Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har ikke rigtig fortalt om vores to ugers frileg på Borneo, men der var simpelthen for mange følelser og for meget kaos, der involverede hospitalsbesøg i Sandakan i stedet for et flodcruise og diverse seværdigheder i byen - men sådan er vi jo så forskellige og prioriterer vores ting. Sagt med et glimt i øjet og et smil på læben. Den sidste uge i KK holdt vi 22 års fødselsdag for Sebastian med lækkert brød, cheddar, croissanter og vindruer til morgen med masser af hilsner og gaver!
Ellers slappede vi bare af de resterende dage med lidt snorkling, god mad og biograf og orkede faktisk ikke særlig meget andet. Måske mest af alt fordi, vi følte, vi allerede havde set, hvad der blev tilbudt. Jungleture og overnatninger i det fri i lange baner...
MEN nu! Efter ca. 50 timers venten og flytid er vi ankommet til Costa Rica. Endda med udskydelse af det allersidste fly hertil, hvilket involverede et senere fly og en bustur på små fem timer grundet vulkansk aktivitet.
Og for at det skal være helt sandt, så har vi faktisk været i landet i lidt over to uger nu. Men vi arbejder på livet løs, så der har slet ikke været tid til en større opdatering af tingene. Men ja, som sagt så arbejder vi frivilligt på Jaguar Rescue Center. Her skal både passes og plejes og rengøres og al verdens ting. Der er to arter dovendyr, heste, fugle i massevis, store katte, pungrotter, et enkelt egern og så selvfølgelig aber!
Og det sjove er, at når man har færdiggjort sin tjans i køkkenet eller vaskeriet, har vasket samtlige vinduer hos papegøjerne med frygt for at miste et øje eller har haft fingrene i hestelorte, så er det alle de sure og træls opgaver værd, når man så kommer med de store aber i skoven (Sebastian) eller sidder med en baby abe, der kan ligge i ens hånd (Emilie)! Endda når man er blevet så erfaren på Centret, at de vil betro en opgaven at tage dovendyrene ud af buret efter morgenrengøringen, og man (forhåbentligt) får ordentligt fat i dem, at man kan sætte dem på maven af sig selv og de kigger elskværdigt op på dig, når du bærer dem ud til deres yndlings position i træet i "Sloth Garden". Det er ALTING værd! Og det er helt fantastisk at få lov til at være med til at give en hånd, hvor end der så er brug for den.
Det er også en helt anden slags frivilligt arbejde end det, vi havde fingrene i på Borneo. Så det er meget spændende at prøve to så forskellige ting indenfor samme kategori.
Vi havde lidt en knap så hyggelig start - ikke på arbejdet, men ved stedet, vi boede, desværre. Det involverede mug, fugt og et virkelig ubehageligt klima. Men med en enorm hjælp fra Mor-Jette faldt alting heldigvis på plads! Vi bor det mest hyggelige og afslappede sted nu (måske det, at hun, Fanny, er fransk og gift med en norsk Torbjørn kan forklare, hvorfor stedet er så rent og der bliver gået op i, hvordan det holdes bedst muligt). Og hun er noget af det sødeste og venligste, vi nogensinde har mødt! Hun tager sig så godt af os og er fantastisk behjælpelig. Vi hygger os i hvert fald rigtig meget!
Vi er stort set ved stranden en times tid hver dag efter arbejde for at få en dukkert og plaske rundt i bølgerne. Derudover arbejder vi sammen med to, tidligere tre, danske piger også. Venindeparret, AK og Maria, er her stadig, men Nanna er desværre taget videre på nye eventyr. Men det er så hyggeligt og vi har det rart sammen allesammen! Og hvem skulle have troet, at verden var så lille, at det skulle vise sig, at Nanna er rigtig gode veninder med en af Emilies veninder helt tilbage fra 0. klasse? Længe leve Facebook og "Fælles Venner". Men dem har vi det godt med og får lidt at spise og nogle drinks og øl i ny og næ.
Nu i morgen cykler vi ud til Manzanillo, en strand ca. syv km herfra, og slapper af og bader på vores fridag! Og ser om vi monstro kunne tillægge os en mere brun nuance. Dem har vi desuden to af om ugen. Fridage. Ikke nødvendigvis lørdag/søndag, men egentlig når vi har lyst.
Vi skal se, om vi kan få skrevet nogle flere indlæg, som tiden skrider fremad! Nu vil vi hygge med Netflix og en liter chokoladeis, som faktisk giver Ben&Jerrys baghjul. Både på smag og pris.
Kh Sebastian & Emilie
❤️❤️
- comments