Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste kapitel. Sidder i en fire år gammel fransk middelalderborg på toppen af det vietnamesiske bjerg Ba Na Hill og ser mine børn styrte frydefuldt rundt fra den ene forlystelse til den anden.
Fik I den?
Jeg ville også have haft noget med i indledningen om, at vi var kommet op på bjerget i verdens længste kabelbane, men kunne ikke lige finde plads...
Vi har nu været i Hoi An fem nætter, og hvilken by! Bymidten består af små, smalle - primært gule - huse i to etager og al motortrafik er bandlyst det meste af dagen. Så folk går og cykler.
Dejlig mad og søde mennesker har kendetegnet vores tid i Hoi An. Vi har brugt et par timer hver dag hos en skrædder - Silk Road Tailors - hvor vi har fået syet bunker af lækkert, billigt tøj: Et jakkesæt, skjorter og T-shirts til undertegnede, kjoler og nederdele til Marie og kjoler og bukser til Sille. Oscar satte de søde kvinder i butikken på den største prøve, da han bestilte en vendbar Batman/Spiderman-kappe. Den blev meget flot og han har ikke haft den af siden.
Den er også med på middelalderborgen, der er spritny og udstyret med et kæmpe indendørs tivoli, så ungerne er i himlen. Masser af sug i maven i frit-fald-tårnet, kvalme (til far) i snurretoppen, grin i radiobilerne, action i 4D og 5D-biograferne, frygt i spøgelsestoget og det imponerende dinosauruslandskab og svedige børn i et kæmpe legeland med rutsjebaner og masser af madrasser i mange etager. Altsammen akkompagneret af den infernalske støj fra hundredevis af spillemaskiner...
Og så var turen herop spektakulær i den over 5 kilometer lange kabelbane.
Det er angiveligt et ukrainsk-vietnamesisk konsortium, der har fået den vanvittige ide. De har brugt langt over en milliard kroner på projektet, men det ligner en succes, for de er allerede langt i opførelsen af en ekstra svævebane, så køerne ikke bliver for lange.
Vi startede Hoi An på et hyggeligt lille guest house, men fik hurtigt lyst til lidt mere plads og lækkerhed, da det regnede de første par dage. Så vi fandt et spritnyt hotel ved floden og fik forhandlet en god pris (50 dollar) hjem. Her skal vi være fire nætter, inden vi tager to overnatninger på et luksusresort på stranden som den perfekte afslutning på vores eventyr.
Vietnameserne er helt klart mine favoritter, når jeg sammenligner med de ellers søde thai'er og indonesere, vi er stødt på undervejs.
De har en meget veludviklet humor og bruger meget sarkasme. Det sidste er vi ikke stødt på før. Kvinderne i skrædderbutikken griner hele tiden og joker med både mig og Marie (når de ikke lige er ved at koge over pga sidstnævntes fokus på detaljen og perfektionisme), og de elsker børnene. Det gør de dog overalt!
I morgen skal Oscar og jeg i øvrigt stramme os an, for 8. marts - kvindernes internationale kampdag - er stort i Vietnam: International Womens Day. Det gør alle mig opmærksom på. Her overtager mændene husholdningen for en dag og forkæler deres kvinder. Men det gør jeg selvfølgelig hver dag...
Søndag morgen flyver vi tilbage til Ho Chi Minh City og en enkelt overnatning på et 5-stjernet hotel - Marie fandt et supertilbud på hotel-tilbudssiden Agoda - og mandag flyver vi så til Singapore, hvorfra vi ved midnatstid sætter kurs mod først Istanbul (Turkish Airlines var billigst) og siden København, hvor vi efter planen lander tirsdag 11.30 (TK1783). 7, 9, 13.
Og hvilken tur det har været. Alt det vi har set og prøvet. Vi er helt nede i gear og har masser af energi og lyst til igen at kaste over hverdagen. Savner den efterhånden. Der går lang tid, før jeg igen har lyst til at kigge i et menukort eller svømme i en swimmingpool. Men der går nok ikke mere end et par uger, før vi igen længes efter at se mere af verden...
Nu glæder vi os i første omgang til at se vores familie og venner. Vi ses om lidt...
Kærlig hilsen,
Oscar, Sille, Marie og Chris
- comments
irene velkommen hjem og tak for jeres skønne rejsebreve. God 8. marts - knus irene
Louise Lange Go' tur hjem. Vi glæder os til at se jer.. Helt vildt og høre mere om eventyret!!
ulla Venderby Kære alle fire. Dejligt at høre. Jeg kommer ud i lufthavnen tirsdag. Det er KOLDT herhjemme, så ikke noget med at troppe op i bikini og shorts. Kærlig hilsen Ulla Der er A38 og ymerdrys mv. derhjemme