Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Hej
Så blev det tid til et lille indlæg igen (en dejlig afslappende overspringshandling ind imellem et læs af skole arbejde). Jeg har det stadig godt. Jeg er frisk, har undgået alle influenzaer og forkølelser, indtil videre (7-9-13) og er mere end oplagt til at nyde de sidste 3 uger på Queen's. Det er helt utroligt at tænke på at mit ophold i Canada snart er færdigt og jeg skal hjem til lille Danmark. Jeg har meget ambivalente følelser omkring det at skulle hjem. På den ene side ville jeg ønske det her ophold aldrig ville stoppe. Jeg har simpelthen oplevet SÅ meget i løbet af relativt kort tid og mødt så mange nye mennesker jeg kommer til at savne ikke at skulle se hver dag. På den anden side savner jeg alt derhjemme, lige fra familie og venner til leverpostegsmader og en tur ned gennem Aarhus midtby. Alt det kommer jeg dog til meget snart, så vil nyde det sidste stykke tid i fulde drag.
Sidste uge var jeg et smut i Boston fra onsdag morgen til lørdag aften. Onsdag aften var vi til Foo Fighters koncert. Fantastisk live band, fantastisk stemning og endnu et minde for livet. Torsdag brugte vi på at trave byen rundt i knap så godt vejr. Trods vejret var Boston utrolig flot, synes jeg. Jeg elskede arkitekturen som var en kaotisk blanding mellem store glashøjhuse og gamle kirker og bygninger. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal definere det, men Boston var på en måde ordentlig og ren og næsten altid et fryd for øjet. Jeg ved ikke helt hvor godt de billeder jeg har taget gengiver dette, men håber det giver et lille indblik. Vi var også en tur på byen akvarium, mest af alt fordi vejret ikke tillod udendørs aktiviteter, men det var nu meget hyggeligt. Torsdag aften så vi Boston Bruins spille (ishockey). Er på en måde lidt ked af at min første ishockey kamp ikke blev i Canada, men den var til gengæld yderst amerikansk og i særdeleshed ekstremt underholdende. Fredag gik vi lidt rundt i byen igen, og lørdag besøgte vi MIT og Harvard inden vi vendte snuden hjem. Man hører meget om Harvards fantastiske udseende, men jeg må sige at jeg synes Queen's er meget flottere, men måske er jeg lidt subjektiv.
Ud over det har jeg ikke flere rejseplaner inden jeg smutter til New York den 13. december. Jeg vil blive i Kingston og suge den sidste Queen's stemning ud af mit ophold. På fredag er der galla middag for alle udvekslingsstuderende, som nok bliver det sidste store event for os alle sammen.. sørgeligt. Jeg har to uger tilbage af skolen, hovedsageligt bestående af fremlæggelser og gruppeafleveringer. Ellers har jeg en uge efter det til at få skrevet mine sidste 3 store eksamensopgaver og så er det ellers til USA.
Jeg håber alle har det godt og jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen
Ps. Vinteren er officielt landet i Kingston. Vi ligger og leger omkring frysepunktet, men kolde vinde gør det super koldt til tider. Nu venter jeg bare på sneen!
- comments