Profile
Blog
Photos
Videos
Indien er landet lavet af vanvid.
Indien er landet hvor transportmidlerne ikke stopper naar man skal om bord - de skruer blot lidt ned for gassen, og saa gaelder det ellers bare om at vaere hurtigt.
Indien er landet hvor alt kan, og bliver, tilbedt som gjaldt det livet - køerne paa gaden, maend med elefanthoveder og masser af arme, folk der har sex, og omtrent 1200 andre guder.
Indien er landet hvor de producerer saa mange doede, at de ikke kan finde ud af, hvad de skal goere af dem - nogle bliver braendt paa baalet i fuld offentlighed (en i oevrigt vildt dyr luksus, da hver enkelt braendeknold skal afvejes og -maales noejagtig), andre bliver lagt op i toppen af et hoejt taarn saa aadselsaedere og andre interesserede kan guffe loes.
Indien er landet, der paa et tidspunkt for et par aar siden besluttede sig for, at deres i forvejen totalt fjollede bynavne ikke var helt maerklige nok - Calcutta blev til Kolkata, Bangalore til Bengaluru, Bombay til Mumbay, og Madras, der oejensynligt ikke kunne blive mere underligt, endte med at faa Chennai.
...og vi nyder det, det bedste vi har laert!
Efter jeg havde blaeret mig med, jeg ogsaa kunne have feber, blev vi haengende i den lille flaekke, Khujurago, der er STEDET, hvis man mangler lidt karma paa sextilbedelseskontoen...eller bare lidt inspirationer. I Khujurago har nogle mennesker med alt for lidt at lave engang for meget laenge siden rejst omkring 20 templer til aere for en haandfuld af de omtalte 1200 guder. For at vise hvor meget de holdt af deres idoler valgte de som en lille gestus at udsmykke samtlgie templer med mere eller mindre halsbraekkende og eksperimenterende eksempler paa Karma Sutra (som tilsyneladende kan daekke over alt fra masseorgie til sex med dyr). Ikke siden loeverne paa safari har vi taget saa mange billeder...
Vi havde et ret haardt program i Indien. I Goa havde vi planlagt stort set hele de sidset 2 uger ned til mindste detalje. Det var selvfoelgelig forholdsvis effektivt, men effektiviteten kostede tilsvarende i timers soevn. Vi rejste for det meste rundt med nattog og brugte derpaa den efterfoeglende dag paa at styrte rundt og se og opleve. Det var egentlig gaaet okay med det cirkus optil her, men da vi efter Khujurago ankom til Varanasi, var det ligesom om kaeden hoppede af. Byen er nok det mest vanvittige hvad angaar snydere, svindlere, lurendrejer, skarnsknaegte, lurifaxer og andet utoej, jeg nogensinde har oplevet. Det er den helligste by i Indien, hvor folk valfarter til for at blive braendt eller for at vaske sig i verdens stoerste kloak, Ganges. Bevares, nu skal jeg ikke sidder her og paatage mig rollen som Jordens stoerste ignorant - for det var da enormt flot sted, og det var da utvivlsomt bevaegende foerst at overvaere et lig blive sirligt lagt paa en brandende stabel brandeknolde og derefter deres meget aandelige cermoni, hvor de fejrede et eller andet ingen vist rigtig fandt ud af, hvad var (okay, jeg giver den sgu et forsoeg med ignorantrollen alligevel). Men naar det saa er sagt, saa var det godt nok ikke meget tilbage andet end et overhypet cirkus af kommisionsliderlige folk, et kaos af gader, der hverken er gearet til mennesker, koeretoejer eller bygninger, kombineret med et prisniveau, der ligger en faktor 5 over resten af Indien. Nuvel, det hjalp maaske heller ikke paa helhedsindtrykket, at Elisabeth aabenbart havde foelt sig forsmaaet og derfor havde faaet arrangeret endnu en omgang galoperende feber...men der er vel ogsaa graenser, for hvor objektiv man kan overskue at vaere efter saa lang tid i kaosland!
Ligesaa skuffede som vi var blevet over Varanasi, ligesaa glaedeligt overraskede blev vi over faenomenet Mumbai - og cirka praecis ligesaa skuffede blev vi atter engang over at laere faenomenet Mumbais sundhedssystem at kende. Elisabeth maatte en tur igennem hurlumhejhuset "Bombay Hospital" - stedet der endnu har til gode at blive introduceret for saebe paa toiletterne, mineralvand til patienter med daarlig mave, samt laeger, der rent fakisk formaar at udskrive medicin med en instruks om "hvor meget, hvor ofte, hvorfor" og gerne saa det rent faktisk kan laeses, af den apoteker, der senere skal udlevere medicinen. Vi kom paa skadestuen (det skal forsaas bogstaveligt - EN stue! - vel at maerke til en by med 21.000.000 indbyggere) for at faa en podning og dyrkning fra halsen. Laegen, der tog imod os, syntes ikke rigtig at naere nogen saerlig speciel interesse for hele patient-begrebet, men da vi foreslog f.eks. at tage et røntgen af thorax, synes han vist egentlig, det var en meget god ide. Han endte med at overbevise sig selv om, at Elisabeth nok hellere maatte indlaegges for obs. malaria paa indikationen "ondt i halsen"... Det er vist unoedvendigt at gaa i detaljer med, hvilket kaosscenarie der udspillede sig, da Elisabeth naegtede at sygeplejersken skulle give hende den malariamedicin, laegen havde befalet (det skal lige siges, at der paa det tidspunkt var ca. 3 timer til et svar paa malariablodproeven), og hvilken skideballe vi senere maatte laegge oere til da patriaken himself kom og pustede sig op. Det, vi fik ud af besoeget, var dog en vished om, at Elisabeht ikke havde malaria samt en god roevfuld antibiotika. Hvad, vi derimod ikke fik ud af besoeget, var en podning og dyrkning fra halsen - da vi efter 24 timer blev sluppet loes skete det med beskeden, at podningerne ikke kunne foretages paa Bombay Hospital...!
Paa trods af vores naer-eksplosions-oplevelse var Mumbai dog, som naevnt, et helt fantastisk sted! Vi brugte en uges tid i byen paa at lege turister, gaa tur langs strandpromenaden og nyde synet af stranden, hvor sand er blevet erstattet af plastik og koekkenaffald, besoege slummen, hvor huse af pap og blik ligger med udsigt over havnen til nogle af Asiens dyreste kvadratmeterpriser, forkaele Elisabeth med en god dosis shopping af bl.a. skraeddersyede kjoler, og i det hele taget for foerste gang gang paa vores tur nyde en aegte metropol. Man siger at Indien er festivallernes land. Vi var derfor ikke synderligt overraskede over at finde ud af, at vi tilsyneladende var dumpet ned midt i en verdens stoerste gadefester, hvor der hver aften var sang og dans og optog overalt i gaderne. Hvad der derimod slog benene lidt vaek under os var, at finde ud af, at al den virak hovedsagligt gik ud paa, at fejre deres yndligsgud Ganesh, manden med elefanthovedet og 4 arme. Fejringen foregik ved at fremstille papmache kopier (nogle flere meter hoeje) af fyren, slaebe manisk rundt paa disse rundt i gader og straeder for tilsidst smide dem alle sammen i vandet der, hvor der er allermest groent og giftigt og absolut ikke behov for flere tons papir, lim eller hoensenet. De er skoere de indere.
Klokken er ved at blive mange og laeseren er ved at blive traet. Besoeget i Mumbai kunne udgoere et helt blogindlaeg i sig selv, hvor man f.eks. kunne uddybe, hvordan vi blev forsoegt vaerget til at vaere med som statister i en Bollywoodfilm eller vores oplevelse af, hvordan Monsunen paa mindre end ti minutter kunne forvandle en knastør hovedfaerdselsaare til en halvdyb buldrende flod. For at give et indtryk af indernes (og i saerdeleshed mumbaianernes) person og ufattelig livsglade og humoristike vaesen, vil jeg i stedet slutte af med en samtale jeg havde med en fyr, der paa et tidspunkt loeb op paa siden af mig, da jeg gik rundt alene paa gaden:
- Do you want postcards, sir?
- No thank you.
- Perhaps maps, sir?
- No thank you.
- Do you want something to smoke, sir?
- No thank you very much, I'm really fine!
- Isn't there anything you want sir?
- Well, actually - I would like to have nothing at all. Do you have nothing?
- No sir, I don't have nothing, sir.
- Well, then I guess you must have everything, right?
- No sir, I don't have everything, sir.
- Well then - what don't you have?
- I don't have a girlfriend sir.
Rundet af med verdens stoerste indiske smil!
Godnat og sov godt
- comments