Profile
Blog
Photos
Videos
Ja - hvordan skal vi saa starte dette blogindlaeg. Det er efterhaanden noget tid siden at vi sidst opdaterede vores blog, da vi har haft nogle travle dage. Vores sidste indlaeg sluttede i San Pedro de Atacama, hvor vi var paa vej videre til Arica ved graensen til Peru. Paa busturen til Arica lavede vi planerne om og besluttede at tage til Bolivia et par dage for at opleve La Paz og Lake Titicaca paa den bolivianske side.
Vi ankom til Arica om morgenen og efter en dag paa stranden var det meningen, at vi skulle videre til La Paz naeste morgen. Saadan gik det dog ikke, da Astrid loeb ind i et meget slemt maveonde og i naesten 10 timer var bedste ven med toilettet. Heldigvis havde vi en meget soed hostelejer, som gav Astrid cocablade for at tage maveknebene og tog med Gunhild paa busterminalen for at aendre vores billetter og gaa paa frugt - og groentsagsmarked. Da Astrid bare laa i sengen hyggede Gunhild med hostelpersonalet og spiste frokost med dem - menuen var en lokal gryderet, som naesten alle spiser om mandagen. Naeste dag havde Astrid det bedre, dog tage en stille dag inden vi onsdag morgen tog til La Paz i Bolivia.
Efter 8 timer i bus og graenseovergang i et hoejt bjergpas ankom vi til La Paz i 4000 m hoejde. Svimmelhed, hovedpine og hjertebanken viste sig hurtigt, men blev gradvist mindre de naeste par dage efterhaanden som vi vaennede os til hoejderne. La Paz er kendt som en farlig by for turister, baade lonely planet og adskillige hostelejere havde advaret om forskellige former for tyveri. Det blev klart for os da vi stod af bussen paa busterminalen i La Paz. Inden vi havde gaaet ret langt henvendte tre politimaend sig til os for at hoere om hvor vi skulle hen og om vi havde brug for hjaelp. De fandt en taxa, fulgte os hen til den, forhandlede en pris, skrev nummer paa taxa og taxachauffoer ned og ventede med at gaa indtil vi var koert afsted. Taxachauffoeren fulgte os helt ind i hotelreceptionen og forlod os foerst da han var sikker paa at der var plads til os. Grundet vores ekstra opholds i Arica havde vi travlt med at komme videre og tilbragte derfor kun torsdag formiddag i La Paz. Her naaede vi dog at gaa en tur rundt i centrum, hvor vi bla. praesidentpaladset og det beroemte heksemarked. Her saelger de mange maerkelige ting, heriblandt toerrede lamafostre, som bringer lykke, hvis man murer dem ind i fundamentet af nye huse.
Torsdag eftermiddag tog vi til Copacobana (Byen i Bolivia, som stranden i Rio er opkaldt efter) ved Lake Titicaca. En lille og rigtig hyggelig by, men meget turistet. Ligesom i La Paz var der mange indianerkvinder i traditionelt toej i gadebilledet. De er meget farverige: de baerer store nederdele i mange lag (hvilket goer dem tykke), lille jakke, to lange fletninger og en bowlerhat. Og saa er bolivianerne et meget tilbagetrukket folkefaerd, saa for en gangs skyld kunne vi gaa rimeligt i fred trods vores lyse haar og hud - helt dejligt!
Turens hidtil bedste morgenmad fik vi paa vores hotel i Copacobana, saa fredag startede rigtig godt. Vi havde bestilt en tur med baad ud til Isla del sol (soloeen). Sejlturen tog lang tid (over 2 timer) da den store baad kun havde en enkel paahaengsmoter, hvilket foeltes som et piskeris til den store baad. Op ad formiddagen ankom vi dog til den nordlige del af oeen. Efter noget forvirring (vi forstaar ikke saerlig meget spansk) og et besoeg paa turens klammeste toiletter, kunne vi begive os afsted mod oeens store attraktion. Det er en klippe, hvor man mener Manco Capac og Mama Ocllo, boern af solguden og det foerste hoevdingepar for inkaerne, blev foedt. Det tog ca. 45 minutter at klatre derop, hvilket er meget haardt i 4000 meters hoejde. Klippen var omgivet af rigtig smuk natur og ruinerne af et inkatempel. Efter frokost besluttede vi at gaa fra klippen ned til den sydlige del af oen. En tur manden i turistinformationen havde sagt ville tage 2-3 timer. Vi havde tre timer til at gaa turen hvis vi ville naa baaden tilbage og ikke vaere fanget paa oeen natten over. Vi asede afsted over den ene bakketop (hvis det hedder det naar de er over 4000 meter over havoverfladen) efter den anden. Solen braendte, der var ingen skygge og naesten ikke tid til at stoppe for at faa vand, for vi matte hurtigt erkende, man naesten skulle loebe for at naa den tur paa tre timer. Naturen var ganske vist fantastisk og storslaaet, men det var ikke sjovt at skulle skynde sig saa meget i den tynde luft. Meget forpustede og udkorte efter den ca. 11 km lange tur, naade vi baaden lige som den skulle til at sejle. Desvaerre var der kun plads paa soldaekket, saa vi ifoerte os en masee toej for at undgaa forbraendinger og kunne endelig nyde et stykke moerk Toblerone (hvilket vi med glaede havde fundet i Copacobana). Og en god kur mod hoejdesyge er moerk schweizisk chokolade - vi klager ikke.
Selvom det var et kort besoeg i Bolivia havde det bestemt vaeret spaendende. Men loerdag matte vi tilbage paa den planlagte rute, saa turen gik mod Puno i Peru. Foerst blev vi koert til graensen i et folkevognsrugbroed (med baggaen paa taget), krydsede graensen til fods og saa med en rigtig skodbus igennem Peru. Det var slet ikke en sjov bustur. Men heldigvis steg humoeret vaesentligt over aftensmaden - laekker alpacaboef (endnu et lamalignede dyr).
Soendag havde vi bestilt en heldagstur med baad for at se lidt af Lake Titicaca i Peru. Turen gik foerst til de flydende oeer, hvilket er oeer der er lavet af siv. De blev i sin tid bygget af indianere, der oenskede at slippe vaek fra de alt for dominernede inkaindianere. I dag er de mest en stor turistmagnet - igen var vi lidt ved at faa roede knopper. Men det var spaendende at se deres smaa samfund og gaa rundt paa en oe bygget af siv. Vi kom ind og saa en af de smaa sivhytter de bor i, og her gav indianerdamen, Olga, os dragter paa ligesom de kvinder vi beskrev i Copacobana - vi var yndige. Der skal nok komme billeder, naar det engang lykkes os at faa dem lagt ind. Dernaest gik turen til oeen Isla Taquille, hvilket var en 2,5 times sejltur. Her startede vi med at faa frokost hos en lokal familie. Hos denne familie fik vi ogsaa for foerste gang mulighed for at se naermere paa beboernes toej, hvilket var forskelligt fra toejet paa de indianere vi hidtil havde set. Ud fra deres paaklaedning kunne man se deres aegteskabelige status, hvilket for maendenes vedkommende var farven paa deres hjemmestrikkede huer (lignede nathuer) og for kvindernes vedkommende var stoerrelsen paa de kvaster, som sad paa deres sjaler. En sjov detalje omkring denne oe var at kvinderne kun vaevede, mens maendende strikkede - vi saa adskillige gaa rundt og strikke i gaderne. Efter en kort gaatur henover oeen gik turen tilbage til Puno. Om aftenen stod vi hostelreceptionen for at kigge paa et pizzamenukort. Receptionisten var kortvarigt gaaet op for at vise to rejsende paa plads, da to maerkelige maend gik ind i receptionen. Mens Astrid laeste menukort forsoegte Gunhild paa sit begraensede spansk at forhindre dem i at gaa ind paa hostellet. Da receptionisten kom tilbage konstaterede han at det var tyve, men at de ikke havde naaet at tage noget, da Gunhild havde fulgt med i hvad de lavede og Astrid havde spaerret muligheden for at komme bag disken. Receptionisten var meget glad for at vi havde vaeret der, da han havde glemt at laase doeren - nu forstaar vi hvorfor alle hoveddoere altid er laast.
Naeste dag (mandag) tog vi med en laekker turistbus til Cusco, hvilket var hovedstaden i det gamle inkarige.
- comments
mor Nå, det ser da ud til at det er en længere frokost i skal have :-) men det er da dejligt at I igen har tid til at skrive lidt her. Jeg skal hilse fra Mette og Karsten, dem var jeg i teateret med i går.
ellen skønt at læse om jeres oplevelser - med meget læseværdige beskrivelser. vi glæder os til billeder. kærlig hilsen kaj og ellen