Paa turen til Iguazu blev vi presenteret for noget, som man er noedt til at tage med naar man rejser i Sydamerika: det forfeardelige lange busture. Saa efter en forfeardelig lang bustur paa 20 timer naaede vi vor destination Puerto Iguazu, der er byen paa argentinas side af vandfaldet. Byer er ikke specielt interessant, og den eksistere muligvis kun pga. massiv turisme, det er et sted hvor rejsende normailt bliver i 2 dage, en dag til at se Iguazu fra Brasiliens side, og en dag for at se det fra Argentinas side. Ja, i hoerte rigtig vi har vearet i Brasilien, et meget interessant sted, som vi allerede foeler at vi kender saa godt.

Vi stratede med at se vandfaldende fra Brasiliens side, da vi havde lades os fortealle at det var bedst fra modsatte side. Den maade hvorpaa man kommer til vandfaldet i Bra, er at man betaler en stor meangde penge. Herefter bliver man koert i bus igennem noget regnskov, paa vejen der er en masse stop, hvor der er mulighed for at bruge flere penge, og til sidst kommer der et stop hvor man ikke behoeves at bruge penge, naar man stiger ud kan man ikke ses noget, men man kan hoere den fjerne rumlen, et passende citat vil veare: 'Hva faan er det.. det lyder sku som et S-tog'. 'Nej, det er Iguazu'.

Da vi saa det fra det foerste udsigtspunkt, blev i imponeret, vandfaldet spreder sig over et stort omraade, og dukker op mange forskellige steder i landskabet. Man da vi sa gik lidt videre af den sti, der gaar langs floden, fandt vi ud af at vi kun havde set en 1/10 af vandfaldet, foeste nu kom vi til at see dette enorme vandfalds kreafter, paa den Brasilianske side kan man gaa via en gangbro komme helt ud i vandfaldet.

Dagen efter var det saa Argentina, og rygterne talte sandt, den Argentinske siden er langt mere imponerende, her er der mulighed for at komme helt teat paa stort set alle de vandfald der tilsammen udgaar Iguazu. Isear kan man komme helt teat paa vandfaldet epicenter, som man faktisk daarligt kan see fra den Brasilianske side, her ligner det et stort hul i jorden hvor millioner af liter vand falder ned i hvert sekundt.

Efter faa dage med mange intryk, gik turen videre til Salta, og endnu en gang skulle vi paa en dreabende 22 timers bustur.

Paa trods af Busturens dreabende karakter overlevede vi dog, og endte sikkert i Salta, hvor der var Pisse koldt, men som de dumme turister vi nu endgang varm, sted vi ud af bussen i shorts samt klipklapper, totalt uforberedte paa det kilma vi kom til: Andesbjergenes klima. det skal siges at dette klima ikke er for toeseboern, det kan veare meget raat og koldt.

Paa trods af vejret er knapt saa sproedt som andre steder, er byen stadig en fornoejelig oplevelse, det er en stor by med en lille bys preag. Vi geattede paa der boede fra 50 til 100 tusinde, men det faktiske tal var 500 000. Byen har et hyggeligt centrum, med meget gamle og historiske bygninger, de er ikke store og pompoese som i BA, men mere smaa og imoedekommende, og saa er byens mest broemte kirke lyseroed, det er da soedt.

Desuden boede vi paa et Hostel, der klart er kandidat til et af de bedste hostel vi har boet paa. det var et relativt lille hostel, men med nogle hyggelige feallesrum, og alle der boede paa dette hostel var mere eller mindre med paa at have sociale sammenkomster, i form af vilde fester.

Salta giver ogsaa en smagsproeve paa, hvilken fantastisk natur vi skulle opleve i vores tid i bjergene. Det man skulle goere, var spimelthen bare kigge ned af en af de lange lige gader, og her ville man de nogle store noegne bjerge i horisonten i forskellige farver og udformninger.

I Salta moedte vi ogsaa vores Schweiziske venner, og lejede en bil med, og koerte mod Bolivia.