Profile
Blog
Photos
Videos
Adrenalinjunkie - for foerste og sidste gang
Befinder mig PT i Pokhara, en meget renere, smukkede og mindre crouwded udgave af Kathmandu - paa en maade er det jo slet ikke det samme som Kathmandu, men er det alligevel fordi alle de saedvanlige nepalnesiske traek, jeg kender fra Kathmandu er her: paagaaende saelgere, dytten, smaa shops og veksel-kontorer, cykler pakket med bananer eller kyllinger haengende fra cykelstyret. Vi ankom i gaar efter en lang og svedig tur med en lokal tourist bus fra Chitwan - og saa troede vi, at det var tid til afslapning og sove laenge, men kunne bare ikke lade vaere med at sige ja til at se sunrise fra toppen af en af de omkring liggende "bakker", og det inkluderede at staa op kl. 5. Det var nu traetheden og pengene vaerd: i Nepal har de 14 af verdens 20 hoejeste bjerge, og fra dette punkt kunne man se 3. Det var betagende. Efter en lur kommer vi til sagen, ingen grund til at gaa for laenge omkring den varme groed: Paragliding. Jeg havde ikke overvejet det, bare skrevet mig paa en seddel, stukket ham nogle dollars i haanden og sat mig ind i den bil der hentede os. Mens han stod og gav mig selen paa og instruktioner: "just remember, walk and run" taenkte jeg: "jaja, fister, jeg er altsaa ikke dum, det her bliver da en soendagstur" men jeg havde endnu ikke indset det helt. Pludseligt, uden at jeg havde set flagene blafre med en ordentlig vind, siger han: "Run!" og saa traekker jeg os frem ad med ham paa ryggen, selvom dragen traekker den anden vej, og svup! Saa var vi i luften, jeg kunne laene mig tilbage i min gynge mens han styrede os i smaa cirkler, hoejere og hoejere - engang imellem udbroed han ting som "Oh my god" Og "Yipee!" Godt for ham, at han kan holde begejstringen oppe, selvom han goer det saa mange gange om dagen. Det foerste kvarter chattede vi om vejret, udsigten, bjergene og Nepal mens jeg trykkede loes paa mit kamera - og fik ogsaa ham til at lave nogle fine stemningsbilleder. Saa begyndte min mave at reagere paa, at vinden hev en op, og saa landede man ligesom der, saadan saa man hele tiden blev hevet op og ned igen. Det var min morgenmad ikke glad for, selvom det var 5 timer siden vi havde spist - bare for en sikkerheds skyld - og mens han blev ved med at chatte forsoegte jeg at holde oejnene paa den smukke horisont og traekke vejret dybt. Saa da han spoerger: "You want me to do acrobatics?" Siger jeg: "No, I feel sick, when are we getting down?" Hvorefter den soede mand griner, og laver akrobatics alligevel - jeg fik godt nok light-udgaven, og jeg er da ogsaa glad for, at jeg gjorde det - meeeennn.. ikke lige i oejeblikket. Mine ben rystede af adrenalin og jeg skulle sige have hovedet mellem benene og en slurk vand inden jeg kunne snakke igen - morgenmaden blev i maven og gennnem min lille taage kunne jeg alligevel smile stort og give thumbs up til de andre: for det var virkeligt en fed oplevelse, har aldrig kastet mig ud i noget der indvolverer hoejder og farlighed uden at taenke meget over det hele foerst: Jeg stoler paa nepalneserne, mere her end i Kathmandu, de er en lidt laid back udgave af dem, lidt Nepals svar paa surfer dudes. Kan allerede lide denne by allerbedst.
I morgen staar den paa kajakting og onsdag en gaartur, formeegentligt, til world peace pagoda. Og saa tror jeg ogsaa lige jeg vil smide en yoga-lesson oven i hatten, for at faa mit adrenalin-niveau ned paa noget lidt mere normalt. Tror ikke jeg er cut out for adrenalin-junkie-livet, selvom jeg synes det var fedt. Nu maa vi se, nu er jeg i hvert fald ikke adventur-jomfru-laengere, og maaske, naar alle de andre hopper paa bussen imod et af verdens hoejeste bungy-jumpingsteder - 163 m - hopper jeg ogsaa paa.
Kaerlighed til alle jer derhjemme!
- comments