Profile
Blog
Photos
Videos
Hi everyone.
I onsdags landede vi hos Jens og Luna i Mt. Gambier efter tre døgn på farten ned ad østkysten. Her et indblik i de dage:
Vi brugte søndag formiddag på at pakke det sidste i kufferterne og få bestilt fly fra Sydney til Melbourne og igen fra Melbourne til Mt. Gambier til onsdag eftermiddag. Nu havde vi en deadline for vores 'roadtrip' (Brisbane - Sydney), som skulle foregå i den dagen-før-afhentede Jucy caravan.
Vi tog afsked med Metha omkring middagstid, og så kørte vi ellers afsted, lettere usikre på, om vi overhovedet kunne finde ud af byen?! Vi fulgte skiltene mod 'Gold Coast', som var vores første delmål, hvor der skulle være mange unge og stor aktivitet af alt mulig vandsport og liv generelt. Og ganske rigtigt. Surfers Paradise havde dog en del byrenovering, de var ved at lægge spor ned til sporvogne, og der så ikke ud til at være mange i vandet (?), så vi kørte videre til Byron Bay. Her ville vi egentlig have besøgt en turist information for at hente nogle vejkort (den kortbog der fulgte med Jucy-bilen var ok, men ikke særlig detaljeret), men den havde netop lukket! Vi kørte dog lidt rundt og fornemmede byens liv. Her var rigtig rigtig mange mennesker og rejsende. Det var super hyggeligt, men også en smule tæt :-) Så vi fortsatte køreturen sydpå og vupti så var solen gået ned og det var mørkt, selvom klokken var ca. 19! Vi holdt ind på en rasteplads i nærheden af byen Grafton og overnattede der.
Mandag morgen fortsatte vi turen mod Sydney. Vi kørte mest med 'The Pacific Highway', som også indimellem er motorvej, men tog også nogle afkørsler og fulgte veje ude langs kysten. En af disse turistveje førte forbi 'Scotts Head'. Her kørte vi lidt frem og tilbage for at undersøge strandene. Et sted fandt vi ud af, at man kunne leje et surfboard, så her blev vi et par timer, hvor Kjeld prøvede bølgerne og jeg solede - aah. Det var rart. Kjeld var dog ikke så heldig med bølgerne. Der var en del vind, men vi var inde i en runding, så bølgerne var små og mange, og det blev ikke til de vilde surfing-forsøg desværre :-( Men han fik brugt lidt energi, så det var nok godt nok. De andre surfere var ikke særligt længe i bølgerne heller, så det var nok ikke den bedste dag, vi valgte til det! Lidt senere så vi en fyr der gjorde klar til at kite-surfe, så vi blev på stranden til vi havde set ham surfe lidt frem og tilbage derude - det så fedt ud :-)
Vi kørte af ved en afkørsel lidt syd for Port Macquarie og fandt en åbning ved vejen, hvor vi kunne holde. Her overnattede vi med store flotte lysende trucks jævnligt kørende forbi.
Tirsdag ville vi gerne ende ikke for langt fra Sydney, så der ikke var for langt at køre onsdag formiddag. Så vi havde ca 300 km at nå i løbet af denne dag, hvilket vi også ca. havde kørt søndag og mandag. Men hvad skulle vi lave i dag? I en af de byer vi kørte gennem, var vi inde i en bottleshop. Her købte vi et par flasker Carlton Dry og Canadian Club. Vi tog igen en afstikker fra highway'en og kørte ud langs kysten, hvor vi stoppede i byen Foster. Her gik vi en tur langs butikkerne og købte sandaler - det er altså ret varmt at rende rundt i sneakers/tennissko, når det er 25-32 grader varmt! Vi var også ved at leje en båd og tage en tur rundt ved byen, men de ville ikke rigtig leje ud, da vinden havde taget lidt til, og udlejerne langs kajen mente, at det ikke var så forsvarligt! Nå! Så kunne vi da bare lade være med det! Vi kørte derfor videre ud til en udkigsplatform (Cape Hawke Viewing Platform). Vi skulle køre op af en skråning med 20 % stigning for at komme til parkeringen - uuuhh det er stejlt! Der var 450 meter at gå op ad stien fra parkeringen til et lille tårn, så man kunne se over trætoppene. Vi har ikke lavet for meget på det sidste, og nu har jeg jo ikke særlig god kondi i forvejen, så vi nåede ikke mange meter opad, inden jeg synes det var hårdt! Men det betød jo nok bare, at jeg (vi) havde godt af det, så afsted opad det gik. Og god udsigt, det var det da.
På motorvejens sidste store rasteplads før Sydney blev vi så og overnattede. Her afprøvede vi også bilens "køkken", hvor vi kogte vand til at hælde på vores nuddel-bægre :-) Lækker og hyggelig aftensmadsstund. Så så vi lidt dvd og nød en drink fra vores tidligere køb i bottleshop. Sidste aften i campervanen. I morgen skulle vi igen ind i en STOR by og finde rundt. spændende.
Vi nærmede os Sydney og vupti, så kører man i tæt bebyggelse med smalle tresporede veje og huse og træer og masser af trafik. Jeg forsøgte at guide Kjeld i den rigtige retning ved at se og læse skilte og prøve følge med i vores ikke så gode Jucy-kortbog. Jeg ville gerne have kørt af efter broen over Sydney havn, så vi kunne ha gået en tur i den botaniske have og set Opera Huset. Men sådan gik det ikke. Så vi forsøgte bare at køre mod lufthavnen, hvor vi skulle aflevere bilen i nærheden. Det fandt vi, og vi fik pakket alt sammen og ryddet det sidste op og afleveret Jucy'en. Vi havde egentlig lidt tid, men valgte alligevel at tage direkte i lufthavnen, fik checket vores kufferter ind og så havde vi lige tid til at spise lidt mad og gå afslappet rundt og fik lavet en opdatering på facebook og gik til gaten. Så en mindre flyvetur på en times tid, hvorefter vi landede i Melbourne. Her ventede vi i ca. tre timer. Vi var lidt bange for, at vi skulle pakke en del af vores bagage om her, da vi skulle med et lille selskab og derfor måtte have mindre kg med, men vi checkede kufferterne tidligt ind og fik lov at undgå at pakke om. Vi brugte tiden på at vandre flere gange rundt i terminalerne, prøve at finde et sted at oplade vores mobiler og andet teknik, sad lidt på en bar og fik en øl og en varm kakao, fik 5 minutter i en massagestol og gik til sidst til voes gate. Da vi skulle boarde, stod flypersonalet bare og krydsede os af på en lille liste! - Det viste sig, at vi kun var 8 passagerer på et lille propelfly som ialt kunne have godt 50 passagerer. Huhuu.. SJOVT! :-P
Vi landede en times tid senere i Mt. Gambier. Det føltes som at lande midt i ingenting på en mark! Ingen lys og ingen bygninger kunne vi se! Vi skulle vente tre minutter på vores kufferter - som var halvdelen - jep! Der var kun fire kufferter med flyet, hvor vores var de to! Skørt skørt! På samme tid kom Jens og holdt lige uden for døren, så i bilen med bagagen og ca. ti minutter senere kørte vi i garagen hos Luna og Jens.
Det var enden på vores Roadtrip og begyndelsen på de næste dages nye oplevelser og møde med det køligere sydaustralien.
- comments