Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Jaipur skulle vi med nattog mod Agra, hvilket gik ganske godt - kun 12 timer :-)
Idet vi forlod Jaipur forlod vi staten Rajasthan, hvilket var lidt ærgerligt - den regionale mad var absolut fantastisk! En god undskyldning for at komme tilbage ;-)
I Agra så vi (selvfølgelig) Taj Mahal, hvilket var en stor oplevelse! Faktisk at se et af verdens vidundere er ret overvældende. Taj Mahal er bygget af en muslimsk arkitekt (så vidt jeg husker, var han tyrker), så det var også spændende at få lidt afveksling fra den ellers dominerende hinduistiske byggestil.
Derefter gik turen til Agra Fort med guide. Vi har set SÅ mange forter og paladser efterhånden at alting faktisk smelter lidt sammen, men dette fort var fnok min favorit. Det efterlod ihvertfald et godt og vedvarende indtryk hos mig, i sammenligning med nogle af de mange andre forter :-)
Fortet var blandt andet direkte involveret i kampene om Indisk frihed i 1857, hvilket i sidste endte førte til et århundredes Britisk styre i Indien. Lige noget for en historienørd som mig!
Efter Agra skulle vi med et 13 timers nattog mod den hellige by Varanassi. Dette fungerede imidlertid ikke - hvorfor? Fordi det er Indien! Efter snart tre uger i dette ellers fantastiske land er dette blevet standard svaret. Vi fik at vide at toget ikke ville køre igennem Agra som planlagt, hvilket resulterede i at vi kørte fire timer i taxi tilbage til en anden by (i staten Rajasthsn, hvor vi netop var kommet fra), kun for at opdage at toget faktisk kom igennem Agra som planlagt. Derudover var toget fem timer forsinket. Jeg elsker Indien ;-)
Langt om længe (knap 18 timers togtur og en halv dag for sent) ankom vi til den hellige by Varanassi, hvor floden Ganges løber igennem. Super fascinerende at opleve så meget hellig praksis blandet med hektisk indisk byliv! Man brænder døde mennesker på bredden af Ganges floden for dernæst at sprede asken i det hellige vand - som folk i øvrigt også bader i. Det virker helt absurd efter vestlige standarder, men er et helt almindeligt overgangs ritual for hinduer. Vi sad blandt andet på en cafe i en smal gade og fik lassi (yoghurt og frugt), da der pludselig udbryder musik ude på gaden lige foran os. Dette finder vi så ud af er et mindre optog for et dødt familiemedlem, som i øvrigt blev båret på en bære lige foran snuderne på os, mens vi sad der og spiste morgenmad. Ja, velbekomme. Absurd og absolut uforglemmeligt!
Vi deltog i en blomsterceremoni om aftenen i en båd på Ganges, hvor man tænder små lys i skåle fyldt med blade, som man så sender ud på floden med ønske om f.eks. godt helbred i familien.
Efter halvanden dag Varanassi gik turen tilbage mod Delhi til vores sidste dag. Jeg blev desværre rigtig syg, men er nu ekspert i at kaste op på et squat toilet på et tog :-) Det kræver træning, kan jeg lige hilse og sige!
Derfor brugte jeg det meste af den sidste dag i Delhi i sengen, så jeg kunne være nogenlunde klar til den sidste aften med gruppen. Vi spiste en lækker middag på en lokal restaurant og fortsatte festen på taget af vores hotel med øl og musik.
Jeg har sjældent været så forelsket i et land som jeg er i Indien, og jeg har virkelig haft det fantastisk! Jeg kommer helt klart tilbage til Indien. Min gruppe har været så god og det var med en lille tåre i øjenkrogen vi tog afsked. Kunne ikke have håbet på mere!
Nu går turen mod Nepal, hvilket forhåbentlig også bliver godt. Der er ihvertfald meget at leve op til efter Indien :-)
- comments