Kære venner

Så er vi kommet til turistbyen Pokhara efter nogle fantastiske dage i Chitwan National Park. Chitwan er et jungleområde og en fredet nationalpark, der ligger i Terai. Terai er den flade, lavtliggende del af Nepal, som ligger i omkring 100 m's højde ned mod Indien. Selvom der er efterår hernede er der fortsat varmt og om dagen havde vi vel omkring 28 graders varme.

Derfor er programmet, at vi starter tidligt om morgenen med det første arrangement omkring kl 06.15 og først herefter giver det morgenmad. I de varme timer midt på dagen har vi til gengæld nogle timer fri, hvor vi kan slappe af, inden vi skal bade med elefanterne. Højdepunktet er nok netop elefantbadningen, som er ubeskriveligt skægt. Op på ryggen af elefanten, som kvitterer med en ordentlig stråle vand lige i hovedet. I det hele taget er elefanter nogle fantastisk charmerende dyr og egentlig synes vi, at alle bør have sin egen elefant.

En lidt overvældende oplevelse var det også at krydse den store Narayan-flod på ryggen af vores stærke ven, elefanten. Vi kunne kun sidde og se til, mens det store dyr langsomt bevægede sig ud til næsten 2 m's dybde. Strømmen var så kraftig, at dyret måtte læne sig mod strømmen for ikke at blive væltet. Vandet brusede så kraftigt omkring dyret, at vi ikke kunne tale sammen under krydsningen. Men ganske langsomt - og med et skridt af gangen - kom vi over på den anden side af floden, hvor vi i næsten 3 timer søgte efter næsehorn. Det var en ret strabadserende tur. Man sidder i næsten 4 m's højde på sådan en elefant og må ustandseligt kigge efter grene, som man kan få i hovedet eller lianer, som man kan få omkring halsen. Men anstrengelserne bar frugt og til sidst så vi et næsehorn med unge, som dog hurtigt flygtede ind mellem træerne igen.

Det var også en oplevelse at se en læbebjørn. På en af vores fodture i junglen så vi en voksen mor med en unge og vi var vel omkring 50 m fra dyret. Men vores guider havde en betydelig respekt for bjørnen, som angiveligt kan være ret aggressiv. Så vi foretog en hurtig og kontrolleret retræte til en sikker afstand. Også vildsvinet kan vi krydse af.

Turen til Pokhara var en bagatel på 70 km - i luftlinie. Men luftlinie kan man ikke bruge til ret meget i et bjergland, så turen udviklede sig til en 200 km lang tur, som strakte sig over 9 timer. Vejene hernede er i en dårlig stand og der var desuden nogen ventetid ved en beskadiget bro, som kun kunne tage 1 køretøj ad gangen. For os voksne var det interessant at komme tilbage til Pokhara, hvor meget er ændret - og meget er det samme.

Turistområdet ved søen - Lakeside - er næsten det samme med masser af butikker, der sælger turist- og trekkinggrej, blot er grejet blevet lidt mere checket. Søen og de hvide bjerge ligner også sig selv. Men samtidigt er tingene blevet meget mere velorganiserede. Vi har lagt mærke til, at næsten alle nepalesere har mobiltelefon, som de bruger flittigt - også appelsinsælgeren, der sidder på et gadehjørne eller den tibetanske tæppevæverske. Vi oplever, at tingene fungerer meget bedre. Det er meget nemmere at få en pålidelig besked om, hvad der sker og hvad der er planlagt. Det har virkeligt gjort en forskel.

I dag, torsdag, har vi brugt tiden på at leje en cykel og køre på opdagelse i Pokhara. Det har fungeret godt og var ikke for varmt. Vi har bl.a. set et lille vandfald, Devi Falls, udenfor Pokhara, hvor vandet i floden "forsvinder" i et hul i jorden. Det skyldes det store regnfald i Pokhara på omkring 6.000 mm/år (ca. 10 gange større end nedbøren i Danmark) kombineret med en porøs undergrund i Pokhara.

Vi besøgte også en tibetansk flygtningelejr, hvor vi mødte en koreansk cyklist og fredsaktivist, Okhwan Yoon, som har brilleret ved at cykle omkring 170.000 km (!), slide seks cykler op, besøge 191 lande og nu cyklede rundt i Pokhara. I sandhed en bemærkelsesværdig personlighed.

Søren har igen begået et fremragende stunt, som han allerede er blevet drillet meget med: Efter en pause hos et rejsebureau skulle vi videre på vores cykler. Men hvem manglede sin cykelnøgle? Søren, selvfølgeligt! Vi ledte højt og lavt, endevendte Sørens bukselommer mindst tre gange og fik også endevendt rejsebureauets sofa. Alle hjalp til, både rejsebureauets ejer og cykeludlejningsfirmaets ejer. Til sidst, da alle muligheder var udtømt, foreslog Hans Erik, sådan lidt henkastet, at Søren jo også kunne kigge i sine strømper. Og minsandten! Her havde Søren lagt sin nøgle, for så lå den godt. Det grinede vi meget af.

Senere på dagen havde vi taget cyklerne ned til søen for at ro en tur. Søren sad forrest, solen skinnede og det var dejligt varmt. Søren ville bade tæerne i det dejlige vand, tog skoene af og strømperne og - i den smukkeste bue - svævede cykelnøglen over rælingen på robåden for langsomt at synke til bunds i søen. Søren troede ikke sine egne øjne, men måtte jo gå den tunge gang til cykeludlejeren og indrømme, at nu var nøglen altså væk, sådan rigtigt. Så grinede alle, én gang til.

Vi har nu fået planlagt næste etape af rejsen. På lørdag morgen kører vi til Baglung, hvorfra vores trekking starter. Vi ender med at tage en porter/tguide med, selvom det ikke var meningen. Men der er lavet et afgiftssystem til trekkingtilladelser osv, så man kan vælge mellem at betale en høj afgift og gå alene eller betale en lavere afgift og så have en bærer med. Slutresultatet for os er, at det faktisk er billigere at tage en bærer med og så skaber vi endda lidt indkomst til en familie.

Og så er det lykkedes at få billedfunktionen på bloggen til at fungere - sådan med lidt kunstgreb. Så nu er der kommet nye billeder på.

De bedste hilsner fra os alle

Hans Erik