Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
I Bangkok fik vi fejret Sandras og min (Natascha) fødselsdag, henholdsvis den 27. og 28. marts. Vi havde fundet et sted hvor man fik en gratis kæmpevaffel med is og flødeskum når man havde fødselsdag, så det var selvfølgelig der vi spiste morgenmad begge dage. Vi mødtes også med Sofie Greisbøl (en pige fra gymnasieklassen), som gav os dejligt selskab et par dage :)
Vi tog i biografen en af dagene og så G.I. Joe, og vi havde tilfældigvis lige snakket om hvor meget magt den tailandske konge mon havde, da lyset blev slukket, og reklameblokken startede med en video om hvor fantastisk kongen var og ALLE i hele salen (inklusiv os) rejste sig op og stod indtil den prisende film var slut. Lidt sjov og samtidig en anelse skræmmende oplevelse.
Inden vi skulle afsted til lufthavnen den 29. tog vi hen og så en KÆMPE liggende Buddha i 'guld', og nogle meget flotte udsmykkede templer der lå ved siden af. Turen til lufthavnen var med 3 forskellige tog, og mange mennesker, så vi stod op med vores bagage og var glade da vi nåede frem.
Vores flybilletter som vi har bestilt hjemmefra indebar en 4 dages "mellemlanding" i Kuala Lumpur, Malaysia. Da vi ankom til vores hostel i Malaysia blev vi noget skuffede. Det er vist endda en underdrivelse, for man kan roligt sige at det var det klammeste hostel vi endnu har set: en gennemtrængende lugt af skimmelsvamp, kakerlakker på værelset, sengebetræk der nok aldrig er blevet skiftet osv. Vi tog en overnatning da vi ankom midt om natten, og flygtede tidligt næste morgen til et fint hotelværelse der føltes som paradis i forhold til hvad vi kom fra.
Tiden i Malaysia gik mest med at lalle rundt i storcentre, og vi var i biografen hele to gange. En af dagene tog vi hen for at tage op i de berømte KLCC towers, men der var udsolgt og dagen efter havde de lukket.. øv, men vi så dem da udefra.
Så gik turen til Nepal den 2. april!
Vi fik max sovet 2-3 timer inden vi skulle afsted klokken 4 om morgenen, så det var en træt flok globetrottere der steg ind i taxaen og blev kørt afsted til lufthavnen.
Et besøg i den nepalesiske lufthavn var som at rejse tilbage i tiden. Allerede der fik man en fornemmelse af hvor fattigt et land Nepal er. På hotellet i Kathmandu blev vi mødt af først to danske piger og derefter en dansk 'rejseguide' fra det bureau vi.rejser med, som hilste os velkommen og fortalte om stedet. Vi kunne have krammet alt livet ud af ham af glæde. Det var en fint hotel og det sted vi bor, der hedder Thamel, er et hyggeligt men meget turistet sted med mange lækre restauranter.
Hjemmefra havde vi købt en 5 dages trekkingtur som startede den 4. april, så dagene inden fik vi købt en masse billigt udstyr (bl.a. seje pandelamper).
Den 3. tog vi til et sted tæt på Thamel kaldet Durbar Square og så først Kumari, der er en 7-årig pige som (ifølge buddhister og hinduer) er en reinkarnation af en af deres guder. Hun bliver behandlet som gud til hun første gang mister meget blod (ofte ved første menstruation), og udvælgelsesprocessen er ret krævende. De tilbageværende piger i 3-7 års alderen der er tilbage efter en masse andre processer, skal tilbringe en hel nat i et mørkt rum med bloddryppende afhuggede dyrehoveder, og hvis pigerne skal 'bestå' må de ikke blive bange, men skal bevare kontrollen over sig selv. Vi endte med en guide der viste os rundt nogle timer og fortalte spændende ting om de forskellige templer og steder.
Vi fandt ud af, at vi kun var 6 personer (os 4 og de to danske piger fra hotellet) som skulle på trekkingturen. Udover os skulle hele 14 mænd med som bærere, kok, guide osv med på turen! De var alle rigtig flinke, dog kunne det også blive en smule for meget opvartning. F.eks nåede man kun lige akkurat at tage den sidste bid mad, inden man blev tilbudt mere, hvilket betød at der var mindst 1 der holdte nøje øje med os når vi spiste. Turen var rigtig god, men samtidig mere fysisk hård end vi havde regnet med. Vi gik 75 km på 3 dage, og det gik stejlt op eller ned meget af tiden. Specielt 3.dagen var en dræber, med 2 timer med stejle trin/stier opad. Selv en bjergged ville have svært ved den tur.. Vi sov forskellige steder i telt hver nat, og der var alle dage den smukkeste udsigt. Dog var der desværre overskyet, så det var kun første dag vi så sneklædte bjerge i det fjerne. Men vi gik igennem rigtig mange små landsbyer, hvilket var rigtig spændende at se. Vores toilet var et hul i jorden med et telt over, og en af dagene kom Sandra løbende ud fra toiletteltet da hun lige pludselig havde fået selskab af en slange! Senere på dagen råbte Katrine på hjælp da låsen sad fast, og jeg måtte komme hende til undsætning. Maden var ret blandet, men ofte for vestligt inspireret som feks ostetoast og hvidt brød, hvilket var lidt ærgerligt. Popcornene til suppen til forret om aftenen var også en lidt sjov blanding, men jeg synes nu det smagte nogenlunde. :) Dog var havregrøden nogle af morgenerne et hit! Vi skulle også lige vænne os til at drikke the hele 5 gange om dagen, men det var nu meget hyggeligt. Den bedste aftensmad, fandt vi senere ud af, var lavet af kokkeassistenten. Vores kok havde været for fuld til at finde vej, og var faret vild... Men sød var han, og sidste aften fik vi en fin kage hvor der stod skrevet "Happy trek" på :) Det blev et ritual at spille kortspillet Røvhul med vores guider, hver aften efter maden (de havde lært det af nogle andre danskere. Det var rigtig hyggeligt, og nogle af dagene kom flere og flere af mændene ind og kiggede på.
Sidste dag var vi alle godt ømme diverse steder på kroppen, og glædede os til et bad efter 5 dage uden. Vi fejrede en vellykket men hård trekkingtur med først en lur og derefter de bedste pizzaer til frokost :)
Vi glæder os til at se jer alle igen!
Kh Natascha
- comments