Regnen siler ned i laartykke straaler her i Kaikoura, hvor vi nu befinder os, saa hvordan er denne triste dag ellers bedre brugt end at haenge ud et par timer paa den lokale netcafe. Efteraaret har nu ramt New Zealand og temperaturen daler drastisk. Heldigvis naaede vi det meste af sydoeen inden "kulden" kom. Hermed en ordentlig portion skriftlig opdatering af, hvad vores Tour de South Island har budt paa.

17/2: Fra nord til syd
Solen skinnede for fuld hammer, da vi vinkede farvel til nordoeen og steg ombord paa faergen fra Wellington Harbour. Et kort sekund troede vi, vi var gaaet forkert, da vi blev moedt med et "Velkommen ombord"-skilt. Indenfor var skibet dekoreret med danske digte, og havde man raad, kunne man spise frokost i "Bornholmer Bistroen". Hvorfor ved vi ikke, men faergen, der sejler mellem Wellington og Picton er en bornholmerfaerge. Solen indboed kun til en ting: tanning paa oeverste daek. Sejlturen var utroligt smuk (skulle eftersigende ogsaa vaere en af verdens flotteste), selvom vores udsyn blev en smule forstyrret af fire svenske strandloever i bare overkroppe (oev!). Faergen viste sig at vaere det rene samlingsted for skandinavier. Foruden de fire svenske dudes, var der ogsaa en nordmand og tilfaeldigvis to danske piger paa vores egen alder. Marie og Marie-Louise fra Skanderborg blev vores nye bedste rejsebuddies paa NZ.

18/2: Fra Nelson til Kaiteriteri
Heldet ville, at vores nye jyske veninder ogsaa koerte rundt i camper, saa vi besluttede at foelges til Abel Tasman National Park. Vejret var stadig creme de la creme (efterfoelgende har vi fundet ud af, det var aarets varmeste sommerdag), saa da vi tilfaeldigvis lagde vejen forbi den laekreste gule strand i Kaiteriteri, var det ikke til diskussion, hvad dagen skulle bruges paa. Efter at have leget sild paa sandet og saeler i vandet dagen lang afsluttedes dagen med en ordentlig stak pandekager med nutella og banan. Lex!

19/2: Vandretur fra Bark Bay
Efter en flyderdag paa stranden, traengte vi til nogle timer i motionens tegn. En times sejltur med vandtaxi foerte os til Bark Bay, hvorfra 7 timers tilbagevandren begyndte. Sejlturen frem til bugten boed baade paa udsigt til "The Split Apple" (en stor, rund, flaekket klippe) og saeler. Vi fik saagar vores taxidriver til at tage et billede af os. Bonus. Vandreturen var ialt 18 km lang, men det er jo ingen sag for garvede fitnessdronninger som os. Udsigten var superb, saa der var nok at kigge paa, mens vi tilbagelagde distancen. Kuldrede efter de mange timers gaagang, tog vi den vaerste beslutning hidtil. Vi koerte til Lyell, hvor vi ankom sent om aftenen til en freedom camping, hvor sandfluerne svaermede i kaempe klaser over vores hoveder. De sagde ikke nej til frisk koed, der helt af egen vilje koerte lige ind i deres domaene. Lad os sige det saadan: den dag i dag (3/3) har vi stadig saar efter de hundredevis af myggestik, der af en eller anden grund kun sidder paa foedder, ankler og haender. Emilie fik ogsaa et myggestik et sted, vi ikke taler om....

20/2: Pancake Rocks
Stadig samlet i vores danske firkloever flygtede vi mod vestkysten, da vi tidligt om morgenen vaagnede og til skraek og raedsel opdagede vores svulne og kloende ankler. Med retning mod Greymouth lagde vi vejen forbi Pancake Rocks og en spektakulaer udsigt over havet. I Greymouth kom vi til at fornaerme en lokal ved at spoerge, hvor byens centrum var, mens vi stod midt i det. Det var bare ikke en saerligt spaendende by. Aftenen gik med at se bunden af lidt for mange oel paa vores hostel, hvor vi moedte to danske fyre, der foer vi vidste, de var danskere maette laegge oere til vores hoejlydte samtale om menstruation. Beklager drenge! Man vender sig desvaerre alt for hurtigt til at gaa ud fra, at folk ikke forstaar, hvad man siger.

21/2: Franz Josef
Vi sagde farvel til Marie og Marie-Louise og svingede forlygterne mod den lille adventureby Franz Josef, der er saerligt kendt for sin beliggenhed for foden af Franz Josef Glacier. Den dag faldt der 100 mm regn, saa efter at have booket en tur paa gletsjeren til dagen efter, spenderede vi eftermiddagen i byens udendoers hot pools med temperature variende mellem 36 og 40 grader. Vi kradsede om kap hele natten lang indtil vi ved 2-tiden maette overgive os og ile gennem regnen hen til badevaerelset. Efter at have bedoevet stikkene under den kolde bruser fik vi trods alt et par timers soevn.

22/2: Franz Josef Glacier
Som kompensation for vores myggetragedie, var det som om heldet pludselig tilsmilede os: regnen var holdt op og der var fuld udsyn helt til toppen af Franz Josef Glacier. Vi blev udstyrret med overtraeksbukser, store jakker og pigsko og i fin gaasegang med guiden forrest forcerede vi gletsjerens glatte terraen. Hiket tog 9 timer og vi var godt smadrede, da vi sad i bussen paavej tilbage, men dagen havde vaeret i saerklasse og en oplevelse, vi vil huske for livet. Billederne vi har taget fra turen kan ses under vores fotoalbum og er en del bedre beskrivende end ord nogensinde vil blive.

23/2: Wanaka
Koerte ned langs kysten mod Wanaka i den tilbagevendte regn. Pludselig befandt vi os paa en komplet benzintoerlagt straekning. Vi kan ikke benaegte, at det fremkaldte en del sveddraaber paa panden og jaevnt fugtige haender, men efter at have koert 50 km med tankometeret helt i bund, dukkede endelig en enlig benzintank frem som en oase i oerkenen. Godt nok til 2.37$ pr. liter, hvilket er ca. 20 cent dyrere end normalt, men saadan var det bare. Vi fik benzin paa, ingen skade var sket og vi fik tilmed bekraeftet, at vores bil har en fremragende noedtank. Maaske hjalp det ogsaa lidt, at vi under hele den pressede tur havde aet instrumentbraettet og sunget "kom saa Cylon!!" (vores van hedder Cylon).

24/2: Rob Roy's Valley track
Fra morgenstunden laa en tung dyne af taage over Wanaka og de omkringliggende bjerge. Vi blev fraraadet at begive os mod Mount Aspiring National Park, hvor vi havde planlagt at tage paa vandretur og se paa endnu en gletsjer. Men de evige optimister giver ikke op, saa vi drak en kop kaffe/kakao og ganske som vi havde forudset klarede det op og solen tittede stille og roligt frem bag skyerne. Vi skyndte os at koere ud til trackets start. Koereturen var sat til at tage en time, men med en radio og en gearstang, der var ved at falde af, fordi bilen bumlede saa meget paa grusvejen, turde vi kun koere 20 km i timen, saa vi brugte nok to timer paa at koere derud. Vores stakkelse medtagne bil skulle ikke faa sig en hviledag efter gaarsdagens benzinhelvede. Foruden den ujaevne grusvej, maette vi krydse adskillige meterbrede vandloeb og dyreriller. Cylon var lige ved at give op og gik i staa over den sidste dyrerille ind til parkeringspladsen, hvor vi skulle holde, men heldigvis fik vi gang i motoren igen. Rasberry Creek var endnu et af de utallige steder paa NZ udenfor telefonnettets raekkevidde, saa det havde langt fra vaeret det ideelle sted for et motorsammenbrud... Vandreturen var fantastisk. Den var 10 km lang og meget stejl og vi havde det meget varmt, men udsynet til Rob Roy Glacier var alle anstrengelserne vaerd. Vi var mindre kyllingeagtige paavej hjem og opdagede, at grusen naesten ikke kunne maerkes under bilen, hvis bare man speedede op til 60 km i timen. Flot.
Vi forlod Wanaka og koerte til Queenstown med det samme. Der moedtes vi igen med Marie og Marie-Louise til en vild aften i Queenstowns natteliv.

25+26/2: Hyggedage i Queenstown
Disse to dage stod i toemmermaendenes tegn. Vi lavede ikke saa meget andet end at chille rundt i byen og forgude vores nye opdagelse: Fergburgere. Efter foerste bid blev vi med munden fulde af burger enige om, at det uden tvivl er de bedste burgere, vi nogensinde har smagt. Om soendagen lykkedes det os at komme i nogenlunde form til at koere ud til Kawarau Bridge og kigge paa de modige bungyjumpere, der dagen efter skulle blive os selv, efter vi besluttede os for at bestille en tid til mandag. Vi var ogsaa paa Starbucks.

27/2: Bungy jump
Endnu en dag i ekstremsportens tegn. Emilie var foerste kvinde til at gaa planken ud fra Kawarau Bridge (43 m). Efter en halv times kaederygning for at dulme nerverne, var der ikke andet for end at fuldfoere den truffede beslutning. Det var med rystende skridt og hjertet oppe i halsen. Selvom crewet paa broen var blevet strengt formanet om, at springet ikke skulle indeholde noget hoveddyk, blev det sgu alligevel til en tur paa hovedet i vandet under broen, men det var fedt. Selvom det var den mest graenseoverskridende oplevelse nogensinde, var sejrsrusen en AWESOME foelelse. For en gangs skyld var en souvenir t-shirt et plus, eftersom man bliver paent gennembloedt af at kaste sig hovedkulds i vandet.
To timer senere koerte bussen mod New Zealands hoejeste bungy, The Nevi's (134 meter). Turen i den lille gondol, der foerte os ud til springplatformen var svimlende. Omraadet derude var komplet trimmet for groent og lignede mest af alt en doedskloeft med et par centimeter grumset vand i bunden. Uheldigvis springer man efter vaegt. Det medfoerte en rum ventetid, da de fleste jumpere var fyre. Endelig blev Louise raabt op, og saa var der no regrets. En dyb indaanding, et hurtigt vink til kameraet, nedtaelling fra 3 og saa var der kun en vej - og den vej var nedad. Man hejses tilbage til platformen i elastikken og for behagelighedens skyld kan denne spaendes af anklerne, saa man bliver hejst i siddende stilling. Det lykkedes desvaerre ikke for Louise, der blev hejst hele vejen tilbage med hovedet nedad. Det var det vildeste sus, men det tog et stykke tid at fatte, hvad der var sket.
Vi fejrede dagens succes med Fergburgere. Yummi. Da maden og vores vilde udskejelser var sunket til bunds koerte vi alle fire til Te Anau.

28/2: Milford Sound
Fra vild bungy til billedskoen idyl. Denne tirsdag var i en hel anden oplevelseskategori end dagen foer. Vi var paa halvanden times sejltur rundt i fjordene ved Milford. Der var rigtig flot og rigtig koldt... Desvaerre var det lidt tid siden, den sidste regn var faldet, saa der var ikke andre vandfald at se end de permanente. Omraadet byder dog stadig paa imponerende bjergsider helt ud til vandkanten, flere saeler og endnu en gletsjer. Koereturen derud var i sig selv et flot natursceneri, saa det var det hele vaerd.

29/2+1/3: Queenstown igen
Vi synes ikke, vi havde faaet nok af bylivet i Queenstown, saa vi tog lige et smut forbi igen paavej tilbage fra Milford. Dagene bestod atter af standard Queenstownting: afslapning, lidt shopping, Fergburgere, fest om aftenen. D. 1/3 koerte vi en tur op til Glenorchy (endnu en flot koeretur i bunken). Emilie passede paa bilen (sov), mens de andre tre gik en tur rundt om byen og moedte en dansk immigrant til New Zealand paa vejen. Interessant.

2/3: Koeretur til Kaikoura
Vi koerte, og koerte og koerte lidt mere og fik ondt i numsen, men koerte videre og videre indtil vi havde koert i 11 timer og endelig var fremme. Vi havde ikke noget musik, og vi spiste aftensmad i bilen paa en parkeringsplads. Der kom avocado paa rattet, nutella paa Kiwi og der stinker stadig af tun i lemon. Planen var at vaere holdt ind for natten i Amberley, men da campingpladsen var 20 km inde i en skov og vores eneste medcampister var tre mega stive fyre, koerte vi bare hele vejen alligevel.

3/3: Kaikoura
Som sagt pisser det ned. Kaikoura er kendt for sejl- og helikopterture, hvor man kan komme til at opleve spermhvalen paa naert hold. Dagen i dag har vaeret hoejst effektiv. Vi har koebt ind, skiftet toej og boerstet taender paa et offentligt toillet, koebt genbrugsboeger og spist verdens laekreste fish and chips. Vi haaber dog, at vejret bliver bedre til imorgen, saa dagens frokost ikke bliver vores eneste havdyrsoplevelse herfra. Vi har bestilt en Whale Whatch-sejltur til imorgen og vi krydser arme og ben for, at vi kommer afsted.

Naeste og sidste stop paa vores rundtur i New Zealand er Christchurch, hvorfra vi flyver til Australien tirsdag d. 6 kl. 15.50. Den foerste maaned er feset afsted, vi har bagagen fuld af fantastiske oplevelser herfra, men med efteraarets kommen, er vi nu klar til at lade de varmere vinde foere os til Aussieland.

Loooooove
L og E