Profile
Blog
Photos
Videos
Ja så har jeg snart været i Indien i 2 måneder og det her er mit første blogindlæg. Tiden er fløjet afsted!
Første måned i Goa var meget intens og fuld af fantastiske, sjove, skræmmende, tankevækkende, spændende og uforglemmelige oplevelser. Vi boede på en camp i den lille landsby, Majorda 3-4 km fra stranden. Vi havde to helt vildt inspirerende facilitatorer, Rikke, der blev færdig som antropolog og Rekha, der blev adopteret fra Indien til Danmark. Jeg var på projektbesøg på en Fisherman school, en skole for børn, hvis forældre er fiskere, i slumområdet Monte Hill, på plejehjem og børnehjemmet i den større by, Margao. Vi var i cirkus, på Anjuna flee market (der er hvert onsdag), på weekend i Gokarna (en sindssyg lækker strand i staten Karnataka), i Hampi (en gammel og mega hyggelig tempelby, også i Karnataka) og på den sidste dag vi var i Goa, fejrede vi Holi på campen. En hinduistisk festdag, hvor man fejrer lyset og foråret ved at kaste vand og farver på hinanden. Det var en af de sjoveste dage i mit liv.
Nu er jeg her i Kerala, i den lille landsby Punalal, hvor jeg er afsted sammen med Rikke og Sarah. Vi arbejder for organisationen Dale View, som ledes af Christudas, en mand udover det sædvanlige. Jeg har aldrig mødt sådan et inspirerende menneske, som han er. Han kom til Punalal for 30 år siden, hvor der intet var og har siden opbygget Dale View til det, det er i dag. Oprindeligt var vi fire piger afsted, men Naja flyttede til et projekt i Jaipurs slum (i Nordindien), fordi der var for lidt undervisning. Vi fik at vide, da vi kom, at skolen lukker i april og maj pga. sommerferie og det var noget af et slag. Det hele var lige pludselig ikke som vi troede. Det startede ellers godt med at vi blev kastet ud i at undervise dagen efter vi ankom, og stod med en 4. klasse alene. Det var enormt fedt at stå og lære fra sig og mærke deres vilje til at lære, men det var også frustrerende at se de børn, der falder bagefter og har svært med engelsk.
En hverdag i Punalal: Uret ringer 8.30, jeg slæber mig halvt i søvn ud til et dejligt koldt spandebad. Hvis vi har havregryn laver vi havregrød eller jeg løber ud og køber en mælk (som de har i pose her - har stadig ikke luret det smarte i det) og et par bananer til 50 paisa (5 øre) til havregryn. Men for det meste spiser vi morgenmad hos Christudas og familien, som varierer mellem risboller og ris mixet med kokos. De har altid bananklaser stående i køkkenet, som vi kan tage af, og de smager himmelsk. Chiquita bananer bliver aldrig det samme. Efter morgenmad går vi over i baby creche, børnehaven der hører til Dale View. Den ligger lige ved skolen og girl's hostel og vi møder næsten altid nogle elever på vejen. Børnene i creche er så skønne! Pigerne er altid i farverige indiske silkesæt og har altid både armbånd, to halskæder, hårbøjle eller en eller anden form for pynt, øreringe og for det meste også en ankelkæde hængende ved begge fødder. Der er 15 børn i alt, men vi har endnu ikke været der, hvor alle var der. For det meste er der 10-11 børn. Teacher, Kala er en sød indisk kvinde i starten af 30'erne.
Punalal er en lille landsby, 1 times bustur fra Trivandrum, der er hovedstaden i Kerala. Man skal ikke gå ret langt før downtown Punalal er udforsket med en håndfuld chai steder og små shops hvor man kan få alt fra bananer til gulvspande. Vi har fundet chai-STEDET med en chaiwalla i skørt og hans kone, Mindu der er en vaskeægte mama ala en stor afroamerikansk sydstats kone i 40'erne. Det er her vi får vores daglige chai (s) til 4 rs. De laver de bedste omeleter, de lækre indiske pandekage-brød, Parotha, stegte bananer (etakappa), kikærte-falaffel-ting og vores yndlings, oliwarda (der er indbagt løg).
I Dale View er der:
1) Deaddiction Center, hvor alkoholikere og stofmisbrugere kommer mere eller mindre frivilligt med deres koner og børn. Her får de gratis husly, counselling, medicin og gruppemøder. De eneste de skal betale for er mad. Der skal altid været én fra deres familie boende, og kvinderne og børnene sover på strandmåtter på et betongulv. Mændene er der i 30 dage i alt, men de skal stadig komme til møder og counsellings 2 år efter, de er blevet udskrevet. De har aldrig haft så mange, som de har nu, og det betyder at nogle må sove på madrasser i fællesrummet.
2) Paramedical College hvor vi underviser i Spoken English hver mandag formiddag. Eleverne vi har er mellem 20 og 24, men de er meget fnisende og enormt generte, så det føles ikke som om de er ældre end os. Vi prøver at lave forskellige opgaver og øvelser, der får dem til at snakke engelsk, men det er en stor udfordring for dem bare at snakke i en forsamling. Første gang vi havde dem, lavede vi en stoleleg, vi havde lært på grundkurset i København, hvor der mangler en stol og den, der ikke har en stol, skal stå i midten og sige en ting om dem selv. Fx I love chocolate. Og alle dem der elsker chokolade, skal så rejse sig og finde en ny stol, som ikke er den man kom fra. Det er en virkelig god øvelse i at være midtpunkt, snakke engelsk og samtidig kan vi lære dem lidt at kende og omvendt.
3) Baby creche hvor jeg er.
4) Skolen, hvor eleverene går fra 1-10. klasse. Dagen starter med fælles morgenbøn i gården og alle har uniform og navneskilt på (undtagen onsdag hvor de må have deres eget tøj på).
5) Girls og boys hostel, hvor nogle af eleverne bor, hvis de enten ikke har nogle forældre eller hvis deres familie bor for langt væk.
- comments
Mia Dejligt at høre om det hele. Mere af det, når du får tid! Kys Mia