Profile
Blog
Photos
Videos
Dubai.
Dag 1.
Så er vi kommet til Dubai. Og puha hvor er her bare anderledes. Alt er stort, større og størst.
Turen i bil til Tyskland gik som smurt. Og tiden i lufthavnen passede perfekt til en familie, der lige skulle tisse af, spise lidt frokost og lege lidt inden vi skulle ind i flyveren.
Vi havde høje forventninger til flyselskabet Emirates, da vi havde hørt at de var de bedste til børn, men vi må sande at sådan er virkeligheden ikke helt.
De fik dog nogle store gaver, men da vi skulle spise havde de glemt børnemenuer til ungerne og maden var pænt krydret. De ville derfor prøve om de kunne finde en sandwich, men efter ½ time havde vi intet hørt og ungerne var sultne.
Luna og Karla klarede sig med tilbehøret kiks og sådan og Vester måtte få retten med lam - som han jo slet ikke ville spise. Øv. Og som plaster på såret var de SÅ elskværdige at give børnene et par kiks. Desuden virkede de halvsure og der var flere gange vi havde problemer med dem.
Sylvester kunne slet ikke lukke af for alle indtrykkene, så da klokken var 9 og han ikke havde sovet hele dagen blev han pænt meget overtræt det stakkels pus. Vi puttede ham så godt vi kunne, men han nægtede pure at sove.
Karla sov et par timer i mors arme og Luna lagde sig over et par sæder og tog en lille lur.
Alle børnene tog det så flot at flyve i så lang tid og det eneste brok de havde var præcis hvad vi voksne også tænkte
Klokken 21.30 danske tid landende vi i Dubai lufthavn - endelig FRIHED.
I starten virkede lufthavnen som alle andre, men vi skulle med 5 rullebånd for at komme til vores bagage - til stor jubel for ungerne.
Og så mødte vi pludselig en masse mænd i deres traditionelle klædedragter. Luna sagde: 'Se alle mændene har mærkeligt tøj på'. Hvortil Sylvester svarede: Der er mange spøgelser her…. Ha ha ha.
Vi spurgte en mand hvor vi skulle gå hen for at få vores visum og da vi sagde vi var fra Danmark så vupti - så sprang vi lige alle køerne over og der blev åbnet en 'kasse' kun for os
Vi henter bagage - skifter til sandaler og så ud - ud i føntørre. Klokken er nu 1 om natten lokal tid og her er 33 grader. Yaiks!
Vi bliver ledt hen til en taxi som viser sig at være en dametaxi. De har lyserød tag og køres kun af damer. Sådan en napper vi og endelig ankommet til vores hotel må vi konstatere at alle er sultne, så mens mor putter Luna (som er så træt at hun er dårlig) på sofaen - smutter far, Sylvester og Karla på Burgerking og henter mad.
Maden indtages og klokken 3 siger vi alle godnat oven på en laaaaang men spændende dag!
Et par timer senere vågner Sylvester og er fuldstændig ulykkelig.
Han er udmattet af indtryk og vi trøster og trøster den stakkels lille mand og vi putter ham imellem os og så er der ro - lige indtil far vækker alle klokken 12.
Dag 2:
Vi er lidt omtumlet og trætheden sidder stadig i os. Men vi er også glade for at være her.
Vi beslutter at springe morgenmaden over og tage i Mall of Emirates for at indtage frokosten. Mall of emirates er et kæmpe center der får samtlige danske indkøbscentre til at blegne. Det er også her den indendørs skibakke ligger. Det er temmelig syret at kigge på folk der står på ski mens det er 40 grader udendørs. Sikke en el regning de må få :o)
vi var i centret i 3 timer og nåede 1/3 del af centret. Alt er over the top med bling bling og hvad der ellers skal til.
Når man så kommer ud af centret og skal gå de 25 meter frem til taxaerne er der ikke aircondition. Det går selvfølgelig ikke at gå i varmen, så dette løser man ved at sætte en række store blæsere op og sprøjte vand ud foran dem, så det bliver forstøvet - Ala Grøntafdelingen i et dansk supermarked… bare større :o)
Da vi kom hjem smuttede vi op i vores poolen der ligger på taget af hotellet og slappede af. Temperaturen var efterhånden dykket til omkring 35 grader. Vandet var omtrent samme temp. Ungerne nød virkelig at bade. Det gjorde de voksne også skal jeg hilse og sige :o)
Maden blev klaret på hotellet. Vi var alle trætte. Mætte af nye indtryk, varmen og rejsedagen i går.
Dag 3.
I dag har vi været oppe i Burj Khalifa - Verdens højeste bygning. Udsigtsplatformen er på 124. etage. Det tog lidt under 1 minut at komme fra stuen til toppen. Noget mindre end det tager os at tage trapperne op til farfar og bedste på Østerbro…
Det var vildt at stå og få propper i ørene i en elevator. Da vi kom ud på udsigtsplatformen var udsigten uovertruffen. Man kan se så langt øjet rækker og har komplet overblik over hele Dubai. Så vi kunne se både "The world", palmen og hvad der ellers er af varetegn i byen.
Overalt i turistområdet i Burj Khalifa går der ansatte rundt med klude og en sprayflaske. De er der for at tørre mærker væk fra alt glas og krom… Det kan være man skulle værdsætte sit job lidt mere…
Frokosten spiste vi i Dubai Mall. Det største center i byen. Det lykkedes os at finde en super fed børnerestaurant med både junglebrøl, torden og regnskyl. Vi sad med udsigt til det gigantiske akvarium der er i centret. Så mens vi spiste svømmede rokker, hajer og en enkelt dykker rundt.
I morgen regner vi med at tage en slapper dag med masser af badning i poolen. Måske tager vi en tourbus rundt i byen. Men vi ved det endnu ikke. Fredag går turen til Cape Town i Sydafrika. Vi glæder os rigtig meget komme ned til Moster Cindy og have 3 dejlige uger.
- comments
Vivian Sørensen Hej globetrottere! Her i Danmark er vi IKKE misundelige. Tsk, tsk. Ahem. Host. Det hele lyder rigtig spændende lige bortset fra flyveturen. Vi må håbe at turen til Moster Cindy bliver bedre. Og det med forstøvet vand i luften.... det har vi da også - og garanteret med større dråber. Så det er ikke alt der er oversize i Dubai. Håber at "høre" fra Jer igen snart! Hilsen fra Tåderup.
Marianne/Farmor Hej alle sammen Det var dejligt at læse jeres beretning og dejligt at alt er gået godt. Impornerende det I har oplevet på de få dage, men det er jo også en stor by. HÅber i får taget billeder. Her i Danmark er det torsdag og lige straks i eftermiddag er det weekend. Glæder mig til at høre mere nyt. Jeg tænker på jer alle. Knus Mor/Marianne/Farmor
Lisa Maria Halløjsa :-) Jeres blog minder mig om Onkel Rejsende Mack fra Fragglerne (på den rigtige gode måde) .. Tog mig selv i at sidde med den største indlevelse både at bande fly selskabet væk, forestille mig dame taxaen og stakkels Sylvester manden. Tak for vi kan følge med i jeres rejse, jeg har nydt at læse med og se billederne og glæder mig til at læse og se meget mere ... Kærlighed og tanker til jer alle fra Lisa Maria
Daisy Hej dejlige familie, Hvor lyder det bare fantastisk og hvor ser I glade ud og som om I alle nyder det :-) Så dejligt at høre fra jer! Hvor må det bare være fedt for ungerne og jer også, og det ser jo fuldstændig overdrevet vildt ud i Dubai! Herhjemme er alt fint. St. bededag lige om lidt, så i aften står den på hveder. Det må være lidt surrealistisk for jer at tænke på :-) Tænker meget på jer og under jer sådan den bedste tur af alle. Håber I får en bedre flyvetur ned til moster Cindy og glæder os til at høre mere. Kys og kram til jer alle. Elsker jer! Fra Ida-Marie og moster Daisy
Birthe Grann Kære Børn. Hold nu op, hvor er det bare vildt. Jeg sidder her og skiftevis tuder og griner. Det er SÅ overvældende... Og billederne!!! Og Sylvester:" Hvor er der mange spøgelser her!" - Ja, og John siger : " Jo, det er jo voldsomt" - Ja, det er det rette ord! Og udsigten fra verdens højeste sted! Ja, alt er oplevelse, oplevelse, oplevelse!!! Det er rigtig dejligt at læse om, at I har det SÅ spændende og godt! - Elsker jer! Mange knus Mor og John
Hans Olsson hej alle fem, det ser utroligt lækkert ud, i får en ordentligt en på opleveren,det opvejer den lidt kedelige flytur jeg håber de andre bliver bedre. pas nu godt på jer selv og vi glæder os til at høre mere, og se en masse billeder når i kommer hjem, hils Cindy når i når frem. mange kærlige hilsner og knus fra de to gamle i Rynkeby