Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen. :-)
Så kom vi omsider til New York City - rejsens sidste destination. Hjemmefra havde vi købt et "New York Pass" som gjorde, at vi i syv dage kunne komme gratis ind til en masse attraktioner og få rabatter diverse steder. Så vi gik i krig med det samme!
Vi boede på "Candy Hostel" som lå på 94 gade tæt på Broadway. Her havde vi et udemærket tremandsværelse med to dobbelt senge, en kommode og et tv. Vi delte badeværelse med resten af gangen, hvilket til tider kunne være en smule frustrerende om morgenen, når der var kø ved toiletterne og der manglede toiletpapir.
Dagen efter vi var ankommet, købte vi et metrokort for to uger, og vi tog afsted med subwayen. Første stop var "Ground Zero" - resterne af Wolrd Trade Center. Selve pladsen kunne vi ikke komme til at se, da de var igang med genopbygningsprocessen - der skal nu være fem skyskrabere i en halvcirkel med et af dem, som værende verdens største kaldet "Freedom Tower". Vi var også forbi et mindemuseum med alle de hårde facts, personlige beretninger fra dem som havde haft ulykken på tæt hold, og beskrivelser af genopbygningsprocessen.
Derefter gik vi mod den berømte finansgade - Wallstreet, hvor New York stock exchange ligger. Desværre havde de lukket indgangen for turister, så vi kunne ikke komme indenfor og se aktiemarkedet.
Dagen efter tog vi bussen til outlet-centret kaldet "Woodbury Common Premium Outlet", som lå i udkanten af New York. Her var målet at finde en jakke og noget varmt tøj, da vi jo var blevet lidt overraskede over kulden i New York. Men ellers var der jo alt hvad hjertet kunne begære! Det var næsten en hel lille by, og alt var jo bare meget billigere end hvis man skulle købe det til den oprindelige pris. Vi fik købt noget Calvin Klein, Burberry, Armani, DKNY osv osv osv. God dag :-)
Lørdag d. 19 dec. tog vi undergrundsbanen hen til Museum Of Modern Art (MOMA). Der var 6 etager proppet med kunst i alle former og farver. Vi hyggede os og tiden løb pludselig fra os. Medmindre man havde minimum en hel dag, ville det være umuligt at se det hele. Men vi syntes, at vi fik set en hel masse spændende ting!
Om aftenen spiste vi i området kaldet "Hell's Kitchen" på en lækker lille italiensk restaurant.
Om søndagen tog vi hen til 5 th. avenue for at se "Empire State Building". Vi tog elevatoren op til 86'ne etage, hvorfra udsigten var hel fænomenal! Man havde udsigt over stort set hele Manhattan, og det var meget smukt.
Senere tog vi et smut i "Macy's", som hævdes at være verdens største stormagasin (9 kæmpe etager). Her hyggede vi os gevaldigt med julegaveindkøb m.m. (som I nok kan forestille jer). Eller dvs. lige indtil at vi så en masse røg, der spredte sig langs loftet... Hmm... Der viste sig, at være brand i bygningen! Folk shoppede bare videre - ingen panik! Det var en lidt underlig oplevelse.
Dagen efter var det vist på tide, at komme ud og se "Statue of Liberty", og "Ellis Island". Vi tog en "lille" færge ud til øerne. Frihedsguinden var en gave fra det franske folk til Amerika, som et symbol på deres venskab. Statuen er i virkeligheden lavet i bronze, men som årene gik, er den pga. kontakt med ilt (oxidering), blevet grøn. I venstre hånd holder hun en tavle, som skal forestille den amerikanske uafhængighedserklæring, som de fik i år 1776. I højre hånd holder hun en fakkel, som er belagt med 24 karat bladguld.
Derefter tog vi videre til "Ellis Island", som før i tiden fungerede som immigrationsmodtagelse. Her kom alle immigranter til for bl.a., at gennemgå et lægetjek. De fleste gik igennem straks, mens nogle få blev holdt tilbage mhp. videre lægeundersøgelser, eller i værste fald - hjemsendelse. Vi syntes det var utrolig spændende, og vi må indrømme, at det var lidt rørende at se hvad de mange millioner af immigranter kan have tænkt og følt, når de stod i den lange kø og ventede på den afgørende dom.
Tirsdag d. 22 dec. var vi en tur på "American Museum of Natural History". Her kunne man se alt fra ægte dinosauer skeletter, facts om "The Big Bang" og alt levende på jorden. Vi fik en rundtur af en gammel kending på museet, hvilket var meget underholdende.
Efter nogle timer her gik vi igennem snebelagte "Central Park", som forståeligt nok - bliver benyttet rigtig meget af de lokale newyorkere. Vi kom ud på den anden side, og fandt "Metropolitan Museum of Art". Her fik vi også nogle timer til at gå med det meget spændende historiske kunst. Her var både græsk, romersk, kinesisk, amerikansk og europæisk kunst.
D. 23 dec. stod den på "Harlem Gospel"-tur. Harlem ligger i den nordlige ende af Manhattan, og har tidligere været kendt som et slumkvarter, hvor hovedsageligt afroamerikanere boede.
Kl.11 ankom vi til Gospel-kirken og vi fandt os hurtigt nogle pladser. Kirken er tilknyttet et center for alkoholikere og stofmisbrugere, som ønsker at komme ud af deres misbrug, og de var de første der kom på scenen. De sang to smukke sange, og vi blev derfor endnu mere spændte på kirkens eget gospel-kor. De viste sig at være endnu bedre end forventet! Og stemningen i kirken var helt fantastisk! Man kunne ikke lade være med at rokke lidt med...
Vi kan klart anbefale turen til andre interesserede! Det var en rigtig god oplevelse, og vi endte da også med at købe deres gospel-cd.
Efter dette sluttede vi lillejuleaften af med en tur i "Madame Tussaud's" voksmuseum. Det var meget skægt at se, og vi fik da også taget nogle billeder med "de kendte" ;-)
JULEAFTEN D. 24 DEC.
Denne dag nød vi for første gang i et stykke tid, at sove lidt længe, da vi havde været på farten lige fra dag ét af.
Til middag ringede vi til vores familier og ønskede dem glædelig jul - og vi må da indrømme, at vi var lidt misundelige over at høre om den dejlige julemad.
Om eftermiddagen tog vi hen til verdens største katedral kaldet "The Cathedral Church of Saint John the Divine". Faktisk har det taget så lang tid at bygge katedralen, at de stadig mangler en tredjedel. Men kirken var stadig udover al forventning - og så lige her i juletiden med alle blomsterne og det store juletræ. En hyggelig tur på juleaftensdag.
Senere tog vi tilbage til vores kvarter "Upper Westside" på Manhattan, hvor vi gik fra kirke til kirke for at finde et sted, hvor de manglede frivillig hjælp en af juledagene. Til vores overraskelse fandt vi kun et sted, hvor de søgte frivillige hjælpere - "Saint Michael's Church", så vi måtte vende stærkt tilbage.
Om aftenen tog vi ind på Times Square, hvor vi spiste noget lækkert italiensk mad. Vi havde forinden snakket om, om vi skulle have noget julemad, som mindede om det danske eller noget der var helt anderledes. Og vi valgte det utraditionelle julemad! Det var nu meget skægt at prøve. Til dessert fik en kop varm kakao og en lækker lille juletærte på vores hyggelige diner (hvor vi stort set spiste hver aften - personalet kunne efterhånden genkende os!).
Vi sluttede aftenen af hjemme på værelset med pakkespil, julegodter, dansen om juletræet med sang og julegave udveksling - alt i alt en super dejlig og hyggelig juleaften. Vi er alle enige om, at det var spændende at prøve at holde jul på en anden måde. :-)
Første juledag: SLAP AF DAG!
Anden juledag mødte vi op i "Saint Michael's Church" i suppekøkkenet, hvor vi glædeligt blev taget imod. Her fik vi lov til at hjælpe med at anrette maden, som de hovedsageligt fik fra lokale supermarkeder og cafeer. Efter anretning fik vi hver vores område - Camilla serverede salat, Nadja stod for grønsagerne og Gro tilbød sukker og mælk til kaffen. Vi hyggede os gevaldigt med at få lov til at hjælpe!
I suppekøkkenet kom der hovedsageligt hjemløse, men indimellem også folk, som bare trængte til et varmt måltid mad. Her snakkede vi også en del med hjælperen Sandy, som inviterede os hen i hendes kirke "Times Square Church", hvor hun kom ugenligt.
Den 27 dec. tog vi hen for at se udstillingen kaldet "The Bodies - the exhibition". Her var udstillet ægte menneskekroppe og legemsdele som havde gennemgået en række processer.
I grove træk foregik processen således:
Først kom man legemsdelen ned i acetone, hvor legemsdelen bliver dehydreret - altså vandet i legemsdelen udskiftes med acetonen. Dernæst kommer man legemsdelen ned i et bad med silikone og anbringer det i et vakumtæt rum. Her forlader acetonen legemsdelen i form af gas og silikonen trænger ind. Legemsdelen er nu næsten som lavet af gummi.
Formålet med udstillingen var, at folk kunne komme og lære mere om kroppen og dens funktioner - det var utrolig spændende at opleve. Tilsidst fik vi lov at holde et par rygerlunger, en hjerne og en lever. Det var meget mærkeligt at stå med en menneskehjerne i hænderne og så føltes det fuldstændig som var det en kunstig hjerne lavet ud af gummi. Spændende!
Senere tog vi ind på Times Square for at overvære en gudstjeneste i Sandys kirke. Det var en meget speciel og typisk amerikansk oplevelse. De havde et super godt kor, men selve prædiken forekom os meget manipulerende. Det grænsede sig til det ekstreme, og vi havde meget svært ved at forstå at de lod det hele være op til Gud. De talte meget om at hjælpe hinanden og hele verden, men måske skulle de prøve at vende blikket indad. Det er specielt i sådan et tilfælde, at man indser hvor godt vi har det i DK. Folk var meget overraskede over at høre, at vi betaler minumum halvtreds procent i skat for at sørge for at alle har lige vilkår.
De næste par dage brugte vi på at drosle lidt ned og få købt de sidste ting vi skulle have med hjem. Vi var dog også en tur i en stor amerikansk biograf, hvor vi sad på balkonen og så "Sherlock Holmes" med vores "lille" cola og popcorn. Det var også en af disse dage, vi kom et smut forbi områderne "Chinatown" og "Little Italy", som lå lige klods op ad hinanden, men som stadig var helt forskellige.
Den 31 dec. havde vi bestemt os for at prøve sushi på restaurant "Tomoe", som eftersigende skulle være iblandt New Yorks bedste. Udfra menukortet fik vi peget os frem til nogle forskellige slags rå fisk - og det var lige præcis hvad vi fik! Vi havde meget sjov med at lade forsøgskaninen Gro smage først. Nogle bidder var super gode imens andre var ret specielle. Vi kunne desværre ikke indentificere det hele, men vi prøvede os da frem og hyggede os gevaldigt.
Senere tog vi en tur på Times Square iført varmt tøj og nytårshatte. Det var lidt af et mysterium at finde vej ind til 7th avenue, hvorfra man kunne se den berømte kugle falde. På vores vej mødte vi en asiatisk udvekslingsstudent ved navn Joan, som vi fulgtes med langt hen af vejen i vores kamp for at komme forbi afspærringen. Men desværre gav Joan op kort før vi fandt vejen ind til 7th avenue. Hvis man ville opleve showet helt inde på Times Square, skulle man minumum være der kl.14 om eftermiddagen og eftersom vi kom et par timer senere var vi nødsaget til at stå lidt længere væk dvs. 12 blokke. Men vi kunne sagtens se storskærmene og det allervigtigste - kuglen! Vi stod som sild i en tønde i ca. 5 timer, men tro det eller ej, vi hyggede os rigtig og fik som sædvanlig lige vendt verdenssituationen. Før vi vidste af det var tiden gået og kuglen faldt....
Vi havde en super hyggelig dag og aften, og nød at holde nytårsaften sammen!
Den 1 januar 2010 var det atter storepakkedag (heldigvis for sidste gang i denne omgang!). Da vi havde fået styr på det meste, var det gået hen og blevet aften og derfor tid til BROADWAY SHOW. Vi havde valgt at se musicalen "Billy Elliot" med musik af Elton John. Et super godt show med sceneforvandlinger, god musik og gode danseopvisninger!
Dagen efter tog vi en taxa til JFK lufthavn med ALT vores bagage. Det var synd at sige, at vi fik sovet meget på turen hjem. Og uheldigvis var der en del forsinkelser med flyene, men hjem det kom vi!
Vi fik den bedste velkomst i lufthavnen med danske flag og hele molevitten. Vi må indrømme at vi alle blev "lidt" rørte!
Det har været en oplevelse for livet, hver eneste krone værd og vi ville gøre det hele om igen!
Tak til alle som har fulgt os jorden rundt - det har været dejligt at høre nyt hjemmefra på forum !
P.s. Der kommer snart flere billeder ;-)
- comments
Christian Carstens Hejsa. Vil blot sige at det lyder som en rigtig god tur i har haft Jer der...en rigtig god rejsebeskrivelse. Jeg er selv "New-York-oman" :-) og har selv været afsted et par gange...i kan, hvis i har lyst, se vores rejsebeskrivelser her: www.manhattannewyork.blogspot.com Mvh. Christian.