Man skulle virkelig tænke over hvert skridt for ikke at falde. Det lykkedes da også mig at træde forkert på den smalle sti på 3.dagen, hvilket betød at jeg pludseligt hang ud over en stejl skrænt men blev heldigvis hurtigt revet op igen og lettere rystet med et blåt og hævet knæ gik turen hurtigt videre.
Men udover at det var hårdt at gå i sådan et terræn ca 8 timer hver dag var der også de klamme igler som var meget opsatte på at smage lidt af vores blod og de havde bestemt ikke tænkt sig at lade os værre. Samtidigt gik vi i det samme trekking tøj alle fem dage og efter at have krydset 12 store floder plus en masse små og have svedt så meget ville det være synd at sige at vi lugtede godt. Aldrig har jeg været så klam, men hvor var det fedt at prøve og vi fik virkelig prøvet nogle grænser af. Bestemt en oplevelse for livet selvom det var hårdt og til tider helt uoverskueligt at nå frem. Men det lykkedes og det var en helt fantastisk følelse da vi havde klaret det:)