Profile
Blog
Photos
Videos
11.4.
Vi sov til kl. 7 og gik hen og fik vores morgenmad på hotellet. Lidt sparsomt, men ok. Herefter gik vi mod havnen og en lagune, som vi havde lovet Tania, at hun måtte bade i. Vi trængte alle til at slappe af, så det var et velkomment ønske. Og så - katastrofe. Der var lukket for rengøring, onsdag formiddag, så Tania var meget skuffet. Vi vandrede lidt rundt i byen, selv om vi egentlig ikke gad at gå bare ét skridt mere. Gik hen og fik en sandwich og tilbage på hotellet. Tania var vedholdende og ville bade, men den gamle (læs Jan) havde ondt i knæene af al bjergbestigningen, så Tania og jeg gik atter mod stranden - heldigvis kun 10 min. fra hotellet. Og det var godt givet ud. Der var 31 gr. varme og vandet var 24 gr. sindsygt lækkert. Vi var der et par timer og gik så hjem. Fik en god kop kaffe og så var der dømt afslapning indtil aftensmaden. Efter kaffen, gik turen dog igen ned i byen for at kigge på didgeridooes - et spændende instrument. Det har regnet en del i løbet af dagen, så en del af dagen har vi stået i læ og i skrivende stund har sluserne virkelig åbnet sig. Det står ned i stænger og blæser kraftigt.
12.4.
I dag skulle vi hente autocamperen.
Efter morgenmaden havde vi lige en halv time til taxaen kom, så vi gik ned på gaden og fik taget de sidste billeder af hotellet osv.
Vi skulle hente camperen kl. 10 og vi fik underskrevet papirerne - og skulle lige af med yderligere 200 dollars for en ekstra forsikring og gas. Så fik vi en bærbar i hånden med en introduktionsvideo på. Klokken var næsten halv tolv, før de havde fået lavet det sidste papirarbejde og så skulle vognen gennemgås for udvendige ridser. Vi pakkede ud. Det var dejligt ikke at skulle bo i en kuffert mere.
Vi valgte at køre mod nord mod Daintree Rainforest, en af de ældste regnskove i Australien. Taxachaufføren havde sagt, at den SKULLE vi se, inden vi fortsatte sydpå. Vi købte ind i en lille by, Smithfield på vejen. Vi kunne ikke nå regnskoven og en campingplads denne dag, så vi valgte, at finde campingpladsen, Glengarry, lidt syd for Port Douglas. Det var en nydelig campingplads, hvor vi placerede os lige ved siden af poolen. Det virkede næsten som om, vi havde det hele for os selv. Der var meget stille. Tania fløj straks hen til poolen i bikinibukser og regnfrakke - det regnede en del da vi kom. Der var ekstrem høj luftfugtighed, så selv om det regnede da vi kom, var der dejlig lunt.
Vi fik lavet aftensmad på grillen ved poolen og kl. 10 var vi alle klar til at sove.
- comments


