Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen allesammen!
Lige nu sidder vi i regnvejr i en by, der hedder Noosa, så vi tænkte at et blogindlæg var på sin plads.
Vi tog fra Byron Bay (også i regnvejr selvfølgelig) torsdag d. 21. og ankom til Surfers Paradise, også kaldet The Gold Coast (Australiens svar på Las Vegas) samme dag. For en gangs skyld skinnede solen, så førstehåndsindtrykket af byen var umiddelbart positivt! Vores hostel var et lille stykke fra byen, så vi tog en gratis shuttle-bus, når vi skulle derind og hjem igen. Første dag gik med at gå lidt rundt i byen og midt i det hele blev vi lokket til at købe en pubcrawl-tur - ups! Torsdag aften var vi ude på en natklub, der hedder Club Liv, hvor dresscoden åbenbart var lidt for "skanky" til vores smag! Det sjove ved at gå i byen i Australien er, at man går tidligt i byen (ved 21-22 tiden) og går samtidigt tidligt hjem (de fleste klubber og barer lukker ved 2 tiden). De har ogsaa en meget streng drikkekultur, hvilket vil sige at man ikke maa drikke paa gaden eller sit hostel og hvis man ser for fuld ud paa klubberne, bliver man bedt om at gaa ud en times tid eller to, til man er aedru nok til at komme igen (dette skete altsaa ikke for os, vil vi lige paapege!). Det gode ved det at gaa saa tidligt hjem er dog, at man derfor ikke ødelægger hele dagen efter - vores fredag blev brugt på at spise toasts og se Bridget Jones' dagbog. Og så var vi på den igen - for i aften var det pubcrawl-aften! Første sted vi startede hed Strike og var en bowlingbar, hvor det gjaldt om at score så mange strikes som muligt. Signe lavede 5 strikes og Fabi lavede en, dog var de allesammen uden for tidsrummet for gratis shots! Efter Strike tog vi til Beergarden, hvor vi mødte to lokale fyre, som fik os gratis ind på en natklub der hed Vanity senere på aftenen, da vi fandt ud af, at vi endte på Club Liv med pubcrawlen. Det var en sjov aften, hvor vi fik danset os igennem samtlige natklubber og barer i Surfers Paradise!
Vi tjekkede ud en smule klatøjede dagen efter og tog bussen til Brisbane. Lørdag var dagen, hvor solen endelig kom tilbage og vi kunne bade igen. Brisbane var super fed, fordi den havde storbyfølelsen, men samtidig havde et sted hvor man kunne tage hen og slappe af og bade i en menneskeskabt lagune et stykke fra byen. Det eneste minus var at vi havde nogle ret sure piger på vores værelse, som konsekvent slukkede lyset kl. 21 og bad os om ikke at snakke sammen derefter... Om søndagen d. 24. skulle vi i Australia zoo, også kendt som Steve Irwin's zoo (the crocodile hunter). Lige da vi kom var der tigershow. som var vældig imponerende, og vi havde muligheden for at komme helt tæt på kænguruer, wombats og koalaer. Som de turister vi nu er, fik vi selvfølgelig taget billeder med en koala (billeder fra zoo'en er på vej).
Mandag morgen tjekkede vi ud og tog videre til Noosa (Signe glemte sin pølle på base i Brisbane, og sørger stadig over den!). Det var en bustur på 3 timer og da vi ankom til Noosa, blev vi igen mødt af regn og atter regn. Vi er efterhånden ved at løbe tør for ideer for hvad vi skal lave indendørs - vi har allerede set 2,5 film og skrevet dagbog, været meget på facebook, lavet god og meget mad og sidst men ikke mindst trodset regnen og taget på stranden for at bade (Noosa ville være en fantastisk by, hvis bare solen skinnede).
Det var alt fra os i denne omgang. Vi tænker meget på jer allesammen og håber I har det godt.
- comments