Profile
Blog
Photos
Videos
Hvis der er noget som Queenstown kan tilbyde, så er det adrenalin-kicks i de vildeste afskygninger, såsom faldskærmsudspring, paragliding, river rafting, bungy jump osv. osv. Vi nøjedes dog med at se andre springe bungy jump. Det gjorde vi på broen, hvor bungy jump først blev introduceret og det var et spring på sølle 43 meter. I dag kan man springe bungy jump på over 130 meter!
Vores første adrenalin kick fik ved at tage en gondol op ad bjerget, bestå køreprøven i de såkaldte Luges (se billede), og så var vi klar til ræs nedad bjerget. Hylende sjovt. Mener bestemt, at jeg kom først ned alle gange :-)
Næste kick bestod af en tur med jetboat. Vi kørte i bus til Skippers Canyon, stedet hvor der først blev fundet guld tilbage i 1850-erne. Guldgraveriet startede med en fyr som hed William, som drev 3.000 får fra Dunedin til Queenstown og med sig havde nogle mænd. Et par af de mænd gik en dag til floden for at vaske op efter et måltid. Den ene af mændene stak hånden ned på bunden af floden for at få nogle sand til hjælp med opvasken - og fandt guld. Og så gik det stærkt, snart var der tusinde af guldgravere i området. Nå, tilbage til vores jetboat, hvor vi i høj fart sejlede/fløj lavt ;-) opad floden. Max fart var efter sigende 70 km/timen. Vores kaptajn var så venlig at give os et signal, når han lavede en 360 graders vending, så vi kunne holde ekstra godt fast. Great fun.
Sidste kick tog vi på mountainbikes, hvor vi (lidt sent måske) hen ad eftermiddagen stævnede ud på en tur på 50 km. Planen var at cykle fra Queenstown og langs søen ud til en golfklub, hvor vi kunne blive tanket op på mad og drikke for så at tage turen tilbage igen. Hele turen kunne gøres på stier, så ingen ballade med tung kørende trafik - troede vi. For det viste sig, at turen var hård - i hvert fald for korte ben - og da vi endelig nåede frem til delmålet (= forfriskninger i klubhuset) var der 2 timer til solnedgang og klubhuset var lukket pga. et bryllup. Vi fik lov at købe sodavand i klubhuset, men der var ingen mad. Og dog, for da bruden og brudepigerne ankom til brylluppet i nogle store, flotte biler blev der sat nogle fade med sandwich (resterne fra de riges bord). Vi fik sneget os tæt op til fadene med sandwich - dog ikke Matilda, som havde forladt vores selskabet i skræk for at blive opdaget. Vi fik napset et par sandwich og var klar til at køre hjemad, men måtte tage landevejen for at nå Queenstown inden solen gik ned. Begge børn var trætte, så det var ikke uden gråd og tænders gnidsel. Det var på denne del turen, at Michael og jeg havde mest adrenalin i kroppen, for det var bestemt ikke ufarligt at køre med to trætte børn, busser og lastbiler susende forbi os i skumringen.
Vi nåede sikkert tilbage til Queenstown inden det blev mørkt. Vi var lettede og stolte over at have tilbagelagt 40 km i et hårdt terræn. Og vi var godt ømme i bagen. Bestemt en af de oplevelser, som er sjovest når men er kommet sikkert hjem igen :-)
- comments