Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har kørt den sidste Texas-del og gennem New Mexico, som naturligt nok er mere mexikansk orienteret end de steder, vi indtil nu har passeret. Alle er tilsyneladende både spansk og engelsktalende, og de jonglerer hjemmevant mellem de to sprog.
Her i denne del af verden er der ingenting - og så alligevel alting:
Det er stadig slående, at der selv i den mindste by er mindst én tankstation (typisk to), en dækforretning og en automekaniker. De lave benzinpriser må hænge sammen med de mange tilbagelagte kilometer og dermed den store efterspørgsel på DÆK! Og trods de store vidder, så er afstandene mellem Mac Donalds familierestauranter ikke tilsvarende store.
Her er store ranches med heste og kvæg, her er små huse spredt ud på marken - ofte omgivet af beboelsesvogne, RVs (recreation vehicles - altså vores camping- mobilehomes) i et sandt virvar og syndigt rod med gamle biler og ragelse over alt.
Her er skiftende landskaber med høje bjerge med changerende farver, rødligt sand og brune marker med skiftende vegetation. Nåletræer på snebelagte skråninger og kaktusser i skægge formationer.
Jo - der er såmænd det hele; dog måske lige med undtagelse af stærke lakridser og stabil netforbindelse.
Men hvem har brug for at være online, når ens sanser skal koncentrere sig om at indtage alt dette overvældende nye - for ikke at glemme det smukke lys på himlen, når solen går ned - og når den står op igen.
Rio Grande og byen Mesilla
Vi overnattede på en KOA i La Cruces tæt på El Paso - med frisk, let luft - udsigt til bjergene og såmænd også trådløst netværk.
På vejen mod Arizona gik vi en tur på vandet - eller nærmere på det støvede sand, som udgjorde en udtørret Rio Grande. Fascinerende syn.
Herefter besøgte vi Mesilla, en lille spansk by, som - fandt vi ud af - havde slået sig på turisternes trang til at købe noget, der så lokalt ud. Min iver for at købe souveniers med hjem blev heldigvis brat stoppet, da Lars' skarpe blik faldt på mærkaterne på henholdsvis lertøj, vævede tæpper og spraglede tørklæder: Made in China and India. Verden VIL bedrages!
Så godt som alle indehavere af de kommercielle forretninger var hvide amerikanere, som så dollars i at sælge noget, der lignede lokal kultur.
I én af de mange "kunstforretninger" fandt vi det grotesk, at dødningehoveder var et gennemgående tema - både som porcelænsfigurer, smykker og dekoration på kopper, tørklæder mv. Dette fænomen havde dog en forklaring, fortalte indehaveren: I en 14 dages periode i oktober/november mindes mexicanerne deres afdøde slægtninge og venner - blandt andet ved at lave små altre, som dekoreres med lys, blomster, røgelse - og altså kranier! Dette er blot en del af en større ceremoni, hvor sørgemarch i flok også hører til, forklarede den hvide indehaver og hånlo af denne "de indfødtes" tradition.
Lars købte den flotteste cowboyhat hos "A real man" - en eksklusiv hatteforretning, hvor Michael, som selv var 'a real man' fra San Diago, høfligt betjente os og konverserede i bedste gentleman-stil. Selv var han iført skjorte og vest, slips og naturligvis…. hat. Og Lars - han har bevæget sig endnu et trin mod at "live like a great american icon…. like a real cowboy".
(H)
- comments
jørgen endnu en oplevelse - tror jeg får svært ved at skelne om det er noget jeg har læst eller selv oplevet. kh fra mig
lotte Så kan man spørge sig om ikke et kranie er mere nærværende til hallowen eller allerhelgen end et græskarhoved. At kalde tingene ved rette navn. Ikke fordi vi ser den døde,når kraniet træder frem, men ingen tror vel på at det er et græskarhoved, der er inde bagved. Fint med fest for de døde - tag den med hjem. Den skik er undertrykt. Hvem vil ikke gerne mindes årlig -til den tid - selv som kranie på et tørklæde....