Profile
Blog
Photos
Videos
D. 8/3:
Mange steder i Vietnam er det en fornøjelse at køre med bus, især fra Hanoi til Sapa, da man på vejen kan nyde udsigten til bjergene med rismarker og det er i særdeleshed et interessant syn, at se de lokale folk arbejde i markerne med deres spidshatte (på vietnamesisk: nón lá).
Grundet manglende tid var vi lige ved at droppe Sapa, hvilket vi er glade for vi ikke gjorde. Sapa og omegn har en fantastisk udsigt over rismarkerne, som ligger i lag ned langs bjergene, også kaldet risterrasser. Men ikke kun grundet det flotte landskab er Sapa værd at besøge; Folkene fra de forskellige stammer som ligger rundt omkring i bjergene, fylder Sapa by med farvestrålende tøj, som indikerer deres folk og hvilken stamme de tilhører.
Den første dag lejede vi en scooter, for at køre til landsbyen Cat Cat (3 km fra sapa), som er en hyggelig by i bjergene, med en fantastisk udsigt. På et tidspunkt var vi nødt til at parkere vores scooter, for at komme ned af de små stejle grusveje. En tur vi ikke ville have været foruden, også selvom vi blev tappet for benzin! Vi havde dog nok til lige akkurat at komme tilbage til Sapa :-)
D. 9/3:
Dagen efter tog vi på en 6 timers tur til forskellige landsbyer rundt omkring i bjergene. Vi fik en lokal guide, som tilhørte H'Mong folket. Vi spurgte hende hvor hun havde lært at tale så flot engelsk, hvortil hun svarede "from you". De fleste lokale kan engelsk, selv dem i de små stammer rundt om i bjergene. De lærer det ikke i skolen, men af at lytte til turisterne.
På turen besøgte vi 3 landsbyer. Først Y Linh Ho og Lao Chai som er hjemsteder for H'Mong folket også kaldet "Black H'Mong" som kendetegnes ved, at de klæder sig i sort og mørkt tøj. Vi gjorde et længere holdt i Lao Chai for at spise frokost, her var der mange forskellige stammefolk, som sendte deres børn hen til turisternes borde, for at sælge deres kunsthåndværk (armbånd, tøj, tasker osv.). De var meget ivrige efter at sælge og hvis man købte én ting, blev man omringet af mange flere børn som sagde: "Nu har du gjort hende glad, fordi du købte af hende, nu skal du købe af mig og gøre mig glad". Hmm, ja det er da også rigtigt, men man kan jo ikke blive ved!!
På vejen tilbage mod Sapa besøgte vi den sidste landsby Ta Van, hvor folket her går i pink tøj.
Mange steder i Sapa, kan man få et billigt og lækkert måltid mad. Den sidste aften vi brugte her, fik vi en 3 retters menu for 120 kr for to pers., som bestod af nogle traditionelle retter - meget lækkert
D. 10/3 var det på tide at tage tilbage til Hanoi. Men da vi ventede på bussen, fandt vi ud af, at vi var blevet fejlinformeret hvad angår afhentningsstedet. Hvilket en irriterende mand blev ved med at prøve at fortælle os, men til at starte med ignorerede vi ham, da vi ikke troede på ham. Vi nåede dog heldigvis tidsnok hen til det rigtige sted, fordi han var så flink at køre os på sin scooter.
Vi ville sagtens kunne bruge flere dage på at udforske Sapa og de nærliggende små landsbyer. Ærgerligt at vi ikke har mere tid i dette område, da det helt sikkert viser en speciel og kulturel side af Vietnam, som kun ses her. Men man kan sige, at Sapa var en perfekt afslutning på vores tur og nu venter der os en laaaaang flyvetur i morgen. Hjem til DK, som vi da også har savnet ;-).
- comments