Profile
Blog
Photos
Videos
Det var en stor oplevelse at se Venedig. Vi tog toget klokken 07:57, så vi var i Venedig kl. 08:31. Spændende at se og opleve de steder, man så ofte har hørt om og også set på film.
Fandt jo også ud af, hvorfor det hedder Markuspladsen og Markuskirken - det har jeg aldrig tænkt på før: De jordiske rester af evangelisten Markus er stedt til hvile i kirken. Det er ifølge legenden venetianske købmænd, der har bortført Markus' legeme fra Alexandria i år 828.
Det var rigtig varmt i Venedig. Og der er rigtig varmt her i Sant'Ambrogio, hvor vi bor. Uheldigvis har vi ingen aircondition - det vidste vi godt på forhånd. Men der er ingen skodder, så solen varmer lejligheden op om dagen. Det er ulidelig varmt. Det bedste sted at opholde sig er i et stormagasin. Så i dag har vi spist frokost i Ikea, hvor Aage fik svenske kötbullar med potatismos og lingonsylt.
I week-enden var der 'Ambrofest' i vores meget lille by. Så vi har spist på festpladsen 2 aftenen og på en lokal restaurant med aircondition den tredje aften. Det er ikke til at opholde sig i lejligheden. Vi overlever kun ved at have en ventilator til at blæse os i hovedet der, hvor vi sidder, og om natten ind over sengen. Vi synes, det egentlig var varmere i Grækenland. Og da sad alle på gaden sent om aftenen. Her sidder man inden døre, fordi det er for varmt ude. Jeg tror, at der er højere luftfugtighed her - det kan vi også mæke på vasketøjet.
Hvor er der sket store forandringer i landskabet siden vi kom til Italien. Det er længe, længe siden, at vi har passeret oliventræsgrænsen. Her er alt meget grønt og frodigt. Og der er masser af industri - vi ser ikke længere de små, private landbrug. Vi møder også mange flere turister - også danskere - og selv udenfor de mest kendte områder.
I Grækenland betalte vi 'hen ad vejen' på motorvej (dvs ingen vignet). Vi betalte i alt 60,45 Euro (458,76 kr) i Grækenland. Hvad det ender med at blive i Italien, det ved vi endnu ikke. Men blot turen hertil, hvor vi kørte på 309 km på motorvej, kostede 18,50 Euro (140,23 kr). I Østrig skal vi købe en motorvejs-vignet.
Vi GLÆDER og til at komme til Østrig i morgen. Der lover de kun 20 graders varme.
Se billeder på rejebloggen under FOTOS
- comments