Vi kom til Hanoi 2. februar tidligt om morgenen og stod ret forvirrede og udmattede på grund af den manglende nattesøvn (vi gik ikke i seng natten før i Bangkok, da det ikke rigtig kunne betale sig, så vi tog en 'allnighter'), i lufthavnen og skulle finde en måde at komme væk derfra på. De fremragende planlæggere vi er, havde vi ikke læst meget om Hanoi eller Vietnam i forvejen, så vi var lidt i vildråde, men det gør det vel også det mere spændende ikke at være så godt forberedt; der kommer mange overraskelser :P
Mens vi står og tænker over livet i lufthavnen kommer der selvfølgelig en 'hustler' op til os. Han tilbyder et lift til midtbyen for 650.000 Dong, så det står vi lige og grubler lidt over. 10.000 Dong er lige knap 3 danske kroner, så vi får regnet os frem til at det lyder lige i overkanten. Vi beslutter os for at gå hen i infoskranken, som efter erfaring godt nok heller ikke altid er lige pålidelige, for at høre hvad det normalt koster at køre fra lufthavnen til midtbyen. Vi får at vide at den normale pris ligger på cirka 300.000, så vi går uden for lufthavnsbygningen for at finde en fornuftig taxi-chauffør. Det lykkedes, men problemet var at vi ikke vidste hvor vi skulle hen i byen, så vi tager Lonely Planet frem, læser hurtigt hvor de fleste backpackers tager hen, finder kort over det område, og peger på et tilfældigt sted på kortet.

Vi bliver læsset af ved en kæmpe kirke, som viser sig at være Hanois katolske katedral, og skal bare finde det første og bedste hostel, da vi er ved at være ret trætte. Vi går ind i et turistkontor, hvor de foreslår et hostel. Vi siger ja, eller vil i hvert fald gerne kigge på det, så vi kommer bag på hver sin knallert med backpacks og det hele, og bliver kørt fem minutter til hostelet. Det ser fint ud, så vi slår os ned der. Det viser senere sig at Kasper og Max bor 50 meter fra kirken hvor vi blev læsset af, så dagen efter flyttede vi over til dem.

Tilfældigvis ankom vi på dagen for det vietnamesiske (kinesiske) nytår, så om aftenen var vi nede ved en nærliggende sø, hvor der ville være fyrværkeri klokken tolv. Det var vanskeligt at komme frem, da der var tusindvis af mennesker på gaden, men det lykkedes os at finde et sted at sidde ved søen, klar til fyrværkeri. Det var det mest imponerende fyrværkeri vi nogensinde har set, Regatta i Silkeborg kan godt gå hjem og vugge. Efter fyrværkeriet var der kaos på gaderne, for alle folk havde travlt med at komme hjem, der var ikke så meget festeri efterfolgende som man kender det hjemmefra. Dog fik vi delt lidt risvin med et par kinesere, en japaner, en sydkoreaner og nogle vietnameserne på hostellet.

Ulempen ved nytåret var dog at stort set alt var lukket den efterfølgende uge. Vi ville gerne på en tur til Halong Bay, som ligger på østkysten cirka fire timers kørsel fra Hanoi og skulle være ret imponerende med en masse klipper og flot natur, men kunne ikke komme afsted før den 6. på grund af nytåret. Vi tog derfor i mellemtiden på en dagstur til noget der hedder Tam Coc. Det er kendt for en bådtur, hvor man bliver roet af en gammel dame eller lignende. Turen varede et par timer, og undervejs bliver 'rodamerne' ofte trætte i armene og bruger derfor i stedet benene til at ro med. Et sjovt og imponerende syn.

Turen bød på masser af flotte klipper og flere steder sejlede vi ind i små grotter. Derudover bød dagen på en cykeltur (dejligt med lidt motion) og et besøg i det der engang for mange år siden var Vietnams hovedstad.

Dagen efter gik turen så til Halong Bay. Vi var en gruppe på cirka 30 mennesker som blev delt op i to, og vi tog på hver vores båd, som faktisk var nogenlunde lukseriøs i forhold til hvad vi havde forventet. Så stod den ellers på boatcruise. Der var en fantastisk udsigt fra båden, og selvom det lyder ret ens at vi igen så en masse klipper, så var det her noget af det mest imponerende vi havde set. Specielt kombineret med de andre flotte både omkring os, og så en flot solnedgang.

Undervejs sejlede vi kajak, hvor David havde alt for mange arm-mulder til sin pagaj, så den knækkede midt over efter fem tag, og hånden begyndte at bløde. Heldigvis var det tomandskajakker, så Kasper måtte lægge ekstra kræfter i for at komme tilbage til startstedet og bede om en ny pagaj.

Da vi var færdige rejste David sig op og gik ud af kajakken, men havde glemt at kameraet lå løst i tøjet, så det rutsjede ud og direkte ned i vandet. Det skal siges at det er vandtæt ned til tre meter, men da guiderne sagde at der var syv meter ned, og vandet samtidig var ret grumset, var vi alvorligt bange for at det var tabt.

Kasper tilbød at prøve at dykke ned efter det, da han var den eneste af os der kan se under vand, og har gæller. Første gang var uden held, men ved andet dyk lykkedes det på mirakuløs vis for ham at finde det på bunden. Det skal siges at der nok 'kun' var 4-5 meter ned, men det var alligevel ret imponerende, og man skylder nok lige Kasper en øl. Kameraet virkede i øvrigt fint.

Vi var senere inde i en stor og ret imponerende grotte med en masse forskellige formationer, og om aftenen stod den på hygge. Vi blev koblet sammen med den anden båd vi fulgtes med, og der blev snakket på kryds og tværs mellem de forskellige nationaliteter. Det blev i øvrigt også lige til en svømmetur hvor vi hoppede øverst fra båden og ned i det kolde vand. Der var nok en syv meter ned, så der skulle lige lidt selvovertalelse til først.

Efter en uges tid i Hanoi-området, som også havde budt på lidt sightseeing og marked, samt fest med Carl og David som gik en årgang over os i gymnasiet, samt diverse backpackers fra vores hostel, var det tid til at tage videre. Max tog med os til Hue, som vi syntes lød spændende, mens Kasper tog til Hoi An, da han ikke havde så mange dage tilbage i Vietnam. Vi skulle dog med samme natbus. Vi fandt nogle dejlige ligge-saeder nede bagi, hvor selv David kunne strække sig helt ud, men i løbet af natten var det lige før vi fortrød. Det var ligesom en sauna til tider, så det var en lang nat. Den positive overraskelse var dog at vi ankom til Hue allerede efter mindre end 12 timer, selvom de havde sagt det ville tage 20. Hoi An, som ligger en anelse mere sydpå end Hue skulle derimod tage 18-19 timer at komme til, sagde de på hostelet hvor vi bestilte. Nogle gange får man nogle sjove informationer.

Vi kom til Hue tidligt om morgenen og spiste den bedste, største og billigste morgenmad vi endnu har fået. Vi gav omkring 200.000 Dong, svarende til 55 kroner, for et ædegilde for fire personer, og vestlig morgenmad plejer endda ikke at være specielt billig.

Kasper skulle derefter direkte videre til Hoi An, mens vi tilbragte dagen i Hue med at leje cykler og tage rundt og se hvad der var. Vi var inde og se "The purple City", hvor den royale familie engang boede. Det var dog ikke så imponerende som vi havde forestillet os, og vi tog derfor videre til Hoi An den næste morgen.

Vi bringer snart nyt om Hoi An. Sig det ikke til nogen, men vi har faktisk næsten været her en uge. Varme, men for tiden lidt overskyede hilsener,

Mathias og David.