Profile
Blog
Photos
Videos
BUON GIORNO
Vi har ikke siden Krakow stødt på stærke historiske bånd tilbage til 2. verdenskrig. Men her i Ortona (23.500 indbyggere) er hele byen et minde om et meget stort slag, der fandt sted i december 1943. Næsten hele byen blev udslettet. Det vil sige, at vi befinder os i en ny by. Med nye, nydelige huse, pæne veje og i øvrigt meget ordentligt. Allerede da vi kørte ind i byen, så vi en kampvogn i en rundkørsel stå som vartegn og til erindring.
Fra Napoli kørte vi nord-øst gennem det centrale Italien til Ortona; ca. 240 km gennem Molise regionen til Abruzzo-regionen. Der er mange bjerge og flere nationalparker. I Gran Sasso-massivet ligger Appenninernes højeste bjerg Corno Grande på 2914 meter, og man har chancen for at se den sjældne syditalienske bjørn. Og på Navelli-sletten ikke langt fra Ortona høstes hvert år 20 tons safran. Mange, mange, mange spændende ting at udforske - men vi må hele tiden prioritere. Så vi så hverken bjørne eller safran på vores vej til Ortona.
Byen ligger midt i Italien - i Abruzzo-regionen - helt mod øst ved Adriaterhavet. Og hvorfor vi så lige har valgt denne by? Ene og alene fordi, den ligger en passende dagsmach fra Napoli og til vores næste destination i Sassocorvaro. Vi ER jo på vej hjemad, sådan er det bare. Så vi har planlagt vores stop med cirka 300 km's mellemrum (plus/minus).
Det var dejligt at komme til denne rolige by, der er en diametral modsætning til Napoli. Hold da op, det var en by med høj puls. Så disse fire dage i Ortona er foregået i meget lavt gear. En lille gåtur fra vores lejlighed til borgen eller i de gamle gader eller sidde og læse i en bog i en park med skygge og rislende springvand. Åh, hvor dejligt.
Der er dog to ting, som er særlige for denne by, som har været rigtig interessante at se og opleve. Det ene er 'Slaget om Ortona' i 1943, det andet er Apostlen Thomas. Vi vidste ikke noget om nogle af disse ting, så Ortona er ikke valgt ud fra det.
Fra 20. - 28. december 1943 blev Ortona angrebet af canadiske soldater. Byen blev forsvaret af en tysk falskærmsjægerdivision, men canadierne indtog byen efter håde kampe fra hus til hus. Slaget var kulminationen på kampene ved Adriaterhavsfronten i Italien under "Bloody December". Kampen blev døbt " Lille Stalingrad". Erobringen var vigtig, fordi Ortona har en af de få dybtvandshavne langs Adriaterhavet, og de Allierede havde brug for havnen til at få forsyninger frem til den videre offensiv. Canadierne mistede 1.375 mand omkring Ortona - næsten en fjerdedel af alle deres tab i Italien. Der var 1.314 civile ofre. Vi besøgte det fine, lille museum MUBA'43 (MUseo della BAttaglia). Byen har en canadisk soldaterkirkegård, som vi også har set.
Og så om apostlen: I 1278 blev resterne af Apostlen Thomas hjemført som krigsbytte til Ortona fra den græske ø Chios. Ligresterne havde i mange år befundet sig i Edessa i det byzantinske rige, men da området blev truet af araberne, blev det vigtige relikvie sendt vestpå, og det havnede altså på Chios. Her blev apostlen fundet af den ortonesiske kaptajn Leone Acciaiuoli, der egentlig var udsendt af Venedig for at angribe øen, der på den tid var under genovesisk herredømme. Til opbevaring af apostlen opførte man i Ortona basilikaen San Tommaso. Ortona har to festdage for apostlen Thomas: Den 6. september og højtideligheden Perdono den første søndag i maj. Her bliver givet fuld aflad, og tusindvis af pilgrimme strømmer til Ortona.
Vi bor meget centralt i en fin og vel udstyret lejlighed. Eneste aberdabei er, at der er en lejlighed lige ved siden af, som vi skal dele terrasse med. Terrassen er IKKE ret stor. Og den anden lejlighed er befolket med et ægtepar ca. på vores alder sammen med konens (gamle) mor. De er franskmænd, og de kan IKKE tale eller forstå engelsk. Vi smiler meget til hinanden og alle tager hensyn. Vi kan IKKE sidde alle fem omkring det lille bord og spise, så vi sidder som regel i vores lille-bitte køkken. Men ved aperitif-tid (Ricard (franskmanden) og Bloody Mary (Aage)) mødes vi som regel og byder hinanden på oliven, abrikoser og figner og udveksler mange smil. Vi har set deres Golden Retriever på computerens pauseskærm. At den nu er død 14 år gammel er sådan cirka det, vi ved om dem. Det er 'OK' (sådan da) at vi skal dele den skide terrasse - vi betaler kun 329,33 kr. pr. døgn incl. forbrug (herunder a/c). Men det er nu lidt anstrengende.
Vi har talt flere gange med dem derhjemme på Skype. Blandt andet talte vi med Anna fra Terndrup (Oles gudmor), da Ole og Kirsten var der på besøg. Anna syntes det var rigtig spændende, at vi både kunne tale sammen og se hinanden på skærmen. Og så har vi talt med Ærø i 42:08 minutter. Alle piger i rækkefølge efter alder. Vi så Nora med tre manglende tænder og tre rokketænder, og vi hørte om pigernes ferieoplevelser og dem, der ligger forude. Det er rigtig hyggeligt (og meget nemt og helt gratis) at kommunikere på den måde.
Jo, og så har vi fået ryddet op i feriebilen. DET var rigtig dejligt. Nu er der bare så fin orden, at det er nemt at finde tingene.
Hvad mon der venter os næste sted i Sassocorvaro? Ja det er vi også spændte på. Det er som at skulle på en ny ferie hver gang, vi drager videre. Så vi kører spændte og forventningsfulde af sted i morgen.
Se billederne fra dagene i Ortona under FOTOS på rejsebloggen
ARRIVEDERCI
PS: Fandt lige ud af, at vores vært Lorenzo Apriano har været verdensmester i freestyle frisbee - whauwwwww - Thea og Asger; se lige her: https://www.youtube.com/watch?v=gbSffmElqOg
- comments
Agnete Greibe Det er rigtig spændende at læse om alt de I oplever.du er god til at berette Inge. Hilsen til jer begge fra Flemming og Nete