Fredag d. 9. kl. 8:30 blev vi vækket af politiet, der hårdt bankede på bilruden. Vi fik at vide, at der var blevet "klaget" af en lokal, der nu havde set os holde på den samme parkeringsplads tre nætter i træk, hvorfor der var mistanke om, at vi måske var døde inde i bilen.. Som svar på mit undrende blik sagde politikvinden blot: "Yes, it happens!" - Vi forsvarede hende derefter om, at vi ikke følte os specielt døde, og at vi hver dag havde betalt for at holde parkeret hele dagen, og hun noterede sig vores nummerplade. Heldigvis havde vi ikke planlagt endnu en overnatning i byen (i hvert fald ikke på samme parkeringsplads), og turen gik (efter en hurtig tur i byen; vi havde trods alt betalt for at holde der til kl. 11..) til Ashhurst, hvor vi så en "vindmøllepark" - egentlig ganske imponerende, men så igen: det kender vi jo..

Ellers gik weekenden med en tur til byen Woodville (som dog tog os vældig lang tid at nå, eftersom flere veje var lukkede, og der ikke var skiltet nogle mulige omveje), og en tur til byen Dannevirke. Jeg føler mig overbevist om, at danskerne er det eneste folkefærd, der vil gøre SÅ meget for at vise, at det er OS, der har grundlagt denne by!! Mange af gaderne havde danske navne, og byskiltet var lavet om til en velkommende viking, der på bagsiden sagde "Farvel". Så vi fik hjemveen plejet lidt dér.

Herefter gik turen tilbage til Woodville, og på vores videre rejse sydpå kom vi forbi Tui-bryggeriet, hvor vi fik os en øl imens vi så en rygby-kamp på storskærm; nu er verdensmesterskaberne begyndt, så det betyder garanteret, at vi kommer til at betale overpriser i de større byer de næste 2 måneders tid..

Den videre rejse gik gennem Masterton og Greytown, og vi tog en lang omvej i ruskende regn for at komme ud til Castlepoint, hvor et af de ældste og smukkeste fyrtårne i landet skulle stå. Desværre kunne vi ikke bevæge os hele vejen op til tårnet i det forfærdelige vejr, så vi nøjedes med at tage nogle fotos og så ellers køre hele vejen tilbage til Masterton, hvor vi heller ikke kunne på regndagen til at gå pga. søndagslukket. Vi kørte derfor til Carterton og videre til Stonehenge New Zealand, men de havde lukket for dagen. Well, efter en rimelig skuffende dag satte vi kursen mod Martinborough (en ekstremt forvirrende, lille by) og gjorde holdt for natten her.

Mandag var vejret endnu værre, og vi blev vækket yderst tidligt af en håndfuld arbejdere, der meget gerne ville arbejde lige hvor vi holdt parkeret. Vi havde derfor en god grund til at stå tidligt op, og selvom regnen piskede ned, og vejret alt i alt ikke var til den store sightseeing-tur valgte vi at køre til det sydligste punkt på Nordøen: Cape Palliser. Vi fik set fyrtårnet på spidsen, men pga. at vejen var oversvømmet, kunne vi ikke komme hele vejen derud. Vi var lige ved at tro, at vores lange køretur i møgvejr havde været forgæves, da Casper pludselig forskrækket hopper en meter op i luften, da han ser tre kæmpe sæler, der vredt hvæser af os, da vi går forbi på vejen. Vi havde bevæget os ud i en sæl-koloni! Næh, hvor blev dagen allerede meget mere spændende..

Vi prøvede at bevæge os tæt på sælerne, men pga. deres hvæs, mærkelige ko-agtige lyde og deres lange, skarpe tænder, turde vi ikke at gå alt for tæt på. Da vi bevægede os længere ned mod vandet, så vi til vores store forbavselse, at hundredevis af sten pludselig rejste sig op og begyndte at "luffe" sig ud til havet. Der var hundredevis af sæler, og de lignede de sort/brune sten på en prik, når de lå og solede sig i regnen.. Det var bestemt noget af et syn, og ganske gratis!

Efter dette lyspunkt på den ellers overskyede dag, kørte vi tilbage mod Martinborough og ledte efter "Paths of the Dead" fra Ringenes Herre, men stedet var som sunket i jorden - eller måske snarere vasket væk i regnen.

Vi kørte derfor tilbage til Stonehenge New Zealand, som nu havde åbent. Vi blev vist en introduktions-film, der forklarede alt om, hvorledes man ud fra stenenes placering kan fastsætte datoer og klokkeslæt, og vi havde ingen anelse om, at sammensætningen var så kompleks.

Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Carterton og overnattede på en campingplads, hvor vi også havde mulighed for at vaske de sidste par ugers beskidte tøj. Tirsdag formiddag, efter tøj-tørring og bil-pakning, gik turen mod Wellington! På vejen begav vi os ud på vort eget Ringenes Herre-quest, eftersom der skulle være adskillige lokaliteter fra filmene på vejen til hovedstaden. Efter halvanden time og ualmindeligt mange skuffelser undervejs, måtte vi desværre erkende, at det kun var lykkedes os at finde frem til ét eneste Ringenes Herre-site; Rivendell. De havde endda sat et fint skilt op, som burde lede os hen til denne elver-forsamling, men efter blot ti minutters rundkreds-gang kom vi tilbage til skiltet og måtte erkende, at "det var dét!" - det tætteste, vi havde set på Rivendell, var nok et par træer, en lysning i skoven og en skjult flod.. Øv, øv.. Alle de andre ting, vi ledte efter (fx Isengard og Helms Deep) var ikke til at finde - så meget for de ekstra køreture!

Well, vi begav os nu endeligt mod Wellington, og da vi var 10 km. fra byen, begyndte det at regne.. og det regnede MEGET! Jeg kunne næsten ikke holde bilen stille pga. de nedslidte dæk, og det blev bestemt ikke bedre, da vi kom ind i centrum. I løbet af et halvt minut blev himlen kulsort, og efter yderligere 10-15 sekunder var vejene totalt hvide af de kæmpe-hagl, der pludselig begyndte at ramme bilen med en enorm kraft. Vi troede begge, at forruden ville smadres, men jeg blev ved med at køre rundt på de isglatte veje, da vi ikke kunne finde et sted at parkere.

Efter 2 timers rundkørsel i byen, op og ned ad stejle bakker og sving, fandt vi en p-plads ude på havnen, et lille stykke udenfor centrum. Det var, så vidt vi kunne regne os frem til, det billigste og mest praktiske sted at holde parkeret, eftersom vi også skulle holder der om natten. Og så, lige så pludseligt som det var startet, blev himlen blå igen, og solen skinnede på fuldt drøn.. De ér er sgu ikke til at blive kloge på hernede!

Om aftenen ville vi forkæle os selv en smule, og vi spiste på restaurant (kun fordi vi kunne få 20% rabat) og gik derefter i biografen (kun fordi der var Billig Tirsdag).. ;)

Onsdag, torsdag, fredag og lørdag brugte vi i Wellington. Onsdag og torsdag gik mest med at finde hoved og hale i alle gaderne, og når solen ellers skinnede syntes jeg egentlig rigtig godt om New Zealands hovedstad! Der er rigeligt meget trafik, men derudover er der fyldt med små, hyggelige gader og kvarterer.

Onsdag aften var Casper til floorball-træning, som han vist havde glædet sig til i flere måneder. Torsdag, fredag og lørdag kunne han knapt nok gå..

Torsdag fandt vi 30 minutters gratis internet på biblioteket, som lige præcis var nok til at uploade billederne på bloggen (dem, der hørte til forrige blog-indlæg), så nu er der igen styr på ordenen! Torsdag aften ledte vi efter et godt og billigt sted at spise, men eftersom disse to begreber åbenbart ikke går hånd i hånd i Wellington, endte vi med en pizza.

Fredag var vi dog mere heldige! Vi startede dagen med et billigt bad i havnens fine svømmehal, om kun kostede lidt over 2$ pr. person - og for en gangs skyld havde vi uanede mængder varmt vand, hvor var det skønt! Om aftenen tog vi ud at spise 2-retters måltid på en fin restaurant, og senere på aftenen fik vi selskab af et tjekkisk par, som vi mødte, da vi arbejdede ved Barry. De havde arbejdet indtil nu, og de havde en enkelt aften i Wellington, inden de skulle videre sydpå med færgen. Vi så rugby-kamp på storskærm (New Zealand vs. Japan - gæt hvem der vandt?), og det var en super hyggelig aften!

Lørdag kunne vi selvfølgelig godt have brugt al den tid, vi pludselig ikke havde.. Vi havde bestilt vores færge-tur til Sydøen (Picton terminal) til søndag kl. 8, så lørdag var vores sidste dag i hovedstaden. Vi startede med en tur på Te Papa, som er New Zealands nationalmuseum, og vi fandt hurtigt ud af, at vi sagtens kunne have brugt en halv dag derinde, i stedet for den halvanden time, vi havde til rådighed.. Derefter skyndte vi os hen til Wellingtons "Cable Car", som er en gammel sporvogns-lignende-ting, som tager 5 minutter om at køre op ad en stejl bakke; og oppe på toppen har man 5 minutter til at få taget nogle billeder af Wellington fra oven; og så går turen ellers nedad igen. Vi havde regnet med, at alt dette ville tage omkring en time, men som I kan regne ud, tog det kun et kvarter.. Ja ja, så havde vi i det mindste ikke travlt.

Vi tog vores tid med at gå hen til Wellington Regional Stadium, som ligger i udkanten af byen. Mennesker strømmede allerede til, og det var heldigt, at vi nåede stadium allerede kl. 17, for en halv time senere var det ikke til at komme ud eller ind ad indgangene. Vores rugby-kamp (Fiji vs. Sydafrika) begyndte kl. 18, og vi havde fået sæder lige midt for det hele - lækkert! Dog sad vi bagved nogle fanatiske Sydafrika-fans, hvilket hurtigt fik os til at holde med Fiji; som desværre tabte kampen 52 - 3.. Dette fremkaldte nogle nok så hånende blikke fra de foransiddende SA-fans. Ingen af os kendte dog reglerne, men alt i alt var det en rigtig sjov oplevelse, og stemningen var god - Fiji-fans begyndte dog at forlade stadionet i protest allerede 20 minutter før kampen var færdig.

Søndag d. 18. september stod vi op kl. 6, da vi skulle være ved færgen kl. 7. Vi nåede det hele, og fik en plads til bilen allerforrest på overdækket. Kl. 8 sejlede færgen, og efter lidt over 3 timers sejlads var vi fremme i Picton - lad eventyret på Sydøen begynde!

Vi fik desværre ikke set den efter sigende helt fantastisk smukke udsigt fra indsejlingen til Picton havn, da himlen var overdækket med grå skyer, og regnen stille faldt ned. Da vi kom i land i Picton tog vi en stille og rolig køretur til Blenheim, hvor vi gjorde stop for natten, eftersom alt havde søndagslukket.

Mandag morgen stod vi tidligt op, og vi var dermed de første kunder hos den dæk-forhandler vi fandt et stykke udenfor byen. Efter den rædselsfulde køreoplevelse i Wellington under hagl-udbruddet, turde jeg simpelthen ikke at risikere endnu en omgang gliden-rundt på vejene; og specielt ikke når Sydøen siges at være fyldt med glatte, besneede veje.. Og i løbet af en halv time havde mekanikeren skiftet vores dæk og fik sine 1200 kr. for at have forsynet os med nye fordæk. Dejligt!

Nu, da vi var kommet så godt i gang med at bruge en masse penge, tænkte vi, at vi lige så godt kunne købe en ny omgang diesel-kilometer, som man jo skal erhverve sig med hernede, hvis man er indehaver af et diesel-køretøj. Eftersom dette er tilfældet for os, brugte vi yderligere 2000 kr. for at lovliggøre vores næste 10.000 km. på de new zealandske veje.. - Og oveni dette kommer så selve benzinen…

Efter at have tømt vores punge og kreditkort skyndte vi os fra Blenheim, og turen gik tilbage mod Picton. Vi tog en smuk køretur ad Queen Charlotte Drive til byen Havelock, hvor vi bl.a. tog et par timers sceniske gåture. Det tog mig altså ikke længere end godt og vel et døgn på Sydøen før jeg kunne fastlægge, at jeg allerede syntes bedre om dette end Nordøens ellers også smukke landskab.

Vi kørte herefer til Nelson (solskins-byen på Sydøen), hvor vi fandt en p-plads lidt udenfor byen. Vi planlagde at bruge natten her, men kl. 21:30 bankede "Security" på døren og meddelte, at vi desværre blev nødt til at finde et andet sted at parkere, hvorefter vi blev henvist til en nærliggende rasteplads.

Denne rasteplads var spærret, da vi vågnede tirsdag morgen, og vi gik ud fra, at dette skyldtes aftenens rugby-kamp i byen. Stort set alle p-pladser var spærret fra kl. 15 denne dag, og jeg misundte bestemt ikke de flere tusinde rugby-tilskuende bilister, der skulle se kampen senere på aftenen!

Vi brugte dagen i Nelson (indtil vi ikke måtte parkere der længere), og derefter kørte vi til forstaden Tahunanui, hvor vi ville overnatte tæt på stranden. Men kl. 21:30 blev der banket på vores dør… Gæt engang? Yes, "Security" stod udenfor; vi måtte desværre ikke parkere her, men der lå en fin campingplads nogle hundrede meter derfra. Jo tak, sagde vi, hvorefter vi startede bilen op og måtte køre tilbage til vores rasteplads i Nelson igen.

Kl. 8 næste morgen, lige da vi var gået i gang med at pakke sengen sammen, kom en Security-bil kørende ind på rastepladsen og meddelte, at vi desværre ikke måtte overnatte her, men at der var mange campingpladser i området. Heldigvis var dette vores sidste nat i Nelson, og jeg begyndte at frygte, at hele Sydøen måske var blevet til parkerings-ulovligt land. I så tilfælde var bil-sengen ikke en helt så billig løsning som først antaget..

Kl. 9:45 var vi tilbage i Tahunanui, hvor vi havde en aftale med tyske "bone carver" Stephan, som skulle bruge de næste 4-5 timer på at hjælpe os med at lave vores egne, personlige ben-smykker; hele denne proces (tegne, save, skære, file, pudse..) er nok bedst beskrevet gennem billederne, der kommer til at tilhøre dette indlæg.

Vi var de eneste to på holdet, og solen skinnede, og Stephan var rar; alt i alt en virkelig god dag, og så gik vi endda derfra med et par flotte smykker, som vi begge var ovenud tilfredse med! Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg selv har lavet det, der nu hænger om min hals..

Efter disse sjove og lærerige timer kørte vi videre nordpå, til Marahau, hvor vi torsdag morgen skulle kajak'e i Abel Tasman National Park i 5 dage (det koster det samme som 4 dage, så som er typisk mig; selvfølgelig tager vi 5 dage!), som skulle være det bedste og smukkeste sted at gøre det. For at kunne sejle i kajak i så mange dage, kræver det, at der forudbookes overnatningssteder til teltet, og pga. en fejl i systemet kom vi kun til at betale for en enkelt nat, i stedet for 4 - se, så blev turen allerede meget bedre, inden den overhovedet begyndte!

Torsdag den 22. startede vi ud med et par timers introduktion til, hvordan en kajak fungerer, hvad man skal gøre, hvad man ikke skal gøre, og hvad vi gerne skulle nå at se undervejs. Derefter pakkede vi kajakken, og vi blev kørt ud til havet, hvor kajak-eventyret skulle tage sin begyndelse! Jeg nævner nu en masse navne, og medmindre I sidder med et kort over nationalparken, skal I bare ignorere disse..

Vi startede med at padle til Fisherman Island, hvor vi tog en pause for at få frokost og vænne os til at komme ud af og ind i kajakken - det er lidt besværligere, end man umiddelbart skulle tro. Herefter padlede vi tilbage til fastlandet, primært for at komme på toilet; denne fornøjelse tog hurtigt en halv time, alt i alt. Efter dette sejlede vi til Adele Island, og så videre til fastlandet, hvor vi skulle padle rundt om Mad Mile, som er navngivet efter den stærke vind og de dertilhørende store bølger, der huserer på denne strækning.

I slutningen af denne Mad Mile fandt vi vores første overnatnings-camping-sted (Te Pukatea Bay), hvor vi slog teltet op og lavede vores trangia-mad. Denne bugt var helt "lagoon"-agtig; jeg håber, at billederne kan give et indtryk af, hvor smukt og idyllisk, der var - hvilket var tilfældet for stort set alle bugterne på hele den strækning, vi dækkede på de 5 dage.

Fredag morgen blev jeg mindet om, hvorfor jeg ikke brød mig om at sove i telt.. Hele min ryg, nakke og lænd værkede, så jeg ikke engang kunne sætte mig op på underlaget! Om det var kulden, liggeunderlaget eller at sidde i kajakken, der havde gjort udslaget, skal jeg ikke kunne sige; men det var den samme situation hver eneste morgen de næste 4 dage, og nætterne gik med at fryse og fryse og ryste.. Vi havde desværre glemt at tage et ekstra tæppe med, som vi utallige gange kom til at fortryde!

Udover de kolde nætter og ømme rygge var det en super god tur! Fredag var vejret super godt; solen skinnede, vinden var ikke så kraftig, og himlen var blå. Vi padlede forbi Pitt Head til Torrent Bay, hvor frokost-pausen blev holdt. Vi havde ikke beregnet, at man brugte så mange kræfter og så meget energi på at padle, så som dagene gik, fandt vi ud af, at vi havde taget alt for lidt mad med.. Vi overlevede dog knebent, og vi lovede os selv, at vi ville købe to store kager, når vi kom tilbage til et rigtigt supermarked!

Vi padlede videre til Pinnacle Island, hvor vi håbede på at få et glimt af sæler, men uden held. Herefter sejlede vi til Sandfly Bay (ikke opkaldt efter de irriterende små fluer, men efter sandet, der flyver rundt, når vinden står på), hvor vi kunne komme ind i inlet'et pga. højvandet (højvande-tiderne rykker sig åbenbart med 50 minutter dagligt, fandt vi ud af). Der var utroligt flot derinde, men vi turde ikke stige ud af kajakken, da vandet blev ved med at stige og stige.. Vi brugte absolut alle vores kræfter på at komme ud af bugten igen, da vi nu skulle sejle mod strømmen, men spændende var det bestemt! :)

Herefter padlede vi til Medlands Beach, hvor vi overnattede.

I løbet af natten til lørdag begyndte det at blæse kraftigt op, og jeg gruede for den følgende dags forestående anstrengelser i kajakken.

Mine bange anelser viste sig desværre at være sande, og efter at have brugt en time på at padle blot 20 meter mod strømmen med en blæst på 25 knob, gav vi op, vendte kajakken og padlede hurtigt tilbage. Vi gjorde holdt lidt nord for hvor vi havde overnattet natten inden (Mosquito Bay; og nej, jeg så ikke en eneste myg, heldigvis), og vi blev nødt til at tilbringe resten af dagen og natten her pga. blæsten.

Om natten blev vi vækket af ved lyden af vores tomme dåser med "Potato and Bacon", der blev revet frem og tilbage. En "possum" (en blanding af, tja.. en kat, en mus, en mink, en ræv, en grævling og en mår) havde åbenbart fået fat i resterne af vores aftensmad, og den sørgede for at vi de næste to timer ikke lukkede et øje, med sine højlydte smaske-lyde og -grynt. Det hele havde sikkert været ganske hyggeligt, havde det ikke været for det faktum, at possums er giftige overfor mennesker, og næste dags morgen gik derfor med at koge alle de ting, der var blevet slikket på..

Well well, søndagen vækkede dog nye håb, eftersom blæsten havde lagt sig, og vandet så roligt og indtageligt ud igen. Vi gjorde et forsøg, og det tog os kun en time at komme ud til Tonga Island, som både er et marinereservat og en sælkoloni. Hér fik vi set sæler, og en unge var så nysgerrig, at den svømmede rundt om kajakken og var lige ved at hoppe op på den. Synd, det ikke var tilfældet; det kunne have blevet et godt billede!

Efter Tonga Island begyndte vi at padle tilbage af samme vej, som vi var kommet. Vi havde nu et døgns tid til at komme tilbage til Marahau, og vi nåede helt til Observation Beach, inden vi lagde til for natten. På dette tidspunkt var vi begge blevet drivvåde pga. tidevandet, der havde overrasket os ved Sandfly Bay, og heldigvis havde vi begge et sæt tørt skiftetøj tilbage. Det var dog ikke før kl. 22, at mine tæer havde fået varmen igen.

Mandag morgen padlede vi videre sydpå, ned til Split Apple Rock, som bedst bliver beskrevet via billederne. Det var et særligt syn, men desværre var tilbagesejladsen til Marahau i modvind, og da vi endelig fik hevet kajakken godt op på stranden, hvor vi skulle hentes kl. 15, rystede vi begge af kulde pga. det kolde vand fra tøjet. Heldigvis ventede der os et varmt bad, da vi kom tilbage til bilen, og solen skinnede, så vi efterfølgende kunne sidde og varme og godt og grundigt udenfor. Hvor jeg glæder mig til en ordentlig nat i bilen!

Alt i alt var det en rigtig god og flot tur, men jeg er virkelig glad for, at vi ikke skulle være afsted mere end de 5 dage. Det hele er garanteret lidt sjovere, når det er varmere i vejret. Men prøves skulle det, og prøvet blev det!

Efter at have pakket bilen sammen kørte vi til Motueka for at købe ind og tanke op. Turen gik herefter videre nordpå, til Takaka, hvor vi overnattede. Vi har fået en times ekstra solskin nu, da vi skulle stille urene frem (ja, FREM; nu får vi nemlig SOMMER!!) mellem lørdag og søndag, så det hele begynder så småt at se meget lysere ud. :)

Tirsdag morgen kørte vi videre nordpå, til det nordligste punkt (i hvert fald det punkt, der er muligt at nå til i bil) på Sydøen: Cape Farewell. Her fik vi en dyr kop varm kakao, da vi ikke havde specielt meget andet at lave deroppe efter at have kørt den lange vej; det blæste nemlig for meget til at begive sig ud til fyrtårnet på spidsen af Cape Farewell Spit, så efter denne korte pause gik turen tilbage mod Takaka.

På vejen stoppede vi ved Te Waikoropupu Springs (blot kaldet Pupu Springs for udlændinge), hvor vi fik en smule ud af den lange køretur.

I dag, onsdag d. 28., har vi kørt fra Takaka og videre tilbage til Motueka, og på vejen stoppede ved Ngarua Caves, hvor jeg fik en halv times rundtur i grotterne og bl.a. så et gammelt Moa-skelet. Moa'en levede engang i New Zealand og var en 2,5 meter høj fugl, dog uden vinger - lidt i familie med kiwien, dog femten gange større. Lidt rart at man ikke stadig kan støde ind i dem på vejene. :)

Til sidst vil jeg blot sige, at sommeren virkelig er kommet til New Zealand nu! Selvom det kun er forår hos os, er jeg i løbet af én eneste varm solskinsdag blevet totalt solbrændt - så bare vent, mor; du kommer bestemt ikke til at fryse hernede om to måneder, dét kan jeg garantere! ;)