11-15 oktober 2010

Sammen med min surf instruktør og hans engleske kæreste Claire og et engelsk kærestepar der er på jordomrejse, og som i øvrigt er på min alder, (21 og 22), lejede vi en van på bali, da vi havde besluttet os for at tage lidt rundt og se bali's mange seværdigheder. Dette med Claires kæreste og hans ven som chauffør, vi skulle bare betale til leje (60 kr hver om dagen) og benzin som udgjorde ca. 30 kr om dagen, og selvfølgelig akkommodation hver nat, så det var overkommeligtbetragtning af hvad vi fik mulighed for at opleve. Vi aftalte at vi næste dag skulle mødes ved stranden kl 8 og så til et sted der hedder padang bai for at hente det engelske kærestepar. Aftenen før vores lille roadtrip drak jeg et par øller med min nabo Theabout som er 23 år og fra frankrig, vi fandt noget blandet nede i et lille supermarked, så det blev til den velkendte Bintang, en klassisker som Carlsberg fik jeg sågar støvet op, og en Bali Hai og selvfølgelig en san miguel til at runde af på. Og inden længe joinede en anden der boede i vores homestay os. Han hed André og var også 23 år, men fra Brasilienog så hyggede vi os lidt der. Ved 24 tiden blev det for meget for et af naboværelserne og vi besluttede os for at tage til Lj Legian som er den gade hvor alle natklubberne ligger på. Det endte så med at vi tog på noget der hedder Sky Garden som Theabout kendte. I entreen blev man kropsvisiteret af en sikkerhedsvagt med en M16 ved hånden. Det viste sig så at være på grund af terrorangrebet i 2005 på samme klub med 600 ofre, det var da betryggende at vide. Nå, men de slår nok ikke til igen samme sted tænkte jeg, men før jeg fik set mig om stod der fem terrorister i døren med c4 bælter og hundeproppistoler...

Det er ikke helt rigtigt, men man kunne få drinks og øller meget billigt, og klubben var delt op i 4 etager, med stripperstang og det hele på midterste etage, (ja, der sker syge ting i denne verden).

Der var en stort billede der blev skudt op på væggen af en projektor med et nedtællings ur hvor der om og om igen blev talt ned fra 10 minutter, som betød at når tiden var løbet ud kunne man købe skiftevis drinks og øl meget billigt (20.000 ruhpia, som svarer til 13 kr). Så gik der nogle timer med det, og det blev man ret fuld af. Så klokken 4:30 skred jeg uden rigtigt at sige farvel til Theabout og André, så det endte med at være det sidste jeg så til dem. Jeg var sulten og fik at vide at det eneste der var åbent var Mc Donalds, skuffende, men det er ikke så slemt når man er temmelig beruset, så der styrede jeg hen imod. Jeg gik af en gade jeg boede på som kaldes poppies I (der er også en poppies II, derfor navnet) som et meget lille og gaderne i kuta som området hedder minder mere omen ensrettet labyrint end en gade. På min målrettede vej til McD hoppede en dame med beskidte tanker og en hunger efter penge af en scooter, og ville have mig til at betale for ting der ikke skal betales for, det ville jeg naturligvis ikke høre tale om selvom hun som det ædle menneske hun tydeligvis var, prøvede at gribe mig i skridtet (ja, så er det sagt! Virkeligheden ER barsk). Jeg skyndte mig videre i min McD plan og fandt den omsider og spiste alt det klamme som findes, lige fra bigmac til ris og frityrestegt kylling, vi jo alle ved er så godt for figuren. Klokken var nu sikkert omkring 5:30 så jeg måtte hellere se at komme hjem i seng og sætte mit ur til kl 7:30 så jeg kunne få mig en god nats søvn. Dette resulterede selvfølgelig i at jeg ikke hørte min ellers ret høje alarm og der blev banket på min dør kl lidt over 8 og jeg pinligt måtte tage alt hvad jeg havde brug for til de næste fire dage rundt på bali, og i min hast og rus blev det bl.a. til kontaktlinser til 1½ måned og ingen tandpasta. Ud i bilen med mig, hvor de havde lidt kaffe og lidt vand til mig, og var meget overbærende, vældigt flink at dem.

Nu gik turen til Padang Bai, og jeg prøvede at sove lidt, men bali's veje og retarderet kørsel og tømmermænd forhindrede denne lille mission. Vi nåede så frem til Padang bai og hentede de andre, og jeg havde fået det bedre. Så kørte vi ellers gennem bali's smukke landskab med rismarker, bjerge og jungle så lagt øjet rakte. Vi stoppede for at tage et par billeder engang imellem som den turist man nu engang er.

Vores destination var Lovina, hvor planen var at stå op kl. 5:30 og se vilde delfiner. Vi fik så indlogeret os på et herligt homestay med udsigt over rismarker og bjerge.

Vi skulle dernæst ud og have noget aftensmad, og vores lokale mand og claires kæreste kørte os til en lille Warung i en vejkant. (en Warung et slags lille gadekøkken som oftest er det billigste og bedste når man vil have traditionel indonesisk mad) dette sted var dog udvidet med et akvarirum med fisk i. her skulle du så vælge den fisk du ville have, og der var 11 i alt. Så grillede de den til en. Og vi var de eneste på det lille spisested, og drak nogle øller hyggede os gevaldigt, faktisk blev jeg næste dag citeret for at have sagt at"der var intet i verden jeg ville bytte for denne stund og oplevelse" hvilket de andre synes var vældigt sjovt. Det endte med vi spiste alle fiskene på nær to. Så gode var de. I godt humør pga. de kolde øl som vi havde drukket en kasse af, gik vi i seng kl 23. og stod så op igen kl 5:30 som aftalt, og kom ud i båden, og så afted efter delfinerne. Tydeligvis var vi ikke de eneste der havde fået denne idé på trods af hvad klokken var. Så der var ca. 3 både.

Det synes jeg var lidt synd for delfinerne, eftersom de blev jagtet rundt hver gang de sprang op af vandet for at fange tun. Men sådan er turismen jo nogle gange.

Efter denne ellers gode oplevelse tog vi hjem og sov en times tid mere, og så videre til at meget smukt vandfald inde i bali's jungle, det er dette vandfald jeg står ved siden af på et at de billeder jeg har opladet.

På vej tilbage fra vandfaldet af de mange trapper kom jeg da lige i tanke om at jeg havde glemt min "kat" nede ved vandfaldet, og der var heldigvis kun mit pas, rejsedokumenter, kreditkort og alle min penge i, jeg besluttede på trods af dette alligevel at gå ned og se om den skulle være der. Men jeg løb i stedet for, for hvorfor gå når man kan løbe?

Sveddryppende kom jeg derned, og en australsk turist stod med min kat i hånden og lignede et stort spørgsmålstegn, ikke fordi han troede det var en rigtig kat, men fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre med den udover at give den til mig. Så det gjorde han, og jeg vendte tilbage med alt indhold i behold, og var temmelig lettet, det var de andre også. Som jeg lige har læst i min fars yderst detaljerige dagbog fra vores asientur i 2001 vil jeg lige citere mig selv som 12 årig efter min far havde glemt vores nyindkøbte videokamera på en busstation i thailand; "far, se selv, det er altså dig jeg har det fra, det med at glemme ting hele tiden", hvilket jeg jo stadig har ret i de dag i dag.

Som en lille fodnote og prikken over i'et skal det lige nævnes at han rent rent faktisk fik kameraret igen pga. den hjælpsomme befolkning, akkurat om jeg oplevede det.

Efter alt denne tumult, måtte vi hellere køre lidt længere ind i junglen efter nogle varme kilder til at varme os på efter den enorme regnskylle der var kommet i løbet af vandfaldturen.

Så det gjorde vi, og resultatet var herligt, at sidde midt i junglen, med lianer og store orkideer overalt, i en varm kilde med køligt regnvand dryppende ned fra trætoppene til at afkøle hovedet med, herligt.

Herefter kørte vi videre til et sted sted at få noget og spise, imellemtiden var det blevet mørkt og vi kørte til Kuta igen for at sove. De have kun en dobbeltseng, såos mænd, måtte sove på gulvet, dvs. Claires kæreste Gothan Asigalli, Matthew og mig. Personligt bruger jeg at det tøj jeg havde pakket til de 4 dage som hovedpude. Jeg sov megadårligt, men godt taget i betragtning af at jeg sov på et stengulv med 3 par underbukser som hovedpude.

Vi vågende kl 7 og tog et brusebad hver, og så skulle vi til Ubud, et område på Bali som er kendt for det smukke landskab bestående af rismarker, samt nogle traditionelle balinesiske danse, og en monkey forest med aber der tilsyneladende er ligeglade med mennesker og deres færden. Alt dette er igen dokumenteret på de billeder jeg har lagt ud.

Da vi kom til monkey forest, mig Matthew og Hannah, kæresteparret fra England, som jeg efterhånden var blevet rigtigt gode venner med, købte vi nogle baner til aberne. Efter vi have undret os over et advarselsskilt hvor det stod: hvis aberne prøver at få fat i en genstand på dig, som bananer eller kamera, skal man stå helt stille og samtidigt gå langsomt væk.

Dette er et typisk produkt af de lokales dårlige kendskab til engelsk.

Ni var vi forsynet og gik derind. Jeg have besluttet mig for ikke at røre de små bæster da jeg ikke ville risikere at få hundegalskab som jeg var for nærig til at vaccinere mig imod.

Men det tog Matthew ikke så tungt, og endte derfor med en abe på hovedet, som hamstrede alle hans bananer. Det fik en anden og lidt større abe så øje på, og lige pludselig sad der to aber på ham og begyndte at slås, dette resulterede i at Matthew blev bidt i fingeren af den ene abe, dog ikke hårdt nok til det blødte, men vi rådførte os med en doktor, som sagde at han omgående skulle vaske fingeren med vand og sæbe i et kvarter. Derefter fik at en vaccine mod rabies som jo er temmelig dyr, og det skal han så have en gang om ugen den næste måned. SURT!

Ellers var der fint i Ubud, og vi fik endvidere set et af de berømte skuespil/danse i Ulu Atu, med solnedgangen i baggrunden, som jeg også har fået portrætteret til offentligt skue på facebook.