Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en hektisk dag i Seattle, var det tid til at bevæge os sydpå. Ingen tvivl om, at vi godt kunne have brugt en dag eller to mere i byen, men vi har en stram plan der skal nås (det må være Nicolai der har planlagt :-)). Tidligt oppe og ned og gafle lidt "let" morgenmad og så ud til taxien. En Sedan i amerikansk udgave så ingen problemer med at rumme 4 kufferter+. Vel ankommet til Motorhome udlejningen skulle der lige ses en introduktionsfilm og en lille rundtur om "bilen", før vi fik dyret i vores varetægt. Først skulle der dog lige tankes op i Wallmart, hvilket var lidt af et kulturchok ikke mindst for Lene, som troede at Wallmart, var svaret på USA's supermarked nr. 1. - Wroooooong. Så det var en noget desillusioneret Lene der forlod Wallmart, da hun havde forestillet sig honningen væltede ned fra klipperne, mens englene sang discount - men ak nej. Noget så simpelt som kød kunne vi ikke få i Wallmart, da de øjensynligt kun servicerer laveste fællesnævner, og folk der forsøger at oprette en BMI>40. Vi fik dog anbefalet et andet supermarked kaldet Fred Meyer og ved madafdelingen væltede honningen ud af væggene - Lene smilede, men ikke mere end det, for man er jo jyde og ikke mindst sønderjyde.
Med tankene (benzin, gas og vand) fulde, var det bare at vende snuden mod syd, for at køre til Mt. Rainier. Ignoranten igen (undertegnet for dem der skulle være i tvivl) havde nok ikke lige fattet, at vi faktisk var på vej til et utroligt bjerg, der rent faktisk også er en aktiv vulkan. Efter at have modtaget f-fingren en enkelt gang (man bestemmer lidt mere i trafikken i en stor vogn :-)), fandt vi vejen til vores første overnatningssted - Ohanapecosh Camping. Campingpladsen var en såkaldt statsplads og derfor heller ikke bemandet endnu. Det eneste vi blev mødt af ved check-in, var en billetmaskine og en relativ øde plads - der var dog 5-6 andre sjæle/campister som os, der fandt det ophidsende at campere i stilheden og relativt koldt primo juni. Efter morgenmad den efterfølgende dag, gik vi en tur på en små 3-4 miles, hvor vi både fik set varme kilder og et større vandfald. Pigerne vandrede af sted med godt mod hele vejen og lidt spejdersang mv. den sidste mile, hjalp os i mål. Vi besluttede os herefter at forlade pladsen, da vi følte os lidt forladt og udsigten til en endnu koldere nat, fordrede ikke rigtig en ekstra overnatning. Op det gik over bjergrygge og dale, indtil vi stod på det højeste mulige punkt på Mt. Rainier - Paradise. Paradise ligger i 4500 fod, men da selve bjerget er 14.500 fod, var der noget til toppen, men ikke desto mindre havde vi vel 1-2 m sne, og snevejr mens vi var der. Rangeren der oppe kunne så berette omkring de farer, der er ved bjerget, da det er en aktiv vulkan (ignoranten sagde do) og evt. worst case scenarios, hvis og såfremt vulkanen skulle vågne op og begynde at hoste lidt - konklusion, dumt sted at være i en autocamper, der maks. kører 100 km/t.
Om det var rangerens snak omkring vulkaner eller bare det faktum, at de lovede sne på alle campingpladser omkring bjerget, skal jeg ikke kunne sige, men vi valgte at fortsætte videre sydpå og sidder nu ca. 50 miles fra den mest eksplosive vulkan i nyere tid Mt. Saint Helena. Om det er et bedre sted at overnatte ved jeg ikke, men nu har vi da trods alt et såkaldt full hookup, hvilket vil sige vores lille rullende hjem er blevet planeret med både el, vand og kloak.
Sov godt og på gensyn
- comments
mormor Er det som at være på spejderlejr el. hvad????