Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Alle
Nu er jeg igen kommet til et internet og vil lige give en lille update på hvad der er sket siden sidst.
Torsdag d. 18 november tog vi fra La Paz mod Salinas, det foregår med tre timers bus til Oruro og derefter 7 timer(!) til Salinas, hvis der da ikke er motorstop eller en lasbil der er kørt fast så man ikke kan passerer og må vente til den er trukket fri. I dette tilfælde var det motorstop. 1/2time syd for Oruro holder der op med at være asfaltveje. I tørtiden, som det er lige nu, er grusvejene rimelig ok og bortset fra nogle enkelte steder køre det fint og det bumper ikke specielt meget. I regntiden derimod har jeg fået et venligt tip om at det er en fordel at bruge en sports-bh ellers kan man risikerer at sidde med hænderne fulde I de 7 timer... så tak for tippet.
Vi ankom til Salinas midt om natten og overnattede hos en lokal bonde Don Hugo og hans kone Doña Roca. De hentede os i Oruro og er blevet vores nye yndlings bolivianere.
Dagen efter indlogerede vi på det lokale hostel og kiggede os lidt om i byen og området. På godt jysk vil man nok sige : "det' pæn!" - det er det virkelig. Man kan måske godt se det lidt på billederne, men det er virkelig så man kan få en klump i halsen.
Der er bjerge hele vejen rundt, brun grønne og med tør vegetation(tulla hedder det på aymara har jeg lært af en sød pige i bussen), det har ikke regnet siden sidste januar, så der er meget tørt over det hele . Ind imellem tullaen står der nogle kæmpe kaktusser med helt pink blomster, som bliver til lækre kaktusfrugter om et par måneder. Himlen er høj og klar og når man kigger mod syd kan man se den senhvide saltørken med øer af mørke blådisede bjerge... Der er så pænt!
Nå, nok om det. Vi kom jo til Salinas for at lave et markforsøg med afgrøden quinoa, og Salinas var valgt, fordi der skulle de alligevel lave forsøget, så vi skulle ikke bakse med at etablerer marken, men bare tage vores prøver og den slags..men det er jo bolivia :-)
Forsøget skulle så ikke laves alligevel, men vi kunne godt få lov at sætte det op selv. Det var jo fint, men der er jo mange praktiske ting der lige skal være styr på så, fx skal man have et stykke jord at lave det på, man skal også have frø og gødning og så skal man jo også have det sået, hvilket vi jo ikke aner hvordan man gør...
Hånden på hjertet virkede det lidt uoverskueligt, men heldigvis var det lige de dage Sven-Erik kom på besøg, vores vejleder fra Danmark som er en stor kanon hernede, også kendt som "El Sven" :-).
Han snakkede med nogle folk og det var rart at han kunne diskutere detaljer som vores skraldespansk ikke rigtig kan klare.
Først var det meningen at vi skulle have et plot som ligger 2 timer på cykel fra Salinas, men vi har jo ikke en cykel, og tre-4 timer gang hver vej i 3800m højde, det duer ikke. Efter en del forhandling frem og tilbage har vi fået en mark ca 25 min gang fra Salinas. Perfekt :-)
Så var der gødning og frø, det fik vi, med god hjælp fra forsøgsteknikeren Freddy og Valdimir og Viktor (specialestuderende fra La Paz som også laver forsøg o Salinas og som hjælper os meget), også fat i.
Såningen skulle foregå torsdag med hjælp fra drengene, men da vi kom ned til den kl 6.30 som aftalt viste det sig at de havde drukket rom til kl. 4 om natten... tja, vi er jo i Bolivia... De kom da op, omend lidt klatøjede, og hjalp os med at bære gødning, vand, frø og udstyr ud til marken og hjalp os med såningen.
Jeg skulle hilse at sige at det er hårdt arbejde at så quinoa. Det gøres i hånden ved at man først graver/hakker et hul ca. 20cm dybt, så kommer man gødning i og blander rundt, frø og vand. Det gr man for hver plante. Heldigvis er vores plot ikke så stort, så vi kunne gøre det på en enkelt dag..
Vi var temmelig mørbankede da vi gik tilbage mod byen med hakkerne over skulderen, men pludselig så alle de lokale på os med helt andre øjne. "Gringas trabajando" kunne man høre og de ville alle sammen vide hvor vores mark lå og om vi havde sået i hånden og alt muligt... så sejt, der var vi en af dem.
Efter marken var blevet sået kunne vi tage fra Salinas med god samvittighed. Afsted mod Oruro, hvor der naturligvis var en lastbil der var kørt fast foran os på vejen så vi ikke kunne komme forbi før den var kommet fri... Man kan sige meget, men jeg elsker busserne i Bolivia. De er propfyldte og hver gang der sker et eller andet, fx motorstop eller en lastbil i vejen så alle ud og skal lige se hvad der foregår. Jeg kom til at sidde ved siden af den sødeste pige Helen på 7 år som forsøgte at lære mig aymara som er et af de lokale sprog hernede. Jeg har lært at Emilie betyder kvinde... Fint synes jeg. Hendes mor og handikappede lillesøster var der også, og vi snakkede og snakkede. Det er den helt rigtig måde at blive transporteret hernede :-).
Vi er nu i Oruro og skal videre til Sucre i aften. Det er en bustur på 10 timer, så vi er der i morgen tidlig. I Sucre skal vi tage spansk timer, det bliver dejligt at lære lidt mere, det er frustrerende ikke at kunne sige det man mener. Sucre skulle være en meget smuk by i kolonistil. Det er den kulturelle hovedstad i Bolivia, for det var her afhængigheds erklæringen blev underskrevet og her en del af de mange revolutioner har fundet sted.
Vi glæder os til nogle dage i byen med internet adgang og kulturelle tilbud, men er også glade for at skulle hjem til Salinas igen.
Jeg håber I har det godt med hvad i end går og laver
Kærlig hilsen Ida
- Jeg har besluttet at præsentere mig som Adi, eftersom Ida (udtales Ira hernede) betyder en form for sindssyge, og når man så hedder stærk til efternavn... Ira Fuerte, det går altså ikke...
- comments