Profile
Blog
Photos
Videos
Da det gik op for os at vi nu i princippet kun havde en "fri-weekend" tilbage og med fare for at skulle komme til at kede os, tog vi lige en hurtig beslutning om at vi gerne ville nå at se lidt mere af Sydkorea end blot Seoul!
Valget faldt på Busan som er Sydkoreas næststørste by og rummer ca. 4,5 millioner mennesker. Busan ligger helt ud til kysten i det sydøstlige Korea og er en af landets største havnebyer, netop fordi den ligger hvor den gør.
Vi valgte at tage bussen, for på den måde bedst at opleve og se lidt af Korea også (Læs: Lyntoget var meeeega dyrt). Det var faktisk en rigtig god tur ned gennem landet og gav et indtryk af hvad Korea også er, udover den kæmpe metropol vi til hverdag lever i og så tog den kun små 5 timer..
Vi havde lovet os selv en slapper-tur, men kunne hurtigt se at hvis vi gerne ville nå at opleve og se alt hvad byen kunne tilbyde, blev det nok ikke til helt så mange kaffepauser og slentreture som vi først havde tænkt.. Derfor "fejrede" vi også vores ankomst med en tur på kaffebar, så var vi sikre på at have prøvet det minimum én gang.
Fredag formiddag stod på en vandretur i et naturområde som lå helt ud til kysten. Vi gik en lang tur under skyfri himmel langs en sti helt ned til kysten. Først på turen havde vi udsigt til Busan og dens skyline til den ene side og åbent hav til den anden side. Som vi kom længere og længere ud på den lille halvø forsvandt Busan og så var der blot kyst, klippe, skov og hav. En rigtig lækker gåtur i frisk luft, ikke noget vi direkte følte vi havde savnet, men når man står der og kigger ud over vandet, var det helt rart at være ved kysten
Om eftermiddagen tog vi til Yonggungsa Temple - et tempel der ligger et lille stykke udenfor Busan og som stadig bruges af de lokale munke. Katrine er nu også ved at være godt kendt i tempelverdenen og har ligesom Stine efterhånden også set et par stykker, men derfor er der stadig ingen der er ens og her stod der bla. en kæmpe guld Buddha, en mindre kælder lyst op af stearinlys og en helt fantastisk udsigt udover vandet.
Derefter begav vi os ud på en mindre bustur - vi tænkte at det nok tog 15-20 min tilbage til byen, da det jo kun have taget 10 min med taxa derud, meeen sådan gik det ikke helt. Vi havde spurgt chaufføren om han lige ville sige til når vi var ved Haeundae Beach, som vi gerne ville se og var i perioder i tvivl om han havde glemt os, men blev alligevel siddende. Da han 45 minutter senere sagde at nu var det nu, var vi måske også enige om at vi ikke kunne kræve mere for de 8 kr. vi havde betalt hver for turen. Fynbus ville aldrig kunne begå sig konkurrencemæssigt i det her land!
Haeundae Beach er en af de to kendte strande der ligger i Busan. Det var en virkelig lækker og ren strand, meget bred og det flotteste hvide sand. Hvis man så vender sig 180 grader og får vandet i ryggen står man og kigger ind på en millionby, som rummer næsten lige så mange mennesker som Danmark. Et lidt mærkeligt syn og noget anderledes end det vi er vant til hjemmefra. Samtidig er det helt fantastisk at de kan holde både stranden, men ikke mindst vandet så rent. Der lå ikke et eneste stykke papir eller plastik!
Vi endte aftenen på en noget vesterlandsk restaurent, for vi ville have burger! Her var vi for en stund i tvivl om hvor vi var på kloden, for for første gang i flere måneder, var vi ikke omringet af koreanere, men en masse andre vesterlandske. På vej hjem slog vi lige et kort smut om Gwangalli Beach som er den anden af de to mest kendte strande. Det spektakulære ved denne er en kæmpe bro som forbinder to bydele i Busan på tværs af bugten. Broen er om aftenen oplyst i en masse farver som giver et helt fantastisk syn med genskær i vandet.
Lørdag morgen startede som fredag morgen - morgenmad på en kaffebar! Hvis ikke vi skulle nå det i løbet af dagen, så skulle dagen i hvert fald starte med lidt forkælelse! Formiddagen stod på sightseeing Gamcheon Culture Village - en gammel landsby som ligger fredfyldt op af en mindre bjergtop og nu er omringet af det øvrige Busan. Det helt særlige ved byen er den måde hvorpå de har valgt at bevare den. Alle husene og tagene for den sags skyld er malet i en masse farver - lyserød, grøn, blå, gul, lilla osv. Det giver et helt fantastisk syn når man står og kigger udover byen. Samtidig har mange af beboerne i husene gjort det til en forretning at ligge præcis hvor de ligger og sælger unikke souvenirs og hver især har givet deres hus et helt bestemt særpræg. En meget unik oplevelse, med en helt særlig stemning som man desværre ikke ser så mange steder i verden mere.
Derefter tog vi til Gukje markedet for at shoppe lidt og så i samme forbindelse også Koreas største fiskemarked - Jagalchi Fish Market. En lidt anderledes og noget mere lugtende oplevelse end i Seoul. Nok også et sted de danske fødevaremyndigheder ville have en fest og få udskrevet endda nogle sure smileys for håndtering af fødevarer, som fx at fisk skal på køl og ikke ligge frit i solens bagende stråler..
I samme område lå også det der kaldes for BIFF square, som står for Busan International Film Festival, hvor Danmark af flere omgange også har været repræsenteret! Også i år, hvorfor vi også kunne finde det danske flag på flagrankerne i området.
Vi sluttede dagen af med koreansk mad og så fandt vi vidst også en kaffebar til at sørge for det sidste aftenhygge efter lidt mere shopping..
Søndag formiddag - efter must-do kaffebar besøget - drog vi mod Dongbaekseom Island, som er endnu en lille halvø i Busan. Her fandt vi igen utrolig smuk natur og havde et fantastisk kig ind på Gwangalli Beach og kunne nu se broen fra den anden side. Her gik vi også en lang tur, hvor vi igen fandt en sti langs kysten og kom bla. også forbi den koreanske udgave af Den Lille Havfrue - det kan godt være vores ikke er særlig stor, men pænere det er den i hvert fald!
Frokosten og eftermiddagskaffen blev alt sammen indtaget med udsigt udover Gwangalli Beach og efter en lang gåtur på strandpromenaden, var vi igen opladet og klar til at vende hjem til Seoul!
Det var helt fantastisk at se og opleve en anden del af Sydkorea, som vi er blevet så glade for og ikke mindst var det vildt dejligt at komme ud til kysten og noget frisk havluft for en stund! Og så blev det alligevel til en hel masse kaffe og hygge indimellem!
Nu står den på en lille pause fra kaffe og lidt mere af det der læsning og uni, inden vi endelig kan sige hej og velkommen til nogle meget savnede mennesker som vi glæder os til at tage imod om meget kort tid!
- comments