Profile
Blog
Photos
Videos
VUPTI - så er der pludselig gået 5 hele dage, og dem har vi brugt på en lille bitte ø i Thailand kaldet Ko Tao. Tiden er fløjet af sted…Dog har vi egentlig ikke foretaget os det vilde!
Vi tog af sted kl.13.30 fra Kanchanaburi og ankom til Bangkok ca.2 timer senere. Så skulle vi med en ny bus fra Bangkok kl.18, hvor vi ankom til Chumphon kl.2.30 om natten. Vi blev simpelthen bare læsset af bussen uden den mindste information og her kunne vi så sidde ude i det fri på en eller anden lille bitte øde havn. Det var bælg ravende mørkt og der var simpelthen en million myg. Vi fandt ud af efter lidt tid at vi desværre skulle vente der indtil kl.7 om morgenen hvor båden ville sejle til Ko Tao. DET VAR VIRKELIG LANG VENTETID OG IKKE SÆRLIG SJOVT!!! Men hey, vi kom da frem til Ko Tao kl.10 om formiddagen.
Øen var en del mindre end hvad vi faktisk havde forestillet os. En lille ø, med enormt høje bakker/bjerge med masserer af palmer/træer der dækker hele midten af øen. Ellers er det bugter og nogle få steder strande der omkranser øen, og ud til disse er der små "byer". Der var desværre ikke så meget strand, da der er højvande om dagen. Den bliver dog en del bredere om aftenen. Men trods det var det utrolig klart lyseblåt vand og virkelig blødt sand. Skøøønt! Så de første timer gik som altid med at finde et sted at bo og efterfølgende nød vi nogle få timer på stranden og senere et par timer på øjet, da vi ikke havde fået noget rigtigt søvn hele natten.
Dagen efter valgte vi at tage på vandretur, til den anden side af øen. Vi havde læst en masse om at det kun var firehjulstrækkere der kunne komme til den anden side, og folk der lejede scootere skulle virkelig passe på! Men vi tænkte at det da ikke kunne være så slemt. Til det kan vi nok sige: sammenlignet med disse bakker har vangbakken derhjemme intet at prale af! Fy for pokker!! Det var virkelig en hård tur, men ikke særlig lang! Hvis det havde gået lige ud havde det højst taget 30 min at krydse øen til fods. Men det var nu sjovt at se lidt natur og egentlig også rart at få bevæget sig lidt efter al det transport. På vej tilbage valgte vi at gå ned syd på øen af deres mini landevej, hehe. Her gik vi lidt rundt nede omkring hvor alle færgerne ankommer og kiggede lidt på dykker forretninger. Vi har valgt at investere i lidt kvalitet og har købt os et snorkelsæt med finner til hver. VI har valgt at bruge lidt flere penge på et bedre sæt i stedet for konstant at skulle bruge penge igen og igen på billige sæt der alligevel ikke fungere rigtigt. Det er trods alt noget vi skal bruge en del de næste par måneder!
Dag tre startede desværre lidt dårligt da Steven lagde ud med nogle irriterende mavesmerter som gjorder at vi desværre ikke kunne bruge dagen på snorkling som vi havde planlagt. Vi nåede dog at få det afprøvet ganske kort, men vi valgte i stedet at gå op og slappe lidt af på værelset.
Dag fire gik heldigvis en del bedre og her brugte vi hele dagen på stranden og i vandet. Her fik vi snorklet og fik for første gang oplevet koraler, fisk i alverdens størrelser, farver og mængder og fik nydt det skønne vand og vejr. Det var super fedt!! Og alt i alt en rigtig god dag!
Dag fem, hmm…Her måtte vi desværre erkende at når man ligger og snorkler i et par timer midt på dagen på disse breddegrader - så resulterer det altså i en grim forbrænding. AV!!! Vi har ikke været specielt røde men huden gør simpelthen bare enormt ONDT! Så dagen blev brugt på at slappe af ved stranden i skyggen hvilket i den grad er varmt nok. Dog valgte Kristine at snorkle en smule dog iført t-shirt, hehe. Det har været en skøn og afslappende dag! Vi har bestemt os for at springe de andre øer over her østpå, og valgt at tage turen til Phuket. Hertil aften har vi derfor været ude for at finde en billet så vi endnu engang kan komme på farten igen. Turen går videre d.13 om formiddagen, hvor vi først skal med taxa til færgen kl.9 og derefter sejler vi ved 10 tiden hvor sejlturen kommer til at tage 6 timer. Når vi ankommer til fastlandet skal vi med en bus videre til Phuket, hvor vi her forventer at ankomme kl.21. Man får nedlagt mange kilometer her i Thailand….
Til vores lille badeferie på Ko Tao kan vi vidst kun sige:
Eksotisk ø - TJEK.
Hvide strande, turkis blåt vand, palmer og kokosnødder - TJEK.
Trekking på øen - TJEK.
Snorkling blandt koraler og smukke fisk - TJEK.
Røde rygge og baller - TJEK.
Bare svenske bryster på stranden - TJEK.
Dyrere end andre steder vi har rejst - TJEK.
Dog glade og tilfredse - TJEK.
Udhvilede og friske på nye eventyr - TJEK TJEK TJEK!!!!
- comments