Profile
Blog
Photos
Videos
Vi var lige ved at gå helt i stå, da vi ankom til Borneo. Vi havde ikke fået researchet på mulighederne, og ved ankomst viste det sig, at det var svært at rejse rundt og svært at finde interessante aktiviteter. Enten kommer man hertil med en fuld pakke af aktiviteter hjemmefra og transport rundt i minibusser eller også rejser man rundt som backpacker, med hvad dertil hører af omfattende research og meget ventetid. Vi ville gerne bruge de sidste dage på et fedt beach resort, men Borneo er altså ikke Thailand, så det var ikke til at finde. Skal man på beach resort på Borneo, så er det på privat-ejede øer, anlagt til dykkere og til en pris af 4.000 kr/nat - og så er det ikke engang særlig luksusiøst. Vi kom til at bruge et par dage ekstra i Kota Kinabalu, for vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad vi skulle. Men en river rafting tur satte gang i rejsen igen.
Vi fløj til Sandakan og tog videre til Sepilok, hvor vi boede i junglen og hvor vi besøgte et orangutan rehabiliteringscenter. Tilbage i Kota Kinabalu tog vi en tur til Pulau Sapi, én af flere øer udfor KK. Her fik vi slappet af med sol, strand og snorkling. Sapi var ikke hvad vi havde håbet på. Der var mange (kinesiske) turister og desværre også en del affald - ikke kun på land, men også i vandet. Ærgerligt, ærgerligt. Det var en kæmpe kontrast at komme fra rene og bæredygtige New Zealand til beskidte Borneo og horder af kinesere, som ikke rydder op efter sig. Kineserne kommer simpelthen til at ændre adfærd, hvis kloden ikke skal flyde over af affald!
Et par afslappende dage på strand, og vi var klar til hovedattraktion nummer 1 på Borneo - bestigning af Mount Kinabalu - det højeste bjerg i sydøstasien (4.095 meter).
Vi startede opstigningen på bjerget fra 1.800 meter. Den første dag skulle vi tilbagelægge ca. 6 km op til basecamp, som lå i 3.345 meter. Det var en hård tur, men vi klarede det i fin tid, hvilket var ca. 5 timer. Desværre blev både Matilda og Michael højdesyge; hovedpine, høj puls, træthed og ingen appetit. De skulle ikke på toppen.
På basecamp skulle vi overnatte inden det sidste stræk til toppen af bjerget, men meget søvn blev det ikke til. Da klokken var 01.55 vækkede jeg Nikolaj og spurgte, om han skulle med. Nikolaj sagde, at han både var frisk og træt, så jeg blev meget glad, da han besluttede sig for at tage med. Det lette valg havde været at sove videre, men Nikolaj vidste, at han ville fortryde, hvis ikke han gjorde forsøget. Så vi stod op og fik noget varmt tøj på, spiste lidt morgenmad, tændte pandelamperne og tog afsted med vores guide Julius. Klokken var 02.30 og vi havde 3 timer til at tilbagelægge de ca. 2,8 km og godt 800 højdemeter for at nå til tops og se solen stå op.
Forholdene var perfekte. Der var ikke faldet regn i flere dage og det blæste kun ganske lidt. Men trods de optimale forhold, så var det en hård opstigning for ben og psyke. Nikolaj var ved at give op et par gange, og da der kun var 50 meter til toppen gik han helt sukkerkold. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale Nikolaj til at kæmpe de sidste få skridt til toppen, men der var ikke mere benzin i tanken. Vores guide forsøgte at bære Nikolaj det sidste stykke, men da vi på det tidspunkt klatrede opad med både arme og ben, synes jeg risikoen for at falde var for stor. Vi holdt en pause og Nikolaj fandt på mirakuløs vis de sidste kræfter frem. Vi kom til tops og rørte ved skiltet med de magiske 4.095 meter indgraveret. Hvor var vi seje.
Desværre var Nikolaj blevet skidt tilpas (højdesyge), han kastede op og han rystede af kulde. Vi gik hurtigt nogle meter nedad bjerget, hvor vi kunne sidde i ly af blæsten og hvor jeg kunne kramme Nikolaj, så han kunne få varmen igen. Den lille mand rystede af kulde, og han var sekunder fra at falde i søvn.
Vi gik længere ned af bjerget, hvorfra vi kunne se solens opstigning på himlen. Ahh, dejligt at mærke solens stråler og få varmen tilbage i kroppen. Nikolaj og jeg sad og krammede hinanden og jeg nød den smukke udsigt. Nikolaj var stadig skidt tilpas, så vi besluttede at begynde nedstigningen af bjerget. Nu kunne vi i ro og mag betragte den smukke udsigt og vi kunne se, hvor vi havde gået i nattens løb. Efter et par timer var vi tilbage ved basecamp, hvor Matilda og Michael tog imod os. Michael havde været spændt på, om vi nåede toppen, så han havde spurgt nogle tilbagevendende bjergbestigere, om de havde lagt mærke til en dreng og hans mor.
Der var bestemt blevet lagt mærke til Nikolaj. På turen op ad bjerget overhalede vi flere, som respektfuldt nikkede til Nikolaj. Og på turen ned var der flere kommentarer om, hvor sej han var ;-)
Efter en anden omgang morgenmad og et kort hvil, pakkede vi vores rygsække og begyndte turen det sidste stykke fra basecamp og ned ad bjerget. Det havde taget os 5 timer at komme op og det tog os 4 timer at komme ned igen. Da vi gradvis kom ned i højderne fik Matilda og Michael det heldigvis bedre. Vi holdt ganske få og korte pauser. Og godt det samme, for mine ben var nu blevet så ømme, at når jeg holdt pause, kunne jeg dårligt få startet bentøjet op igen.
Tilbage ved udgangspunktet fik vi vores certifikater. Matilda og Michael fik et sort/hvid B-certifikat for at nå til basecamp (3.345 meter) og Nikolaj og jeg fik et A-certifikat - i farver vel at mærke - for at nå toppen (4.095 meter) J
Fantastisk oplevelse :-) nu hvor det er overstået. Og et meget dejligt minde at have sammen med Nikolaj. Ærgerligt at Matilda og Michael ikke var med på toppen. Vi må på tur igen, så vi sammen kan bestige et bjerg.
Michael havde lovet Nikolaj, at hvis han besteg bjerget, så skulle vi spise hummer på night marked. Som sagt så gjort. Med meget, meget, meget ømme ben gik vi på night marked hvor Nikolaj valgte de 3 største og flotteste hummere. Meget velfortjent.
Vi var alle enige om, at vi fortjente lidt luksus. Både fordi vi havde været på Mount Kinabalu, men også fordi vi var nået til sidste del af turen og gerne ville slappe af, inden vi skulle flyve til Hong Kong. Vi blev meget hurtigt enige om, at Shangri La var et godt valg til at komme sig ovenpå bjergbestigningen og få slappet af ved hav og pool.
Det er nu 3 dage siden vi var på bjerget og vi har stadig ømme muskler ;-) Vi synes stadig, at vi fortjener lidt luksus, så vi har forlænget vores ophold her på Shangri La, så vi bliver her til på mandag, hvor vi flyver til Hong Kong.
- comments