Profile
Blog
Photos
Videos
Knap en uges backpacking og vi nyder livet
Så er vores ferie begyndt. Fredag i sidste uge forlod vi Surfers Paradise. Det var en blandet afsked, for vi har egentlig været rigtig glade for at have boet i Paradise, men den sidste uge inden vi skulle af sted var der Schoolies week. Dette betyder at de havde samlet alle studenter fra Queensland i Surfers Paradise (et område på størrelse med Tarm, og der var hovedkvarter på vores hotel). Efter en uge med larm, druk, røg osv. (hvor vi bare var tilskuere) var vi helt klar til at komme af sted. Så vi fik solgt surfbrædder, afleveret lejlighed og pakke bil. Det er lige med nød og næppe at vi kan være i bilen, som I kan se på nogle af billederne… 3 mand med et halvt års oppakning i en Toyota Corrolla, og grænsen er nået! Den første dag begav vi os ca. 500 km nordpå til Mon Repos, her delte vi lejr med en hel familie flagermus og nogle frøer. Om aftenen var vi ude og se en skildpadde lægge æg og derefter hjalp vi med at begrave dem et mere sikkert sted. Det var faktisk meget spændende at se, dette er der også billeder af. Næste dag kørte vi yderligere 900 km nordpå til Airlie Beach, på denne campingplads delte vi lejr med en masse kæmpe frøer/tudser og blev vækket af fugle-sang. Fra Airlie Beach gik turen til Whitsunday, en øgrupper ud fra Australiens østkyst og en del af Great Barrier Reef. Her havde vi booket en tur på en tidligere ubesejret America's Cup båd, den var 86 fod lang, super hurtig og uden den store comfort (Se billeder). Vi satte sejl søndag ved middagstid og kom helt ned på siden med det samme, super fedt for et par gæve sømænd som os. Efter et par timers sejlads lagde vi til ved noget af revet, her var vi ude og snorkle. Det er det fedeste sted vi endnu har snorklet og enormt farverigt. Vi har lagt nogle billeder ud der er taget med vores nye action-kamera, men desværre er det svært at fange de mange farver på billeder. Derefter sejlede vi ned til det sted vi skulle sove om natten, her stod den på rimelig primitiv aftensmad, lidt øl, et spil kort og derefter bare i seng, man bliver enormt træt af al den friske luft kombineret med ferie stemningen. Næste morgen stod vi tidlig op, men det giver nu sig selv, når man sover 13 mennesker på 12 m2 i 20-25 graders varme. Her sejlede vi ned til en del af revet der ikke er særlig besøgt, da det er sjældent der er de rigtige vindforhold til at man kan komme derind, men det var der heldigvis lige den dag. Her var vi igen ude og snorkle og det var, om muligt, endnu flottere end den første dag. Herfra sejlede vi videre til White Heaven Beach, der er på verdens top ti over lækre strande, personligt kommer den ind på en første plads, men døm selv ud fra billederne… Sandet er af 98 % Silica og havet er krystal blåt. Vi så nogle store rokker i vandet mens vi badede, og havskildpadde mens vi sejlede rundt. Hvis I undrer jer over hvorfor vi har vådedragter på, når nu vandet er så varmt er det fordi der er nogle farlige brandmænd i området (jellyfish), det er fx en der hedder box-jellyfish hvor man vist dør på stedet hvis man rør den, men i disse dragter er man beskyttet. Efter en tur i "Heaven" gik turen tilbage til det samme sted for natten, endnu engang stod den på primitiv aftensmad og lidt øl. Herefter blev vi sejlet ind på stranden hvor der var en bar inde. Her nød vi endnu et par øl, hvorefter vi blev sejlet tilbage til båden og gik på hovedet i seng. Den sidste dag af turen (i dag) var vi oppe og se nogle aboriginal caves (grotter) hvor der var aboroginal kunst på væggene (Se billeder). Turen blev sluttet af med en ordentlig gang sejlads, hvor vi fik prøvet lidt af bådens kræfter. Det var en super tur som vi nød i fulde drag. Siden vi gik i land, har vi taget lidt en slapper dag med tøjvask, computertid, planlægning af de næste dage og afslapning i skyggen. I morgen går turen videre nordpå.
Vejret hernede er VARMT. OM dagen er der over 30 grader og en luftfugtighed på en million, dette betyder at lige gyldig hvad man laver så sveder man. Om natten er der aldrig under 20 grader. MEN vi brokker os ikke for vi følger jo med i hvordan vejret er hjemme i Danmark, og vi ved hvad det er vi kommer hjem til om to uger, så vi nyder det.
Glædelig december til alle.
Jørgen og Maria
- comments