Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag d.15.7.09
I dag sov vi længe. Vi var blevet godt trætte efter en lang og spændende dag i går.
Efter morgenmaden tog mor og jeg på biblioteket og lagde billeder ind på bloggen.
Herefter tog vi hjem for at pakke og sige farvel til Mike, som lige var hjemme i frokostpausen for at aflevere Mikaela, som arbejder på dyreklinikken hver formiddag.
Vi spiste sen frokost og tog så afsted mod Detroits lufthavn for at flyve til Las Vegas.
Flyveturen tog ca.4 timer og vi var fremme kl.20.30 Las Vegas tid.
Det var MEGET varmt, mere præcist 43 grader varmt!! Så vi blev godt stegte da vi steg ud af den limousine vi kørte til hotellet i, på trods af at det altså var aften og mørkt.
Det kostede ikke ret meget at leje en limousine til at køre os til hotellet, så det besluttede vi at gøre i stedet for at køre i taxa, og det var en rigtig sjov oplevelse.
Nå… men vi fik altså tjekket ind på hotellet Stratosphere (som ligger for enden af "The Strip", og som har et meget højt tårn), og fik sat vores bagage på værelserne inden vi gik ud for at finde noget at spise. Vi skulle ikke gå ret langt, for vi fandt hurtigt ud af at der lå en Mc Donalds på hotellet, og det benyttede vi os så af
Da vi havde spist gik vi en lille rundtur for at se hvad hotellet havde at byde på, og derefter gik vi på værelserne for at få noget søvn. Undtagen Nils-Ole selvfølgelig, som ikke ville spilde et eneste sekund, og allerede havde meldt sig til en pokertunering. Så han kom først i seng meget sent/tidligt den nat! :)
Torsdag.16.7.09
Første rigtige dag i Las Vegas. Mor vågnede tidligt og gik til poolen for at svømme lidt. Det var MEGET varmt udenfor. Næsten ikke til at holde ud. 48,2 grader i skyggen!!
Mor fik badet lidt i poolen på 6 etage, med udsigt over bjergene og byen. Og gik derefter ned i lobbyen for at ringe til Ralph, men havde ikke held til at få fat i ham. Fik også ringet til far og mormor, for at sige vi var kommet godt hertil, og fik lige en lille update om hygge på terrassen i Virum i sommersolen med alle dem fra Varde og sig!
Vi mødtes alle 5 kl.10 for at spise morgenmad på Mc Donalds. Sundt og nærende… eller noget!! Faktisk var det ikke så slemt som det måske lyder, da de har både yoghurt, frugt og juice, så man kan altså godt vælge noget andet end burgere.
Vi fik spist og mor fik derefter endelig fat i Ralph, og vi aftalte at ringes ved igen mellem kl.13-14.
Så gik ud på The Strip for at begynde vores sightseeing rundt i Las Vegas. Det var så varmt at ens fødder brændte når man stod stille, og man var nødt til at drikke hele tiden for ikke at risikere at dehydrere. Så vi fik købt nogle store vandflasker, og begav os herefter afsted ned ad gaden med de mange kæmpe hoteller.
Vi var inde på flere af de største og flotteste hoteller undervejs, bl.a. Wynn, Encore, Sahara, og så stoppede vi for at spise frokost (og få kulden) i Fashion Show, som er et stort og flot shoppingsted og spisested på The Strip. Her fik vi lige ladet op, fik tørret sveden af panden og fik vores normale kropstemperatur tilbage.
Vi købte lidt mad og noget at drikke, og så prøvede mor igen at ringe til Ralph for at sige han kunne komme og mødes os I Fashion Show. Hun fik desværre ikke fat i ham, så det endte med at vi aldrig fik mødt ham på turen.!
Efter vores lille stop blev vi enige om at det var for varmt til at gå videre, så vi vendte om for at gå tilbage mod vores hotel. På tilbagevejen var vi lige inde og se nogle af de flotte og vilde hoteller. Inden ret længe var vi igen ved at dehydrere, så vi tog hurtigt den beslutning at vi måtte have fat i en taxa, som kunne køre os de sidste kilometer hjem til Stratosphere.
Mor gik over og købte mere vand på tanken over for hotellet, mens vi andre gik op på værelserne. Vi aftalte at mødes igen kl.15.30 for at gå til poolen. Nils-Ole skulle deltage i en pokertunering, så han gik i kasinoet.
Poolen var dejlig, og vi fandt heldigvis et sted i skyggen hvor vi kunne ligge. Ellers havde vi været røde som krebs! Vi var mere i vandet end vi lå i skyggen på liggestolene, for det var så varmt at ens kropstemperatur konstant skulle holdes nede.
Klokken 19. besluttede vi at det måtte være nok for i dag, så vi gik ned for at tage et bad inden vi skulle ud og spise aftensmad. Vi valgte en mexicansk restaurant, som viste sig ikke at være noget at råbe hurra for. Jeg gik bagefter op på værelset for at skrive en seddel til Nils-Ole, om at vi var gået op i Stratosphere tårnet for at se ud over Las Vegas by Night.
I mens fandt mor en enarmet tyveknægt, som stod og så ensom og forladt ud, så den besluttede hun at ville spille på og prøve lykken. Katrine og Peter blev desværre bedt om at forlade kasinoet da de begge var under 21, og derfor ikke må stoppe op. Hverken for selv at spille eller for at se andre gamble. Så de gik mod indgangen til tårnet, hvor vi så skulle møde dem.
Nå… Men mor havde altså fundet og udvalgt sig denne her maskine, som hun bare MÅTTE prøve. Hun puttede en 5 dollar seddel i og trak i håndtaget. En gang til, og en gang mere… og ret hurtigt begyndte maskinen at te sig helt tosset og blinke og hyle som en gal. Det endte med at hun havde vundet 35 dollars, og hun skyndte sig at udprinte en ticket for at få pengene udbetalt.
Nils-Ole var færdig med at spille poker, så han og jeg gik ned for at mødes med mor i kasinoet. Her blev vi mødt af det store glade smil der fyldte hendes ansigt. Første gang hun havde spillet på noget som helst i Las Vegas var der gevinst! Men det var vist mere held end forstand dejligt for hende var det dog. Vi troede ikke helt på hendes held til at starte med, men hun fik vist os både maskinen og pengene, så den var nu god nok.
Vi tog herefter alle turen op i tårnet, og det var den flotteste udsigt der her mødte os. En stor by med 2 millioner indbyggere helt fyldt af lys… et utroligt flot syn, som i også kan se billeder af.
Da klokken blev 23 skulle Nils-Ole være med i en pokertunering på hotellet "Sahara" (hvilket i øvrigt var der han og jeg boede, da vi var i Las Vegas på vores jordomrejse). Så han og jeg gik derover (10 min gang fra vores hotel), hvor han gik i gang ved bordene og jeg gik tilbage til vores hotel for at gå i seng.
- comments