Om morgenen var der stress, da det car nødvendigt at vi nåede en tidlig bus, så vi kunne nå i minerne i Potosí.
Den bus vi endte med at tage, var desværre den langsomste bus, jeg længe havde kørt med! Vi troede derfor ikke, det var muligt at se minerne.
Vi var heldigvis heldige, at finde et bureau, hvor vi kunne se minerne, samt nå en bus til Uyuni senere.
Vi blev ført hen et sted, hvor vi fik tøj (beskyttede vores almindelige tøj), gummistøvler, hjelm og lygter.
Derefter begyndte rundvisningen i minerne! Vil efter det aldrig brokke mig over at have et dårligt job efter den oplevelse! De stakkels minearbejdere er spærret inde i et bjerg mellem 8-12 timer om dagen, hvor de knokler røven ud af bukserne med ar slæbe, løfte og bore efter sølv! Alt det for en dagløn på mellem 80-200 bs (68-170 kr).
Takket være en af grupperne kom vi sent tilbage til centrum. Vi havde derfor travlt med aftensmad og søgen efter en taxi. Typisk nok var der et kæmpe optog inde ved hovedpladsen, så vi blev nødt til at gå langt for at finde taxien.
Heldigvis nåede vi det hele i tiden og fik en ganske glimrende bus. Heldige os!