Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Loevernes Konge over Aladdin til Indiana Jones... Jeps - rejsens tema skulle efterhaanden gerne staa lysende klart for selv den mest tungnemme!
Vi brugte alt i alt et par dage i Syriens hovedstad paa at snuse rundt og opleve magien. Midt i storbyen Damaskus ligger Den Gamle By, som er det bedste bud jeg endnu har oplevet paa et helt igennem velintegreret bymusueum in situ. Udover at bydelen indeholder almindelig beboelse, fungerer dette sted ogsaa som hele storbyens hjerte og hovedpulsaare; i stedet for, som vi kender det fra vesten, at have en masse indkoebscentre spredt over hele byen har de i Damaskus blot det de kalder en souq. Souqen er en vidunderlig mixtur af boder (der saelger alt fra krydderier og skolesager over toej og turistlir til haarde hvidevarer og vandroer i metermaal), huse, museer, tyrkiske dampbade og restauranter.
Midt i denne souq paa en af disse restauranter havde vi besluttet os for, at vi en aften ville forkaele os selv og fejre et eller andet vi fandt paa til lejligheden. Da det er Ramadan for tiden, dyrker mange restauranter meget det der med ikke at spise i loebet af dagen for til gengaeld at gaa amok naar solen er gaaet ned. Da denne restaurant tilfaeldigvis og meget belejligt var Damaskus' dyreste, skulle den naturligvis ikke staa tilbage for nogen eller noget som helst: 25 retter rigere, 4 timer aeldre og 90 kr fattigere havde vi ikke andet valg end at sidde helt bomstille og blot vente paa at fordoejelsen fik vist hvad den egentlig duede til, inden vi kunne goere os noget haab om blot at have en chance for at kunne rulle hjem. Det var i denne forceret passitivitet vi begyndte at snakke om hvad vi egentlig hvad lyst til at bruge resten af vores tid i Syrien paa. Vi havde hjemmefra snakket om at tage over forbi og smide et wazzup til Libanon, men i bund og grund var der vist egentlig ingen af os, der rigtig braendte for det. En brainstorm faciliterede imidlertid et pludseligt popup-minde om den forsvundne oldtidsby Petra i Jordan, og inden vi egentlig rigtig kunne naa at overveje det, var vi begge to solgt.
Det endte derfor med at vi, efter vores besoeg i Aleppo (jf. sidste blog) tog en natbus til Jordan og krydsede fingre for at vi trods manglende valuta, guidebog, visum og overblik nok skulle havne et eller andet sted, der var vaerd at vaere.
Men selvom Jordan er vanvittig dyrt, selvom turen var lang og pladsen var trang og selvom vi blev forsoegt snydt paa den forkerte side af en haandfuld gange inden vi overhovedet ankom til Petra var det naturligvis alle strabadserne, og endda lidt oveni, vaerd. Petra er den ultimative "glemte by" gemt inde bag en 1,5 km lang kloeft, hvor man gaar mellem 100 meter hoeje klipper, der nogle steder kun staar med en armlaengdes mellemrum, inden man kommer frem til selve byen hvor kaempemaessige templer og gravkamre konkurrerer om pladsen paa de hoeje silkeroede klipper. Byen er hugget ud i klipperne af et folkefaerd der levede for 3000 aar siden, og blev genopdaget for bare 100 aar siden af en fyr, der klaedte sig ud som beduin og maatte lade som ingenting for ikke at vaekke opsigt da han foerste gang blev foert igennem byen. Bare den bedrift i sig selv fortjener en hel historiebog.
Fordi det er sommer og det var oerken og vi behaendigt havde undgaaet alt, hvad der hed planlaegning, havde vi stort set omraadet helt for os selv. Ligesom i Syrien goer de i Jordan heller ikke noget stort nummer ud af indhegning, hvilket betoed, at vi kunne tulle rundt i byen og ind og ud af kaempe templer og gravkamre helt for os selv uden at blive forstyrret. Vi brugte det meste af 2 dage paa at se de mest fantastiske bygningsvaeker, spektakulaere udsigter og skjulte gamle huler - jeg tror jeg foelte mig mere Indiana Jones, end han nogen sinde selv har gjort - inden vi besluttede os for at der ogsaa skulle vaere lidt tilbage til naeste gang.
Vi havde lige et par dage inden vi skulle videre fra Syrien til Indien, og da vi allerede havde brugt en del tid paa at udforske Damaskus, forhoerte vi os rundt omkring for at faa en ide om, hvad der ellers foregik i Jordan. Det resulterede i, at vi et par timer senere stod midt i Jordan og forhandlede med en fyr om, hvor meget han skulle have for at koere os til Det Doede Hav. Selvom det er en af Jordans helt store turistmagneter, var det tilsyneladende ikke meningen, man skulle kunne komme derud, med mindre man var del af et resort-pakke-cirkus; Amman Beach (der i oevrigt ogsaa ligger en times koersel fra Amman) har ingen umiddebar busforbindlese med mindre man er frisk paa at skifte en 3-4 gange. Det lykkedes dog efter lidt intens forhandling at faa en fornuftig pris paa en taxa, og saa var det ellers bare afsted til det laveste punkt paa landjorden. Det Doede Hav ligger ca 400m under havets overflade, og fordi der ikke er noget afloeb derfra akkummulerer der sig en masse vand, som pga. varmen fordamper og efterlader en fandens masse salt tilbage i poolen. Det betyder en salt koncentration paa 33% i stedet for de gode gamle ca. 3%. Eller med andre ord; et hav hvori man, uanset hvor meget man proever, ikke kan faa mere end ca. 80% af kroppen ned under vandet. Pretty funky at kunne ligge paa maven med arme og ben loeftet over vandet og stadig kun lige ligge i vandoverfladen.
Omraadet er fyldt med en masse sand og mudder, der ifoelge en masse kloge mennesker skulle kunne en masse seje ting. Jeg besluttede mig for at vaere lidt af en gentleman og invitere fruen paa en omgang spa. Jeg ved ikke om hun nu ogsa havde forventet at det betoed to spande med mudder, en masse mudderwrestling og tilsidst 15 minutter ved 200 grader midt i middagssolen (efter i forvejen at vaere godt i vaeskeundeskud)...men jeg holder nu fortsat paa, at det taeller som en spabehandling!
Pga. af manglen paa planlaegning maatte vi paa hjemturen for foerste gang goere brug af tommelfingeren; og en natbus og et meget omstaendigt graenseskift senere stod vi igen i Damaskus. Her gik de sidste dage med traditionelt mellemoestligt dampbad, shopping og assorteret sightseeing til bl.a. Det Danske Hus, hvor jeg stoedte ind i gammel venninde. Skoent med en par stille og rolige dage i vante omgivelser inden naeste stop hedder Indien - et sted med et solidt udmattelsespotentiale.
- comments