Profile
Blog
Photos
Videos
Rio De Janeiro, Foz De Iguacu (1. Feb-5. Feb)
Første februar tidligt om morgenen fløj vi fra Kastrup lufthavn til Rio de Janeiro, dog med en enkelt mellemlanding i Lissabon. Turen gik smertefrit, men den blev dog ikke kortere af, at de to dumme franskmænd foran absolut skulle tvinge deres sæde ned i skødet på os. Vi forsøgte dog ihærdigt med et comeback i form af en kavalkade af rektum-gasning, som desværre ingen effekt havde. Som lidt afveksling på rejsen brugte vi dog lidt tid på sammen at komme i Miles High Club. ;)
Efter at have været undervejs i 16 timer, kom vi endelig til Rio. Da vi trådte ud af flyet og ind i saunaen (35 grader kl. 1 om natten), fandt vi ud, at vores jakker og tykke trøjer var overvurderede. Efter en kø til både visum og taxa, fandt vi endelig frem til vores hostel midt i byen. Gaderne var proppede af unge brasilienere, der festede frem til næste morgen. Vi derimod fik indlogeret os på et dormroom (8 personers værelse), der ikke ligefrem var det rene luksus. Efter en times tid gik vi seng, således at vi kunne komme op i ordentlig tid og få noget ud af den næste dag. Næste morgen tog vi med en bybus ind til buscentralen for at bestille en bus videre til Foz De Iguazu.
Turen dertil foregik meget hektisk, og chaufføren var ikke meget for at slippe speederen.. Her så vi flere lokale ligge rundt omkring i gaderne, der formentlit var tiggere eller aldrig nåede hjem efter nattens strabadser. Vi fik bestilt en bustur videre til næste destination, indholdende en køretur på sølle 24 timer, av av av! Dog havde vi via lokale brasilianere fået råd om at tage bus frem for fly. Udsigten på den enorme køretur skulle vise sig at være ualmindelig flot. Vi så bl.a. Favellaen i Rio (de fattiges kvarter), en masse bjerge, klipper og landskab, vi ikke ville være foruden. På turen fik vi dog også slappet af, set film, planlagt yderligere rejsemål og læst i bøger.. Generelt vil det være et godt råd, at kunne tale lidt portugisisk i Brasilien, da selv receptionister og taxichauffører har svært ved både spansk og engelsk. Dog er folkefærdet normalt hjælpsomme og imødekomne, så kommunikationen lykkedes som regel nogenlunde.
Vi ankom så til vores hostel, der lå omkring 6 km fra vandfaldet. Vi havde egentlig regnet med af se den brasilianske side, så snart vi ankom, men det blev simpelthen for sent. Dagen blev derfor brugt ved poolen, hvor den bl.a. stod på lidt badning, bordtennis og internet. Vi var også lige et smut forbi det lokale supermarked, der tydeligvis ikke havde behov for at købe friske varer, da et eventuelt konkurrerende indkøbssted nok lå en times kørsel derfra. Efter at gennemledt 5 hylder, fandt vi endelig et pose brød uden muk. Og mens den tilhørende skinke var ualmindelig slatten, så svedte osten da også mere, end vi selv gjorde. Fy for helvede et måltid, som i øvrigt var det første efter 24-timers sult i en bus dertil. Da vi nåede til aftenen og klokken slog 21.30 (Brasiliansk tid), blev det tid til at se dette års Superbowl. Vi havde været på forkant og aftalt med hostels bartenderen Diego, at vi skulle se kampen på storskærmen. Ved kampstart opstod der dog en større problematik, Chile og Peru spillede fodbold samtidig med at San Francisco 49'ers og Baltimore Ravens skulle slås om pokalen. Der var indlogeret en stor gruppe Peruanere på hotellet samme aften, og de mente at fodbolden skulle stå som første prioritet. Vi blev derfor tilbudt at tage med Diego hjem, og se kampen der. Derfor susede vi imod hans hus, der blot lå 5 kilometer fra vores Hostel. Under kampen måtte Diego gentagende gange spørge ind til spillet, da det ikke er super populært i Sydamerika. Han var dog forholdsvis interesseret i spillet, så fangede hurtigt gameplayet. Efter kampen, hvor Ravens vandt 34-31, sludrede vi lidt frem og tilbage med Brasilieneren. Slutteligt kom emnet om homoseksuelle frem, hvor Diego fortalte om de gode forhold bøsser havde i Sydamerika. Dette var en smule akavet, men vi tog samtalen med et gran salt. Han havde dog selv kone og børn, så da vi kom tilbage til vores værelse gik det op for os, at han formentlig have en mistanke om at vi var homoseksuelle - kanon fint!
Næste morgen stod vi tidligt op, og skulle med en bus til den Argentinske side af vandfaldet Foz de Iguacu. Her fulgtes vi med to piger fra vores hostel af. De var fra York, England, så kommunikationen gik forholdsvis ligetil. I løbet af hele dagen fik vi gået rundt til de mange udkigspunkter, der var omkring det enorme vandfald. Solen bagte, og der gik ikke mange timer inden vores t-shirts skiftede farve i bedste Kristoffer Krog stil. Formen var dog heller ikke på sit højeste, da vi af og til måtte gøre os nogle stop, alt i mens at gamle medlemmer af støvsugerbanden kom travende forbi. Turen bragte dog også en masse ubeskrivelig flotte udsigter, som vi aldrig har set magen til før. Det ene fantastiske syn efter det andet.. Alle de mange andre turister så også ud til at nyde turen, hertil vil vi gerne fremhæve billedet af den ældre smilende mand, som også er lagt op på bloggen. Det var en fornøjelse at se ham holde "det perfekte smil" i flere minutter af gangen. Den dertil tilhørende kone havde nemlig problemer med at få sit kamera til at virke, men den ældre herre var ikke bleg for at dele sit smil med os andre i ventetiden! Gennem dagen fik vi taget en masse fine billeder på trods af de mange asiatiske turister, der gerne skubbede folk til side for at få det fra alle vinkler - de var parat til at smide børn ud over kanten for at komme frem i køen. Efter en lang og spændende dag ved vandfaldet skulle vi så direkte til busstationen for så at køre mod São Paulo. Vi var lidt knap med tiden, da chaufføren skulle snakke med hver eneste vi mødte på ruten, men vi nåede det heldigvis, da han samtidig sjældent kom under 100 km/t.
Sao Paulo
Efter endnu en lang bustur ankom vi til São Paulo, hvor vi tog en taxi fra busstationen hjem til Zequinhas lejlighed nær centrum af byen. På daværende tidspunkt var han på arbejde, så vi begav os selv mod metroen og tog ind til en af byens store gader. Denne gade hedder Paulista og er kendt som værende "the business street". Her var utallige høje bygninger, og langt størstedelen af de mange mennesker i gaderne var iført fuldt jakkesæt. Efter en tur på restaurant og nogle øl-steder tog vi igen med metroen hjem. Næste dag stod endnu en gang på sightseeing - vi tog til den mest centrale del af byen, hvor vi først fik et måltid, mens vi så Brasilien-England i tv. Herefter blev det til en blanding af byens seværdigheder og dens tøjbutikker, inden vi gjorde os klar til en bytur om aftenen. Vi havde hørt om et godt sted, hvor vi så tog en taxa til - men efter at have rendt rundt i et slumkvarter om natten i en halv time, hvor folk kiggede underligt på os, indså vi at det ikke var det rigtige sted. Vi tog derefter en ny taxa til Vila Madalena, som en tøjekspedient havde fortalt os om. Her var der fyldt med barer, og vi endte på det eneste sted, der havde åbent til kl. 6. Da det lukkede blev vi så kørt til metroen af to piger, vi mødte derinde. De introducerede os i øvrigt også til Cashaca, der er en meget kendt brasiliansk drik. Vi havde aftalt med Thaís, at vi kørte med hende til Rio fredag nat - så i løbet af fredagen fik vi igen set lidt af byen, inden vi lige ville spise Zequinhas restaurant. Da vi ankommer til restauranten, opdager vi, at det er en meget fin en af slagsen. Vi følte os temmelig underdressed i hhv. Slippers, fodboldtrøjer og træningsbukser. Men Zequinha stod i køkkenet, og vi fik 11 retter og blev betjent af 6 forskellige tjenere - der var bl.a. én ansat til kun at servere brød, og én til kun af skifte tallerkener. Men selvfølglig rigtig lækker mad. Prismæssigt kom vi af med 250 Brasilianske Real, der svarer til 700 kr, hvilket er noget mere end hvad vores budget oprindeligt var sat til. Vi betalte dog kun for 3 af de 11 retter, så alt taget i betragtning var handelen ganske ok. Senere på aftenen mødtes vi med Thaís og hendes to kammerater, der alle virkede yderst flinke og klar på at feste igennem. Vi fik pakket bilen, og kørt mod det verdensberømte karneval i Rio De Janeiro.
- comments