Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Hanoi drog vi med en lokalbus til Halong City, der er lokaliseret ved Halong Bay østpå. Idet vi ankom om aftenen, fandt vi et hurtigt hotel ved vandet, fik noget at spise, kiggede lidt på markedet og gik lidt rundt i Halong. Byen i sig selv er ikke vildt stor, og den er sådan set bare et stop for mange turister, før de tager ud på vandet for at opleve Halong Bay fra en båd eller den store klippeø Cat Ba.
Dagen efter bookede vi en båd til øen Cat Ba, der ligger midt ude i Halong Bay. Vi købte en billet til en båd, hvor vi sejlede lidt rundt i bugten, så en grotte og kom ud til øen.
Selve Halong Bay er utroligt imponerende. Man sejler imellem masser af små klippeøer, der lige pludselig stikker op af vandet. Nogen af dem er frodige, andre læner sig op ad hinanden, mens andre bare er store og har farver i alle nuancer. Altsammen meget imponerende - men vi har efterhånden set ret mange klipper og klippeøer i Thailand og Laos, så superimponerede var vi ikke.
Grotten derimod var helt vildt flot. Der var blevet installeret kunstigt lys i alle regnbuens farver i grotten, og det var fantastisk at gå rundt derinde. Vi var alle enige om, at det var en af de bedre naturoplevelser.
Da vi ankom til Cat Ba, blev vi - mod forventning - sat af på den modsatte side af øen. Vi skulle derfor tage en taxi omkring 30 kilometer til den eneste større by på Cat Ba - øv!
Vi fandt efter kort tids søgen et hotel til 6 dollars for hele værelset. Det giver en pris på omkring 11 kroner per person per nat - inkl. aircondition. Det er turens billigste logi. Hostellet ved siden af var blevet anbefalet af Lonely Planet, så der kostede det 15 dollars per nat - den guidebog har temmelig meget magt over prisniveauet og populariteten!
Den første dag gik vi rundt på Cat Ba og tilbragte aftenen i byen. Dagen efter lejede good cop & bad cop, Jacob og Jakob, en motorcykel/scooter, som de i et par timer drønede rundt på, mens Kondi Karl Poulsen havde intentioner om en løbetur. En scooter er en rigtig fed måde at opleve mange steder på. Man får set livet bag turistfacaden, og vi blev også vidne til vores første scooter-trafikuheld, hvor der bl.a. sad et lille barn uden hjelm på - der skete heldigvis ikke noget med nogen. Vi så også et nyligt stenskred, hvor arbejdere kravlede rundt på klipperne uden sikring. Deres arbejdspladsvurdering er nok ikke i top...
Om aftenen - eller efter 24 - blev det Andreas' fødselsdag, og det blev fejret på behørig vis. Uden at komme ind på detaljer, endte Jakob som bartender, Andreas fik tryllet for et par sydkoreanere og vi endte i en jolle ude i Halong Bay med en lokal. God aften!
Dagen efter skulle vi videre til Nha Trang - et ferieparadis sydpå -, så dagen gik mest med bare at gå rundt i byen. Jakob fik en gang massage, mens Andreas og Jacob fik slappet af i parken. Jakob fik også en skræmmende oplevelse af, hvad man gør med folk, man ikke kan tage sig af. På et lidt afsides, lokalt marked var en psykisk handicappet buret inde i en betongarage med et gitter foran, mens han råbte og skreg som en abe. Ham gad man ikke lige længere. Skræmmende!
Nu befinder vi os i Nha Trang, hvor vi er ankommet til efter en rejse på 37 timer (!). Der skal nok komme billeder senere :)
- comments
Pia Hej Alle tre hvor er I heldige og hvor er det dejligt at være lidt med på bloggen her. tillykke til dig Andreas! Mange hilsner til jer her en stille efterårssøndag fra Pia